Doctor Who (2005) sæson 1-5

1390686347image
Doctor Who er en serie, jeg virkelig skulle tage tilløb til. Jeg er mange gange startet på den, og er også mange gange gået død igen efter en episode eller to. Det er slet ikke science fiction, som man er vant til. Der er (næsten) ikke nogen rumskibe, der bliver ikke skudt på nogen, og der er ikke nogen fede effekter at fordybe sig i. Til gengæld er der en excentrisk idiot med en sonisk skruetrækker og et rumskib, der på ydersiden ligner en gammel telefonboks fra 60’erne og indeni ligner et uheld på den lokale genbrugsstation.

Britisk science fiction har i mit sind altid stået som noget med sølvpapir, støvsuger-slanger og budgetter, man ikke engang ville kunne lave aftensmad for. Dén beskrivelse passer som fod i hose på de første mange episoder af dette reboot af Doctor Who, men jeg glemte lige én ting, der stadig er plads til i de rammer: Den gode historie.

Doctor Who er en Tidsherre, sin sidste af slagsen, og han rejser rundt i og udenfor universet og tiden i sit telefonboks-rumskib ved navn Tardis. Med sig har han for det meste en kvindelig kompagnon og i hver episode lander Tardis et eller andet mærkeligt sted, hvor Doktoren og hans partner skal klare ærterne, redde en verden eller bare forløse en krank skæbne.

Det lyder ganske kedeligt og som presset ud af en støbeform og gentaget indtil pengene eller seerne slipper op. Men så er det at forfatterne kommer ind i billedet, og vender op og ned på det hele. Fordi Doctor Who overhovedet ikke er konventionel science fiction, føler forfatterne en helt ubændig trang til at udforske Doktorens univers med de mest afsindige historier, man kan forestille sig. En ting er næsten altid garanteret, når man blænder op for en ny episode: Det her har du med garanti aldrig set før.

Serien er heller ikke så episodisk, som den ser ud til ved første øjekast. Ting, der bliver nævnt i forbifarten, ting man bare ser hist og her, bliver pludselig til centrale dele af en langt større historie, og så er det at Doctor Who for alvor griber dig, og der går binge watching i episoderne på Netflix.

Og langsomt, langsomt, som kontinenternes umærkelige rejser, får universet rodfæste, og man begynder at føle sig hjemme i det og alle dets underfundige konventioner. Når man ser en Dalek tromle rundt og skrige “Exterminate!” med sin brødristerstemme, griner man ikke længere over det latterlige design, komplet med lokumsrenser og piskeris, men bliver oprigtigt bekymret: Hvordan pokker skal Doktoren dog klare tilstedeværelsen af dette altødelæggende og usårlige monster? Cybermen får heller aldrig nogen pris for veldesignede utysker, men historierne med dem er til gengæld virkelig spændende.

Daleks og Cybermen er undskyldt med, at de kommer fra den oprindelige serie, der rullede over de engelske tv-skærme for 50 år siden. Den gang var de ikke så gode til at designe den slags. Den moderne Doktor får dog også problemer med moderne uhyrligheder, og når tiden kommer til Weeping Angels og The Silence er der ikke længere nogen, der griner.

Ud over at kunne rejse et hvilket som helst sted hen i universet, kan Tardis også rejse i tiden. Lad mig bare sige det med det samme: Jeg elsker historier om tidsrejser, og er altid på jagt efter dem. De fleste Who-episoder begynder med at Tardis lander et ukendt sted i en ukendt tid, og når Doktoren åbner døren kan det lige så vel være planeten Ood-Sphere i år 4126 som det kan være Venedig i 1580 (med vampyrer), og så sker der ellers et eller andet underligt, som naturligvis kræver doktorens intervention.

De bedste af disse episoder er dem, der foregår i fortiden, dels fordi BBC er hamrende dygtige til at lave kulisser til forgangne dage, og dels fordi man har et kendt fikspunkt i tiden, som man får lov til at opleve på en helt ny måde, og hvor Doktoren eller hans kumpaner altid får lavet et eller andet lille tvist i fortiden som gør at noget er ændret i vores tid. I disse historier møder Doktoren alskens kendte personligheder som Agatha Christie, Winston Churchill, Charles Dickens, Vincent van Gogh, Madame de Pompadour, Djævlen, Shakespeare og Dronning Victoria. Det er der kommet spændende, rørende og særdeles sjove episoder ud af, som man husker længe.

Manuskripterne er altid helt utroligt veldrejede og har altid et glimt i øjet, så man pludselig sidder og griner midt en helt abnorm krise. Som for eksempel da Doktoren og Rose (hans daværende partner) prøver at få Dronning Victoria til at sige “we are not amused” hele vejen igennem en ellers pænt uhyggelig og blodig historie, der ender med at konkludere, at den kongelige familie nok er varulve.

