Returnal

5 out of 6 stars

En Ny Dag Truer, men med enorme skydevåben og hidsige rumsprutter. Sådan kunne man godt beskrive Returnal, men der er naturligvis mere i det.

Evig Tilbagekomst – Eternal Return

Først og fremmest skal det siges om Returnal, at det er et såkaldt roguelike. Det ligger der en mere indviklet forklaring bag, men noget af det mest afskræmmende ved en roguelike er, at når man som spiller dør, så bliver man mere eller mindre nødt til at starte helt forfra. Spillet hører måske også til i den mere udfordrende ende, så hvis det lyder frastødende, så bare stop her. Returnal er ikke for alle, og der findes mange andre spil, der er meget mere imødekommende over for spilleren.

Læser du stadig med? Lad mig lige uddybe. Du kan sidde i flere timer og have en fornemmelse af, at alt går virkelig godt. Du har kæmpet mod blækspruttelignende aliens, du har samlet alle de neon-glimtende dimser du kunne finde, og du har måske fundet et helt perfekt våben, som komplementerer din måde at spille på. Og så er du lige uheldig. Du kommer ind i et rum, hvor der er specielt mange underlige fjender, og du bliver pludseligt overvældet af fjendtlige missiler, ildkugler og andre, mere ondartede neon-glimtende former. Du dør. Det meste du har samlet op, er væk. Måske har du dræbt en boss, og den boss forbliver så død. Måske har du samlet en ganske særlig opgradering op, som du får lov at beholde. Og måske har du låst op for nogle egenskaber til nogle af de våben, du har fundet undervejs. De egenskaber er så låst op, hvis du skulle finde tilsvarende våben igen senere. Lyder det ikke forfærdeligt? Har du ikke mere lyst til at starte forfra på Crash Bandicoot eller lignende? I så fald må du have god fornøjelse. Tak, fordi du læste med så langt.

Jeg skal være ærlig og sige, jeg ikke ved, hvor mange mennesker, der stadig læser med. Personligt var jeg aldrig den store fan af roguelikes, men over årene har jeg fået prøvet kræfter med spil som Enter the Gungeon, Rogue Legacy, Binding of Isaac, Slay the Spire og senest det fantastiske Hades. Jeg vil nok også stadig foretrække et spil med mere traditionelt design, men jeg kan også se nogle værdier i hele roguelike fænomenet, og var derfor ikke skræmt væk af Returnals opbygning. Og det er jeg enormt glad for nu, hvor jeg både har lært spillet rigtig godt at kende, men hvor jeg også føler, at der både er meget tilbage at se, men også hvor jeg må erkende, at der nok er facetter af Returnal, jeg aldrig får at se.

Forfra. Igen.

Tidligere i anmeldelsen skrev jeg, at der var en mere indviklet forklaring bag, hvad der gør et spil til roguelike, men jeg formoder, at læseren enten kender alt til begrebet, eller er ligeglad på det her tidspunkt. Så i stedet for at beskrive genren isoleret, så vil jeg beskrive Returnal som om det var mit eller læserens første roguelike. Med de ord vil jeg ende denne aaaalt for indviklede introduktion, og gå i gang med den egentlige anmeldelse af Returnal.

Returnal er lavet af den finske udvikler Housemarque. De har tidligere lavet spil som Resogun, Dead Nation, Alienation og Nex Machina. Nogle ville nok kalde de spil for mere simple spil, der typisk ikke har haft en kæmpe historie, og de er nok også lavet for et langt mindre budget end de største spil på Playstation. Returnal er dog det første spil, hvor Housemarque har haft et større budget, og det kan ses. Det er samtidig også et eksklusivt spil til PS5, og dem er der ikke ret mange af. De har dog ikke helt glemt deres publikum fra de mere simple skydespil, for Returnal bibeholder det høje tempo og det velfungerende gameplay, som har været trækplaster i alle deres bedste titler.

