Mario Golf: Super Rush

3 out of 6 stars

Sportsspil i Mario-universet holder sig typisk ikke til de helt almindelige regler, og det gør sig heller ikke gældende i Mario Golf: Super Rush. Der er ganske vist en relativt ligefrem udgave af spillet, men som sædvanligt er der krydderi som levende skyer eller kaktusser på banen. Hvis man bare har savnet et habilt golfspil på sin Switch, er Mario Golf: Super Rush et rimeligt bud, men det er lidt i den lette ende rent indholdsmæssigt – specielt i forhold til flere af forgængerne i serien. Der er mulighed for at spille enkelte baner, lokal multiplayer og online multiplayer, men muligheden for at deltage i online turneringer er forsvundet siden sidst, og det er en del af charmen desværre også.

Det er ellers ikke fordi, der er tale om en ny udvikler. Det er som sædvanligt Camelot Software Planning, der står bag, og det har de gjort lige siden 1999. Det er derfor også dem, man kan takke for de glimrende udgivelser på Game Boy Color og Game Boy Advance, som med held indbyggede et mini-eventyrspil baseret på Mario-universet. Historien vender da også tilbage denne gang, men man spiller som en Mii, og de ser nu engang ikke ud som om, de hører hjemme i Marios univers – modsat de oprindelige vellykkede originale karakterer. Det kunne man måske se gennem fingre med, hvis ellers resten var fantastisk, men det er det desværre ikke.

Double Bogey

Det starter ellers fint nok, da man starter sammen med to andre spillere (Chuck og Boo) som nye golfelever, der dyster om at blive Legendariske Golfspillere. Hvis det ikke var fordi Chuck og Boo dukker op flere gange i løbet af historien som muntre indslag, ville det bare være en lang, kedelig tutorial. Til at starte med føles det som om, det er starten på et nyt liv på en golfskole, og man får sit eget værelse, som man lige præcis når at sove i. Men herefter suser man bare fra by til by og bane til bane, og det eneste, man får noget ud af, er at følge en pil for at gå hen til punkt A for at få adgang til en udfordring og gå til punkt B for at spille udfordringen. Der er ganske vist Yoshier og Toads at tale med, men man får aldrig noget interessant ellers særligt morsomt fra dem. Slutresultatet er, at det føles som spild af tid at løbe fra sted til sted, og man ville være bedre tjent med bare at få udfordringerne i rækkefølge. Så kunne der måske også være blevet tid til at lave en bane eller to ekstra i stedet for kun at levere seks styk. Det mest relevante ved historien er, at man kan træne sin Mii op til at passe til sin spillestil, da man kan vælge, hvad man vil være god til, efterhånden som man får erfaring og når nye niveauer.

Banerne kan være interessante nok. For eksempel er udfordringen på ørkenbanen, at man skal nå at spille igennem, før man bliver dehydreret, og man får kun en lille flaske vand med. Der er også cross country-golf, hvor man får et vist antal skud og skal nå at afslutte et bestemt antal huller, før man løber tør for skud. Det er sådan set ikke så dumt, men jeg var lige ved at slynge min Switch ud ad vinduet, da jeg for tredje gang havde brugt mine 40 skud på 8 huller – især fordi kortet ikke giver tilstrækkelig information til at planlægge sin rute rundt, da niveauforskellene ikke er tydelige at aflæse, og man kun kan rykke op i højdeniveau, hvis der er en tornado til stede, som man kan skyde golfbolden ind i. Hvis jeg ikke skulle anmelde spillet, var jeg aldrig kommet forbi den bane, for det var ganske enkelt ikke sjovt – og den ligger vel at mærke ret tidligt i historien. 

Der findes også mere traditionel speed-golf, hvor det gælder om at balancere risici med tid. Her støder man dog også ind i frustrationer, for man er nødt til at løbe efter bolden, så snart man har skudt den afsted, men rammer man et ulovligt område, får man ikke kun en forsinkelse i form af at skulle skyde igen, men man må også løbe tilbage til det punkt, bolden teleporterer tilbage til. Det kan snildt koste et par minutter i alt og så er spillet så godt som tabt, selv om man under normale regler stadig ville have en chance for at vinde ved at spille solidt. Kombineret med to cpu-modstandere, som også gladeligt bruger power-ups mod en, kan man godt blive lidt stram i betrækket – især da kortet over banen igen er stærkt begrænset, når det gælder at danne sig et overblik, og man får kun tre sekunder til at orientere sig, før man skal levere første skud. Har man tålmodighed til at prøve igen og igen forsvinder problemet selvfølgelig, da man lærer banerne bedre at kende, når man løber hen over dem, men det er en frustrerende oplevelse, når man bliver kastet ud i dem, fordi man reelt bliver presset til at spille i blinde – og dermed ved, at man formentlig bliver nødt til at starte forfra. 

