Professor Layton and the Azran Legacy


Solving puzzles is truly a gentlemanly pursuit.

Det er svært at sige noget om dette sjette spil i en uovertruffen spilserie, som ikke allerede er blevet sagt i de fem andre anmeldelser, vi har skrevet. Når man læser dem, står det klart, hvor utroligt konsistente spillene har været gennem årene. Level-5 ramte en magisk guldåre allerede med det første spil, og efterfølgende har de ikke ændret meget på den trylleformular, de næsten perfekterede i første forsøg for seks år siden. Bevares, teknologien har forbedret sig gennem årene, både udviklernes evner og springet fra DS til 3DS, som skete i forrige udgivelse. 3D-teknikken, som Level-5 debuterede med i forrige udgave, har de forbedret denne gang, og det er ingen overdrivelse at sige, Azran Legacy er et af de absolut flotteste spil til 3DS.

Men selvom de tekniske bedrifter kan være nok så imponerende, er det definerende element ved Layton-serien den atmosfære, som spillene nænsomt er svøbt ind i. Det hele foregår i en sepia-tonet romantisk drøm om verden og dens beboere, hvor en pusle-gal arkæeolog drikker Earl Grey med sine venner i en sneklædt bjerglandsby et sted i Rusland, der aldrig har eksisteret. Man bliver henført til en verden, hvor ondskab aldrig er værre end et djævelsk hovedbrud, og hvor konflikter kan løses med et par velvalgte ord fra den ypperste gentleman vi endnu har bevidnet. De mildest talt aparte karakterer og romantiske omgivelser er designet med så meget sjæl og kærlighed, at man ikke kan undgå at overgive sig til dem og lade sig suge ind i universet. Layton-spillene kunne i bund og grund være en menu med 150 opgaver på, men Level-5 har skabt en helt speciel verden, som man igen og igen vender tilbage til med stor glæde. Den stærke konsistens mellem udgivelserne gør dem ikke ensformige, snarere giver den en helt unik oplevelse af at komme hjem, når de første billeder og den hyggelige musik toner frem på Nintendos lille maskine. Velkommen tilbage!

Layton-spillenes seks udgivelser dækker historiemæssigt over to trilogier. De første tre spil er den første trilogi, og i bedste Star Wars-stil udgør de sidste tre spil en forhistorie til den førstudgivne trilogi. Hvis man beslutter sig at hoppe på vognen her, kan det sagtens lade sig gøre, men mange referencer vil gå tabt. Man bør have spillet de forrige to i serien (Spectre’s Call og Miracle Mask), før man går i gang med Azran Legacy.

Layton, Luke og Emmy kaster sig ud i seriens hidtil største eventyr, der endelig får låst op for Azran-civilisationens gåde, som lidt af sløret blev løftet for i filmen og de to foregående spil. Laytons ven og nye addition til holdet, professor Sycamore, finder en pige, der har været frosset ned i en million år, og inden længe rejser det herlige hold verden rundt på jagt efter fem magiske æg.

Denne gang er vor aparte helte udstyret med luftskibet Bostonius, der gør os i stand til at besøge alle spillets områder i den rækkefølge, vi selv ønsker. Fortællingen er stadig fastlåst, men man kan nu selv beslutte hvilken rækkefølge kapitlerne kommer i. Luftskibet kan desuden hidkaldes alle steder fra, så det er en herlig let måde at drøne rundt i spillets verden og lede efter oversete opgaver og side quests.

For opgaverne er jo det, man kommer efter. Også denne gang er der 150 opgaver i selve hovedspillet, samt 365 ekstra i en daglig, drypvis download (som er ganske gratis). Tidligere spil har modtaget lidt panderynken over opgaver, som dukker op for ofte og som går igen mellem udgivelserne. Denne gang er der ikke en eneste Rush Hour-opgave, og generelt husker jeg ikke, at opgavetyperne har været set i tidligere spil. Der er heller ikke mange gentagelser af opgaver eller irriterende trick-spørgsmål. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de kære udviklere har været i stand til at stampe så mange nye hovedbrud op af jorden, men jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes dem: Azran Legacy byder på de mest interessante og mest varierede hovedbrud hidtil i spilserien.

De 365 download-opgaver er igen fordelt på 20 kategorier, hvor man har taget nogle af de bedste fra forrige spil og tilføjet en masse nye. Jeg kan i sagens natur ikke sige meget om dem endnu, men hvis de holder niveauet fra sidste udgivelse – og der er ingen grund til at tro andet, når vi taler om Level-5 – er der intet at frygte.
Erfaringsmæssigt er der ca. 30 timers spil i disse download-opgaver alene, så når historiens ca. 25 timer er ovre, er der stadig masser at give sig til.

Historien er en del længere end i tidligere spil, og med det samme antal opgaver i spillet, betyder det, at der er længere i mellem dem. Det passer helt fint, for denne gang er historien så spændende (næsten lige så god som i Lost Future, og det siger ikke så lidt), at man ikke har lyst til at blive afbrudt af opgaver alt for ofte – især i den over to timer lange finale, der i vanlig stil er helt overgearet. Opgavernes karakter hænger også mere sammen med den situation, de optræder i, så det virker ikke længere som en afbydelse af historien, når man får udstukket en gåde; snarere som en integreret del af eventyret.

Udforskningen af områderne er så tilpas interaktiv, at man næsten kan mærke en renæssance for de klassiske point-and-click-eventyrspil lige om hjørnet. Layton-serien har længe gnubbet skuldre med denne hedengangne og hæderkronede genre, og Azran Legacy er tættere på end nogensinde.

Minispillene er naturligvis også med her, og for en gangs skyld er de hverken absurd svære (ja, papegøje, det er dig, jeg skuler efter) eller kedelige. Layton og Luke er blevet modedesignere og skal sørge for at udstyre mange af spillets kvindelige karakterer med det rigtige outfit, et egern skal trille nødder ind i et lille hus og en have skal have plantet blomster i kædereaktioner.

Gennem seks spil har Level-5 fokuseret på deres vision med laser-præcision. Ingen af spillene har været andet end det bedste, genren har at byde på, og ingen af dem har på nogen måde skuffet. Den slags dedikation og benhårdt arbejde af de enorme teams bag – mere end 200 navne ruller over skærmen til sidst – kan ikke andet end beundres i en verden, hvor det hele tiden handler om at være større og larme mere end forgængeren. Professor Layton har været en konstant, stoisk gentleman-faktor igennem de sidste seks år. Rygterne siger, at dette er det sidste Layton-spil, vi kommer til at se (87-årige pusle-mester Akira Tago må også være træt af at finde på nye hovedbrud efterhånden), og det er en mere end passende krone på det fine værk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.