Professor Layton vs Phoenix Wright: Ace Attorney

To af mine yndlingsspilserier slår pjalterne sammen. Gnister flyver og hekse brænder i selskab med denne dynamiske duo.

De to spilserier Professor Layton og Phoenix Wright har givet mig nogle af de mest memorable oplevelser på Nintendos håndholdte platforme gennem tiderne. Professor Layton har altid budt på nogle finurlige historier gennemsyrede af gakkede hovedbrud, og Phoenix Wright, der mest af alt kan karakteriseres som interaktiv fiktion, har stået for noget af det bedste game writing, der nogensinde er begået i mediet.

Umiddelbart er de to spilserier svært forenelige, da Layton-serien baserer sig på gådeløsning og Phoenix Wright-serien har retssalsdramet som det centrale element. Men Level-5 og Capcom har slået hovederne sammen og skabt et perfekt amalgam mellem de to serier, og resultatet er ikke bare et perfekt mix af de to genrer, men et helt igennem velstøbt spil, der bygger på de individuelle styrker fra de to serier.

Vi starter i London, hvor Layton og Luke får besøg af den unge pige Espella, der med nød og næppe er flygtet fra den sære by Labyrinthia, og inden længe dukker flyvende hekse op og kidnapper hende. Layton & Co hjælper hende med at undslippe via en fragtbåd – hvor hun ramler ind i en juveltyvebande, og kommer i kløerne på politiet, der anklager hende for overfald og tyveri.

Samtidig lander Phoenix og Maya i London, hvor de skal deltage i et advokatseminar, men inden længe står Phoenix igen i retssalen som forsvarer for netop Espella. Så smukt kan det gøres. Hvis man ikke kender hverken Layton eller Luke, eller undrer dig over hvem Maya er, må man forvente at rigtig mange jokes og referencer misses. Har man til gengæld spillet bare ét af de foregående spil i hver af serierne er der til gengæld lagt i ovnen til masser af små øjeblikke, hvor man bare sidder og smågriner over de genialiteter, forfatterne har kogt sammen i denne mesterret.

I Phoenix Wright har historierne altid spillet en enorm rolle, og mange timer går med at trykke sig igennem dialog. Det kan lyde kedeligt, men med forfatternes kaliber er der snarere tale om intens spænding krydret med virkelig god humor. Professor Layton har fra starten fokuseret primært på gåder med en baggrundshistorie til at binde løjerne sammen, men de senere inkarnationer har stillet skarpt på historien og skabt nogle både spændende og mindeværdige fortællinger.

Spillets hovedforfatter er Shu Takumi, der har stået for de første tre (og nærmest legendariske) Phoenix Wright-spil. Han har skabt en historie, der både er virkelig spændende, men også får de to spil-universer til at mødes og vikles ind i hinanden på en herlig måde. Kombinationen af de fire hovedkarakterer fungerer overraskende godt, især er Layton og Maya en helt fantastisk kombination, der bliver godt udnyttet hen mod slutningen af historien.

Selvom den ultra-gakkede over the top-humor fra Phoenix Wright denne gang er indskrænket til at foregå i retssalen, er der heldigvis stadig fundet plads til den i det ellers noget seriøse Layton-univers. Det virker fint, underligt nok, at en fransk kok får lammetæv af en tunfisk under et vidnesbyrd, eller at afhøre ti glemsomme og løgnagtige vidner på én gang, komplet med gummisværd, heks, mælketyv, druk, magi, papegøje, statue og sadomasochisme – også selvom retssagerne her ofte ender med at en ung pige bliver levende brændt. Begge spils forfatterhold kan tricket med at kombinere humor og alvor uden at det bliver akavet.

