Metroid Dread

5 out of 6 stars

For mange af de unge Switch-spillere vil Samus Aran måske være bedst kendt fra Smash Bros. serien. Den handlekraftige rumheltinde startede karrieren i 1986 på Nintendos Famicom Disk System i Japan, og nåede først til Europa i 1988, hvor vi kunne spille hendes første eventyr på Nintendos 8-bit maskine, NES.

Mindre lineært

Fra starten var Metroid noget særligt. Filmen Alien havde ufrivilligt bidraget til spillets stemning, men også strukturen i spillet var på det tidspunkt lidt usædvanlig. Det var ganske vist et platformspil som så mange andre dengang, men det var mindre lineært. De fleste spil dengang bad spilleren om at bevæge sig fra venstre mod højre, fra A til B. Metroid bad spilleren udforske. Nogle gange fra A til B, og så tilbage igen fra B til A, for så at finde en genstand, der gjorde det muligt at komme til C, hvorfra spilleren så kunne tage til enten D, E eller F. Metroid var ganske vist ikke det første af sin slags, men det gjorde et stort indtryk.

Mange år senere opfandt man udtrykket ”Metroidvania” til at beskrive denne form for ikke-lineære platformspil. Der er lidt uenighed om, hvor meget der egentlig hører under den paraply, men det klassiske, todimensionelle Metroid, kan vi nok alle blive enige om at klassificere som Metroidvania. Efter det første Metroid kom der en efterfølger til GameBoy. Til Super Nintendo kom også et tredje spil, Super Metroid, i 1994. Lige præcis dét spil er i denne anmelders øjne et af de helt store mesterværker indenfor genren. Efter Super Metroid gik der igen nogle år, og i november 2002 fik vi så fortsættelsen på historien om Samus i spillet Metroid Fusion. Metroid Fusion udkom til GameBoy Advance.

Ikke Metroid Prime 4

Udover selve grundserien af todimensionelle platformspil, så har Samus også været med i en del andet. Til Nintendos GameCube udkom Metroid Prime, som var noget lidt andet. Det blev set i førstepersons perspektiv, men havde bibeholdt mange af de samme elementer, som vi havde set i de todimensionelle spil. Prime fik en enkelt efterfølger på GameCube, og en efterfølger mere på Nintendo Wii, hvorefter hele trilogien blev udgivet samlet, ligeledes til Nintendo Wii. Et fjerde spil i Prime underserien er også annonceret, men det er blevet udskudt en del gange, så det er uvist, hvornår vi får det at se.

Indtil da kan vi dog fryde os over Metroid Dread, der tidligere har været annonceret til Nintendo DS, men som dengang blev droppet igen af tekniske årsager. Dreads historie ligger efter Fusion, så det har været 19 år undervejs. Gameplayet ses igen fra siden, mens grafikken er tredimensionel. Det er også det, man kalder 2.5D. Udviklerne er det spanske studio MercurySteam, der faktisk tidligere har arbejdet med både Metroid og Castlevania – så hvem skulle være bedre egnet til at lave et vaskeægte Metroidvania?

The story so far…

Jeg ville gerne prøve at lave en nedkogt version af spillets historie her, men historien i Dread bygger meget videre på elementer fra alle de tidligere spil, så det bliver en større og mere indviklet omgang. Samus Aran er dusørjæger i rummet, og på sine mange eventyr har hun stødt på nogle forfærdelige væsener, der hedder Metroids. Metroids kan suge sig fast på en vært og suge energi ud af dem. En slags flyvende gopler til at starte med, men de kan udvikle sig til at blive større og stærkere, som en drabelig Pokémon før der var Pokémon, hvis ikke spilleren får dræbt dem inden da. I de to første spil får Samus næsten udryddet disse væsener, og i starten af det tredje spil får man at vide, at den sidste Metroid er i fangenskab, og at der igen er fred i hele universet. Det går dog hverken værre eller bedre end at Samus redder en lille baby-Metroid, der senere får suget sig fast på Samus for at gengælde tjenesten. Samus fusionerer med Metroiden, hvilket giver det fjerde spil sin titel, Metroid Fusion. I Fusion viser det sig, at Metroids naturlige fjende, parasitten X, har fået frit spil til at sprede sig, nu hvor Metroids ikke længere står i vejen. Fusionen har dog givet Samus nye evner, og hun lærer at absorbere X parasitten. Til sidst i Fusion virker alt til, at Samus har udryddet X helt, og hun igen kan ånde lettet op.