Tag vennerne med – så caddy lære det

Der er 17 forskellige golfspillere at vælge mellem, og selv om flere af dem minder om hinanden i evner, burde man kunne finde en, der passer ens spillestil. Alle har et specielt slag, som de kan samle mønter til at bruge. Luigi kan for eksempel fryse jorden, så bolden stopper øjeblikkeligt, mens Mario kan blæse andre bolde væk, som ligger hvor hans bold lander. Når man spiller speed golf, skal man prøve at balancere sin udholdenhed med placering af power-ups og brug af sprint. Hvis man sprinter ind i en af sine modstandere, vil vedkommende tabe sine mønter, så special-slag ikke kan bruges, og det resulterer samtidig i en lille forsinkelse. På hver bane ligger små rækker af mønter og enkelte hjerter, som giver ekstra udholdenhed. Som udgangspunkt kan man ikke løbe hele vejen til hvor bolden lander, medmindre man virkelig har kastet points i sin Miis udholdenhed, og det giver et meget fint element af taktik på hver bane, for alle har et nogenlunde lige udgangspunkt, men godt timet brug af løb, sprint, forskellige længder skud og indsamling af mønter kan virkelig vende op og ned på resultatet. Jeg vil tro, speed golf er den mest underholdende måde at spille med en håndfuld venner på i samme stue, da man virkelig kan irritere hinanden men også er nødt til at koncentrere sig og afveje muligheder og ulemper ved hvert slag.

Battle golf er den gakkede lillebror til speed golf. Det foregår på specielle baner, hvor det gælder om at være den første til at score et bestemt antal points, og alle spiller på samme tid i et inferno af power-ups, angreb og løben rundt med ni huller tilgængelige samtidig. Når det går vildest for sig, er det som de mest gakkede party-spil, hvor de færreste har et overblik over, hvad der foregår. Men det er unægteligt morsomt at se på – måske også sjovere at se på end at deltage i. Det er nok i virkeligheden bedst efter en tilpas mængde alkohol, hvor folk er blevet tilpas ligeglade med, om de vinder eller taber og bare kan more sig over galskaben. Man skal i hvert fald være indstillet på, at det kan føles ekstremt uretfærdigt, og man kan ikke vinde på dygtighed alene.

Styringen i spillet kan man selv vælge. Man kan både spille med joy-cons og controller, og man kan både bruge motion controls og den mere traditionelle to-tryk-baserede slagform, hvor man angiver styrke på slaget. Det er ikke nødvendigt med et tredje tryk til at påvirke præcision, for det afgøres af spillerens evner plus hvorvidt man prøver at maksimere længden på slag eller ej. Det er ikke helt så nuanceret som andre spil i genren, men det fungerer rimeligt, når først man har afkodet betydningen af power-meteret i spillet. Underlaget kan selvfølgelig påvirke boldens kurve, men man kan kun give bolden spin eller backspin og kurve den op, ned, højre og venstre. Jo flere points man har i kontrol-kategorien, desto mere nuanceret kan man styre kurven. Man kan for eksempel have tre barrer, hvor man først hælder mod højre, så ligefrem og mod venstre for at spille rundt om en forhindring. Som begynder eller spiller med dårlig kontrol kan man dog kun påvirke én retning én gang. Spillet er også ekstremt tilgivende under put, og jeg sank langt flere af slagsen, end jeg plejer i andre golfspil. Det er meget godt for selvtilliden, hvis man ikke har prøvet andre spil i genren. 

Flere bolde på vej

Controlleren føles enormt intens under battle golf, for Switchens HD-rumble bliver i høj grad brugt – og på en ret tilfredsstillende måde. Lige fra introfilmen ruller hen over skærmen, kan man mærke, at Camelot har forsøgt at gøre golfbolden mærkbar, og det fungerer rigtigt fint i hele spillet. Visuelt lever spillet ikke helt op til de flotteste titler på konsollen, men det kører pænt nok, og der er i hvert fald lige så meget variation, som man kan forvente fra Mario-universet, selv om det er knap så tosset som sin forgænger. Der er i hvert fald færre pastelfarver og syrede lokationer. Nintendo har dog annonceret, at der kommer mere indhold, men indtil videre er der kun hintet om en bane i New Donk City. Der skulle også følge flere baner og golfspillere, men jeg håber allermest, at der bliver tilføjet turneringer, for det holdt liv i _Mario Golf: World Tour_ på Nintendo 3DS længe efter, jeg ellers ville have lagt det fra mig. 

Det er svært at vurdere den reelle værdi for Mario Golf: Super Rush, siden det ikke er annonceret præcist, hvad den følgende DLC kommer til at indeholde, men som det er nu er det et habilt golfspil, som måske skuffer lidt i forhold til andre titler med Mario i navnet – og for den sags skyld tidligere spil i serien. Som lokalt multiplayerspil kan man få en del timer til at gå, og det fungerer også fint, hvis man bare vil have sig et acceptabelt, hyggeligt golfspil på sin Switch. Hvis man tørster efter historiedelen fra de tidligere spil i serien, skal man nok i stedet se nærmere på Golf Story, og hvis man vil have mere af det skøre, så bør man nok tage et kig på Infinite Minigolf eller What The Golf?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.