Den hvide skygge

Hovedpersonen Selene styrter ned i sit rumskib på planeten Atropos. Hun begynder at udforske området, hvor hun blandt andet finder lig, der godt lidt kunne ligne hende selv. Efter lidt tid opdager hun, at når hun dør, så vågner hun igen enten inde i det nedstyrtede rumskib, eller lige udenfor. Hun opdager et mystisk signal, “den hvide skygge”, som bliver hendes mål. På vejen begynder hele situationen at virke mere og mere mystisk. Selene finder sit barndomshjem på planeten – eller måske en kopi af det. Hun opdager også en astronaut i en antik rumdragt, men hun kan ikke bedømme, om astronauten vil hjælpe hende eller skade hende. Hun begynder også at se syner, der får spilleren til at overveje, hvor meget der egentlig er virkelighed. For mig fungerer historien ligesom historien i TV serien Lost. Den er der mere for at pirre spillerens nysgerrighed og for gradvist at komme med nye små detaljer, der kan holde spilleren interesseret. Ikke så meget for at fortælle en god historie. Det er ikke for at svine spillets historie – men for mig er trækplasteret gameplayet. Specielt efter at have set spillets sidste cutscene, der ikke rigtigt giver nogen afklaring for mig. Men det gameplay er altså også bare hele prisen værd.

Returnal of the Jedi?

Spilmæssigt er Returnal et såkaldt third person shooter. Selene kan hoppe, springe og skyde som en anden jedi, og ligheden bliver ikke mindre, når hun tidligt i spillet finder et lyssværd. Spillet forklarer meget lidt, og lader det være op til spilleren at opdage, at Selene kan springe igennem modstanderens skud. Bedst som det er opdaget, skal spilleren opdage, at Selene IKKE kan springe igennem lilla skud. Der er en anelse Metroid iblandet opskriften også, på den måde, at Selene kan finde forskellige permanente opgraderinger, der giver adgang til dele af spillets områder, der ellers havde været låst af. Det kan være en opgradering til dragten, så Selene kan færdes under vandet. Eller i lava. Det kan være en gribekrog, der både lader Selene krydse bundløse afgrunde OG lader hende undslippe situationer, hvor hun ellers havde været omringet.

Dog kan Selene kun bære ét skydevåben på ethvert tidspunkt. Der er ikke lige så mange som i eksempelvis Borderlands-serien, men der er 10 forskellige typer våben med en lang række forskellige variationer og egenskaber. De forskellige egenskaber kan og skal udvides permanent. På den måde får man aldrig de bedste varianter af våbnene, før man har nedlagt dusinvis eller endda hundredevis af fjender med de mindre effektive varianter. Der er lige præcis nok variation i spillets udvalg af våben til, at man nogle gange får fornemmelsen af, at det er et svært valg, når man skal vælge imellem flere våben. Derudover så er der bare gjort meget ud af, hvordan de forskellige våben føles. Jeg er virkelig imponeret over, hvordan udviklerne har brugt både Dual Sense – den ret unikke PS5 controller – samt spillets lydside til at give tyngde og følelse til arsenalet i Returnal. En oplagt modsætning er Destiny, hvor alle spillets våben føltes, som om de var lavet af plastik.

Jeg nævnte tidligere, at man havde noget indflydelse i at udvikle spillets våben, og det kræver en smule uddybelse, for det kan let komme til at lyde meget dybere, end det egentlig er. De forskellige våben har forskellige stats og forskellige egenskaber. Stats er tilfældigt fordelt efter level, og våben level stiger, hvis man samler bestemte ting op, eller hvis man dræber nok fjender. Egenskaberne på våben kan være ting som ekstra kapacitet, eller at man skyder hurtigere, jo længere man holder knappen inde, eller at man får lidt livenergi tilbage, når man rammer fjenderne. Den sidste er helt klart min favorit. Hvert våben har også en “alt fire”, som gerne er et særligt kraftig skud, der har en længere cooldown tid. Alt fire og egenskaber har forskellige niveauer, og disse niveauer kan man som spiller have indflydelse på. Man kan finde et våben med “skyd hurtigere” egenskaben, som så starter på 0%. Efterhånden som man bruger det våben, så går procenten op. Måske skifter man våben eller dør i mellemtiden, men næste gang man samler et lignende våben op, så er procenten stadig der, hvor man slap. Når procenten når 100 er den egenskab lært, og man kan finde våben, der bare har den egenskab fra starten. Man kan også finde “skyd hurtigere 2”, der er en videreudvikling. De fleste egenskaber eller alt fire har tre niveauer, og spillet er ikke altid lige godt til at forklare, hvad tingene gør. Eksempelvis er der en våben, der lidt minder om en raketkaster. Der kan være tre skud i, men det kan få en egenskab, hvor der er et fjerde skud også. På en eller anden måde skal det så give mening med forskellige niveauer af det fjerde skud. Jeg er ikke helt sikker på, det giver mening for mig.