Altså, indtil Dread begynder, og vi får at vide, at X igen er blevet set på planeten ZDR. Der er blevet sendt syv farlige robotter ud for at undersøge situationen, de såkaldte EMMI’er – Extraplanetary Multiform Mobile Identifiers. EMMI’erne har dog ikke givet lyd fra sig, så nu bliver Samus også sendt ud. Ved ankomst bliver Samus overfaldet af en kriger, der ødelægger hendes mulighed for at komme derfra. Hun får, hvad spillet kalder ”fysisk hukommelsestab”, og mister alle sine evner, og der går ikke lang tid, før hun møder en EMMI, der opfatter hende som en trussel, og forsøger at slå hende ihjel på stedet. Den mystiske kriger er forsvundet igen, og Samus ved ikke, hvordan hun kommer derfra, hvad hun skal stille op med EMMI’erne, hvad der lige foregik med den mystiske kriger, og hvad der dog skal ske med Samus, og Metroids og X og alt det der. Samus går derfor i gang med de to ting, hun altid har gjort bedst – at udforske, og at skyde ting i smadder.

Det føles rigtigt

Allerede fra titelskærmen er det klart, at MercurySteam har taget opgaven seriøst, og har lavet et spil, der passer perfekt ind i Metroid universet. Bortset fra den mere avancerede grafik, så kan man som fan sagtens overse, at der er 19 år imellem Dread og Fusion. Det føles i allerhøjeste grad som et nyt Metroid, med to tilføjelser, som MercurySteam allerede fik klemt ind i en Metroid II-remake, de lavede i 2017. Den ene tilføjelse er, at Samus nu frit kan skyde i alle retninger, i stedet for de 8, man havde i Super Metroid og Metroid Fusion. Den anden tilføjelse er et modangreb på nært hold. Hvis en fjende angriber Samus, har man muligheden for at trykke på en knap, der – hvis man timer det ordentligt – lader Samus modangribe. Et modangreb betyder, at man både slipper for at få skade selv, men man får også skadet eller endda dræbt fjenden, og i det tilfælde vil fjenden tabe flere godter som ekstra skud eller liv, som man så kan samle op.

Udover stemningen har MercurySteam også ramt kvaliteten af banedesign ret godt. Som altid kan Samus samle opgraderinger op, der øger hendes energi og gør hende stærkere på en eller anden måde, eksempelvis ved at lade hende slæbe flere missiler. Mange af de her opgraderinger er ikke nødvendige at samle op, men de fungerer som en gulerod for den spiller, der lægger tid i at udforske nøje. Ofte vil man som spiller støde på opgraderinger, man kan se på skærmen, men der vil måske være en mur eller andet i vejen, som man skal gennemskue, hvordan man kommer forbi eller over. Nogle gange er det fordi, man ikke har fundet det seneste udstyr. Måske kan man ikke hoppe højt nok, måske har man ikke det rette våben, der kan skyde forhindringen væk, men ret ofte kræver spillet, at man tænker sig godt om, og at man undersøger alle muligheder. På den måde kan Dread godt virke som et spil for viderekomne, der allerede har knækket alle de små benspænd, serien har fundet på indtil nu. Det er ikke engang kun med de valgfrie opdateringer – hvis man ikke har en naturlig nysgerrighed, og forsøger at skyde omgivelserne med alle de forskellige slags skyts, så tror jeg, at man kommer til at sidde fast flere steder. Det er ikke altid åbenlyst, hvad spillet vil have en til.