Det mest imponerende ved fortællingerne i Phoenix Wright er, at de afslører præcis de rigtige detaljer på præcis det rigtige tidspunkt, så spilleren får nogle enorme Aha!-oplevelser undervejs, og tro mod seriens japanske titel, Gyakuten Saiban, bliver alting vendt helt på hovedet under retssagerne, hvilket også denne gang er virkelig godt realiseret. De sidste par timer når spilleren dog at overhale fortællings afsløringer, og det kan føles lidt kedeligt at trykke next-next-next i en historie, man på forhånd har regnet ud. Men det skal ikke trække ned, at slutningen er lidt langtrukken, for de i alt 25 timer, det tog mig at komme igennem spillet, var utroligt underholdende.

Phoenix Wright-spillene giver spilleren fem chancer til at svare rigtigt på kritiske punkter i rettergangen, men det har aldrig haft nogen reel betydning om man klarede det godt eller skidt. Det har det nu, da hvert forkert svar resulterer i 50 tabte Picarats – spillets møntfod for at lukke op for det efterfølgende bonusmateriale. Så man gør sig ekstra umage og skruer tænkehatten godt ned over ørerne for ikke at spilde de dyrebare mønter. Ligeledes har hint-systemet fra Layton-serien fundet sin vej ind i retssalen, og man kan nu få lidt hjælp til at svare på de mere tricky spørgsmål. En feature, der har været svært savnet i Phoenix Wright-spillene, de få gange man ikke kunne følge forfatternes ellers sublimt opbyggede afsløringer.

Behovet for både gådeløsning, rettergang og historiefortælling i samme spil har naturligvis resulteret i at nogle aspekter af spillene er blevet skåret væk. Professor Layton-fans må nøjes med kun 70 gåder i dette spil mod de normale 150 (og de 365 ekstra, gratis downloadgåder er heller ikke med her). Gåderne er desværre også en tynd kop te, selvom de er teknisk imponerende – jeg måtte kun bruge hints på et par stykker af dem, og hen mod finalen bliver de så lette, at man skulle tro de var løbet tør for materiale. Det underbygges af, at den navnkundige Akira Tago ikke har haft noget med dette spil at gøre.

Phoenix Wright tilhængerne må undvære den del af spillene, man normalt brugte på at indsamle bevismaterialer og interviewe vidner – her er der kun blevet plads til selve retssal-dramaet. Det er dog ikke det store afsavn, da netop den del er den stærkeste side af Phoenix Wright-universet.

Grafisk set svarer spillet til de tidligere udgivelser af begge serier på 3DS: Enestående flot animerede polygon-baserede figurer og sublime lokationer, der kan udforskes i tre dimensioner. Ingen nye overraskelser her, men vi er sikkert også på kanten af, hvad 3DS kan præstere rent teknisk. De animerede mellemsekvenser (lavet af Bones) er, som sædvanligt, flotte og brugt både sparsomt og fornuftigt.

Musikken består af en kollaboration mellem komponisterne fra de to spilserier. Personligt har jeg haft soundtracket fra det første Phoenix Wright-spil i cd-afspilleren i bilen i flere år, end jeg kan huske. Det er, i min optik, det bedste spil-soundtrack, der er lavet. Professor Layton-serien har også et godt soundtrack, men det har langt færre memorable melodier. Dette mix mellem de to stilarter fungerer virkelig godt – signaturstykkerne fra Phoenix Wright skinner stadig tydeligt igennem, men uden at stikke ud, og selvom genrerne er meget forskellige, er der en flot helhed over de mange musikstykker.

Grundet de svage puslerier er det svært uforbeholdent at anbefale spillet til fans, der er glade for Professor Layton, men ikke kender Phoenix Wright, hvilket vil være situationen for langt de fleste: I Europa er vi store Layton-fans med næsten otte millioner solgte spil, mens kun 100.000 europæere er faldet for Phoenix Wrights umiskendelige charme. Men jeg vil alligevel vove pelsen: Puslerierne er lidt af en skuffelse denne gang, men spillet er stadig værd at give sig i kast med, da man får en overordentlig god smag på de sublime, velskrevne og stærkt underholdende retssalsdramaer, som er varemærket for Phoenix Wright-serien.