Det her med svære valg til spilleren går igen flere steder i Returnal. Udover de mere overskuelige power-ups, der indiskutabelt gør Selene stærkere, så kan man også finde parasitter, der både har en fordel og en ulempe. Eksempelvis kan en parasit give Selene mere forsvar, men til gengæld tager hun så skade, når hun falder. Der er også særlige lilla powerups, der er forurenede af en eller anden form for dårligdom. Samler Selene sådan en op, så løber hun en risiko for at få en såkaldt ”malfunction”. Et eller andet handicap, som hun skal udføre en lille opgave for at rette op på. Disse minder forholdsvist meget om parasitternes effekter, men forsvinder igen, når Selene har udført opgaven. Et eksempel kunne være, at Selene ikke kan skifte våben, før hun har dræbt et bestemt antal fjender. Jeg vil råde nye spillere til at nøjes med at samle de overskuelige ting op i starten, og så begynde at koble flere lilla powerups på, efterhånden som selvtilliden og fortroligheden med spillets mekanikker vokser.

Jeg kan sidde her og beskrive spillets tekniske side i timevis, men jeg vil fatte mig så kort som muligt. Det her er bundsolidt håndværk, og det tyder virkelig godt for fremtiden på PS5. Grafikken, lyden, brugen af controlleren er altsammen imponerende. Returnal kunne godt have været et klart must, som jeg kunne anbefale til alle PS5-ejere uden forbehold, men det må nøjes med at komme tæt på, for jeg har en lille liste af ting, der har irriteret mig i min tid med Returnal.

En lille smule malurt i bægeret

Først og fremmest, så har spillet crashet et utal af gange. Det er måske tarveligt af mig at nævne nu, hvor Housemarque har fået styr på de fleste bugs, men så sent som denne uge oplevede jeg, at spillet frøs, og at jeg blev nødt til at tage strømmen på konsollen. Derefter skulle min PS5 lige genskabe filsystemet, og da den blev færdig med det, havde jeg alligevel ikke rigtig lyst til at spille mere. Derudover er det valget af roguelike genren. Jeg ser det ikke som en negativ ting i sig selv, og på mange måder vil jeg mene, at det strækker spillets indhold noget længere, end hvis der havde været savepoints undervejs. Jeg tror, at hvis jeg havde haft muligheden for at gemme inden hver boss, så havde jeg set rulleteksterne efter sidste akt efter et par dage frem for den måned, jeg efterhånden har lagt i det. Når jeg alligevel nævner det, så er det fordi jeg synes, man godt kunne have haft mere indhold. I et spil som Hades eller Enter The Gungeon kan et run fra start til død tage mig måske en time til halvanden. I Returnal kan jeg bruge tre timer på at støvsuge alle rum for fjender, powerups og andre hemmeligheder, og jeg kan have et indtryk af, at alt går virkelig godt. Derefter kan jeg miste det hele – eller i hvert fald langt det meste – ved at være uheldig og vandre ind i et tilfældigt rum, hvor de tilfældigt genererede fjender lige falder enormt uheldigt, og jeg kommer op imod tre voldsomt irriterende typer med lyssværd og et angrebsmønster, der for mig er alt for svært at afkode. Det bliver frustrerende – og jo, det føles også meget rart, når man endelig kommer videre, men for mig har det været lige på grænsen, og jeg har været meget tæt på at give op flere gange.

En sidste mangel er, at Returnal slet og ret mangler indhold. Der er seks typer områder, hvoraf to af områderne er variationer af andre områder. Fjenderne ligner hinanden, specielt er mange af dem variationer af flyvende rumblæksprutter. Der er en forklaring på det i spillets historie, men den gjorde som sagt heller ikke alverden for mig. Jeg kunne måske godt håbe på en omgang DLC, der ville give mig anledning til at tilbringe mere tid med Selene.

Min konklusion kan kun blive, at hvis du gerne vil prøve et flot og atmosfærisk skydespil med en masse tjubang og lækker grafik, og hvis måske sætter pris på en lidt stejl udfordring, hvor du ikke bliver holdt i hånden undervejs, så gik endelig Returnal et skud, men vær forberedt på, at det er en usleben diamant, der netop kræver, at man kommer det i møde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.