I den sværere ende

Udover nærmest puzzle-agtige områder, så virker det også til, at spillets tempo har fået et lille nøk opad, og spillets bosskampe er blevet mere intense. Det har jeg det selv rigtig fint med, men mange vil nok finde det frustrerende at skulle genspille kampe, der i hvert fald for mit vedkommende krævede dyb koncentration. Hånden på hjertet – jeg har bandet og svovlet ad flere af bosserne i Metroid Dread. Til gengæld har sejren været det sødere, når det endelig er lykkedes at vinde. Det mest udfordrende for mig har dog været at holde styr på Samus’ mange evner. Spillets længde er i den kortere ende, så hvis man sidder og spiller 2-3 timer, så kan man nærmest ikke undgå at få en masse nye evner kort efter hinanden. Alle knapper på controlleren bliver brugt. Faktisk skal man bruge den analoge pind til at styre Samus, for retningsknapperne på det digitale styrekryds bliver også brugt. Nogle knapper skal holdes inde for at give andre knapper sekundære funktioner. Eksempelvis skal man holde én knap inde for at skyde missiler. En anden knap holdes inde, hvis man vil stå stille og finsigte. En tredje knap holdes inde, hvis man vil affyre Samus’ ”grapple beam”, der lader hende svinge sig hurtigt rundt som en anden Tarzan i lianer. Grapple beam er fed, men den giver ikke skade, og det er sket flere gange for mig, at jeg har ramt en fjende helt perfekt, men med den ufarlige grapple beam frem for et af de rigtige våben. Jeg tænker, at det er et spørgsmål om tilvænning, og jeg oplever da også, at jeg har lavet langt færre fejl af den slags i anden gennemspilning. Man bør dog lige være opmærksom på de mange funktioner, hvis man har spillet et af de første titler i serien, og måske forventer, at man kun skal holde styr på 2-3 knapper.

Da jeg ovenfor nævnte, at Metroid Dread var til den korte side, fik jeg lige rørt ved spillets andet store kritikpunkt. Metroid spil kan oftest klares på under 10 timer, og Dread er ingen undtagelse. Leder man efter alle opgraderingerne, så kan man få lidt mere spiltid klemt ud af det. Det betyder dog, at spillet har den perfekte længde til at blive taget op igen efter lidt tid. Eller til at man kan forsøge at gennemføre på indenfor et bestemt tidsrum. Der er belønninger til spilleren, der kan finde 100% af alle de gemte ting i de forskellige områder, og for at gennemføre på under 8 eller endda 4 timer. Egentlig ville jeg gerne kunne sige, at spillets kvalitet fuldt ud opvejer for den korte spiltid, men på den anden side synes jeg også, flere af spillets minibosser minder lige lovligt meget om hinanden.

Grafikken fungerer ret godt, vil jeg mene. Jeg har desværre ikke selv en Switch med OLED skærm, men jeg har læst, at den skærm får Samus og de farvestrålende miljøer til at poppe. På mit fjernsyn har det været mere funktionelt. Man kan se, hvad der sker, og det hele bevæger sig i et raskt tempo uden at hakke. Det har jeg været godt tilfreds med. Den eneste tekniske detalje, jeg har haft at brokke mig over, har været spillets lange loadingtider, når Samus skal fra ét område til et andet.

…men er det godt NOK?

Her til sidst vil jeg lige nævne, at spilmarkedet ser anderledes ud nu, end det gjorde i 2002, da Metroid Fusion udkom. Dengang var der ikke ret mange spil i den her genre. I dag er der dusinvis af lignende titler, mange af dem endda ret gode. Og hvor Metroid Dread måske bygger videre på noget, vi sidst så i 2002, så har vi i mellemtiden fået helt nye udgivelser som Hollow Knight, Blasphemous, Axiom Verge-spillene, Guacamelee!-spillene, Ori-spillene, og Shantae-serien, for bare at nævne nogle få af de store. De fleste af dem kan endda fås billigt. Jeg synes bestemt, Metroid Dread er et fantastisk spil, men det kan være svært at anbefale dét over et par af de andre gode titler for de samme penge. Er man dog der, hvor man allerede har spillet de andre, så vil man måske – ligesom jeg selv – se Metroid Dread som en af de stærkeste udgivelser til Nintendo Switch i noget tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.