De mange episoder er primært skrevet af Russel T. Davies med gæsteoptrædener af prominente navne som Neil Gaiman og Steven Moffat (der også står bag den fænomenale Sherlock, og bliver hovedforfatter på serien fra sæson 5), og jeg forundres uendeligt over den opfindsomhed, de har lagt i manuskripterne. Jeg tror de starter med en skør idé, som f.eks. “lad os transportere et hospital fra London til månens overflade”, og så bygger en kompleks og sammenhængende historie op omkring den idé, så det pludselig giver mening, at netop det hospital skulle netop derop, samtidig med at det passer ind i hele Who-kanonen, og seeren både får en spændende historie og lidt mere viden om, hvordan universet er bygget op.

Men de allerbedste episoder, for denne seer i hvert fald, er dem, hvor Doktoren og hans venner hopper rundt i tiden i samme episode. Det giver et mærkbart sus i maven, når man oplever forfatternes kreativitet med tidshoppene, og man får ting at se, man aldrig ville kunne opleve i andre serier, fordi de simpelthen ikke har Doctor Who’s vidunderlige lærred at male på. Der er mange memorable episoder med krøllede tidslinier, men skal jeg vælge én, må det være Steven Moffats gendigtning af Charles Dickens’ Et Juleeventyr. Det er noget af det smukkeste science fiction, jeg har set, som involverer en flyvende hestevogn trukket af en haj.

En serie, der kører over så mange år, kan naturligvis ikke have den samme skuespiller i hovedrollen hele vejen. Her har de løst det på en meget fin måde: når Doktoren er dødeligt såret, kan han regenerere, og vupti: nyt navn på rollelisten. Første sæson lægger ud med Christopher Eccleston, der får Billie Piper som partner i skikkelse af forstadspigen Rose. Der er god kemi imellem de to, men Eccleston får kun en enkelt sæson til at gøre indtryk, og det er desværre ikke nok til at man rigtig kommer til at holde af ham. Han afløses i anden sæson af David Tennant, som i mine øjne er den bedste af de nye doktorer. Rose er også med i anden sæson, og der er mærkbar kemi mellem de to, hvilket giver grobund for nogle dramatiske episoder. Tennant fortsætter sin tour de force i tredie og fjerde sæson, hvor han parres op med hhv. Freema Agyeman og Catherine Tate. Ingen af dem har samme kemi som Billie Piper, men Tates komiske talent passer overraskende godt ind i serien. Tennant selv gør det fantastisk godt; han har hele det følelsesmæssige register til at spille en 900 år gammel Tidsherre, der har set det hele og har alvorlig emotionel bagage at slæbe rundt på. Han er lige troværdig om end han er hylende skæg eller gravalvorlig.

Efter fjerde sæson sker der noget underligt med serien. Der kommer ikke nogen ny sæson i 2009, men fem specials (hvoraf kun den ene er på Netflix). De er ret flotte og ser ud til at have kostet en del, men bortset fra den ene, der er på Netflix, er de ærligt talt ret kedelige. Det virker som om de kreative kræfter bag serien har ramt en skriveblokade.

Året efter kommer den rigtige femte sæson, og stort set alt bliver skiftet ud: Tennant erstattes af den kun 26-årige Matt Smith, Karen Gillan bliver hans ledsager Amy, og hovedforfatter Russel T. Davies erstattes af Steven Moffat. Selv Tardis bliver ommøbleret. Som altid kræver det noget omstilling at vænne sig til en ny Doktor, men Matt Smith er virkelig god. Hans unge alder giver ham ikke helt den tyngde, som Tennant besad, men hans sprudlende energi opvejer den mangel, synes jeg. Det største skridt fremad er dog at gøre Moffat til hovedforfatter. Han har stået bag enkelte episoder i de foregående sæsoner, og de var allesammen knaldgode, for at sige det mildt. At få sådan et talent til at stå for hele sæsoner er en genistreg af de større. Hvis du synes at Moffat har kringlet Sherlock rimelig godt, så vent til du ser, hvad han har gang i ovre i Doctor Who. Det er ganske enkelt fænomenalt.

Det skal også siges, at de billige effekter stille og roligt bliver afløst af flottere, større og stedvis dybt imponerende effekter, efterhånden som afsnittene skrider frem og seriens popularitet stiger. Special-episoderne fra 2009 lider lidt under det, da de er mere effekt end manuskript. Men da Moffat kommer til fadet fra femte sæson, har man virkelig fundet en forfatter, der kan lave noget fornuftigt med store budgetter.

Jeg har på fornemmelsen at mange fravælger Doctor Who, ligesom jeg gjorde, fordi konceptet mildest talt ser latterligt ud. Jeg har her forsøgt at redegøre for, hvorfor det virkelig kan betale sig at bide sig fast og hænge i, for der findes simpelthen ikke noget på tv, der kan sammenlignes med Doctor Who. Jeg kan også sagtens forstå, hvorfor man falder fra efter en episode eller tre og tænker, at de andre er velkomne til at se på den overgearede idiot med skruetrækkeren, mens man selv går på jagt efter noget mere seriøst at bruge sin fritid på. Hvis du stadig er i tvivl, så har jeg ét skud mere i bøssen: Se afsnittet Blink (Sæson 3, episode 11). Det er helt uden sammenhæng med resten af serien og kan sagtens ses for sig selv. Det kræver ingen forudsætninger, det afslører ikke noget, og det er noget af det mest intelligente science fiction, du nogensinde kommer til at se.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz