Star Wars Episode I

Episode I er ingen livsændrende oplevelse, som den første Star Wars film må have været det tilbage i 1977. Men det er stadig en fremragende film, man næsten skal se – bare for at kunne have sin egen mening blandt de mange andre, der konstant summer i medierne.

Plottet er politisk, hvilket sjældent appelerer til mig. Jeg har ikke den store lyst til at høre om intriger og skyggespil mellem kanslere, konger, dronninger og hvad man ellers kan finde på at kaste ind i sceneriet. Men det er måske nødvendigt at denne episode af sagaen har så meget baggrundsstof for at danne grobunden for den videre udvikling i historien. Den får nok mere relevans, når vi har Episode II og III.

George Lucas ventede alle disse år med at lave denne film, fordi han ville have mulighed for at lave effekter at meget høj kvalitet. Netop effekterne giver gang på gang anledning til måben. Detaljeringsgraden er enorm – jeg var på forhånd klar over, at Lucasfilm ville gå amok med computeranimering, men jeg havde ikke regnet med den detaljeringsgrad, det var udført med. Scenerne var enorme, og i stedet for de vanlige linære og livsløse bygningskomplekser, er hver eneste scene ladet med liv og energi. Ligemeget hvor man kigger hen, sker der noget. Et væsen skændes med en købmand i et hjørne, et rumskib lander i horisonten, et pakdyr trækkes hen over gaden. Der er så meget, at man umuligt kan fokusere på det hele. Præcis som i den virkelige verden.

Man kommer utvivlsomt til at tænke på, hvor meget af filmen, der er computerskabt. Mange af kulisserne er så enorme, at det er svært at forestille sig dem bygget i virkeligheden. Ligeledes er rumscenerne detaljerede og troværdige.

Som i de tidligere Star Wars-inkarnationer, deltager en masse kreationer fra hele universet. Men til forskel fra tidligere, er de fleste af dem nu computeranimeret. Her har Lucasfilm dog rigtig meget at lære endnu. Sammenlignet med A Bug’s Life fra Pixar og den kommende Final Fantasy Movie fra Square, ligner Lucasfilm noget tredierangs budget-animering. De fleste karakterer (med få bemærkelsesværdige undtagelser) var livløse i ansigtet og enkelte var direkte dårligt animeret (især gungadin-høvdingen med det mobile tandsæt).

Pod-racer scenen er ubetalelig – man har næsten lyst til at se filmen igen bare for denne ene scene. Fornemmelsen af fart og spænding er perfekt gengivet. Den er som skabt til at lave computerspil spin-off’s, hvilket den da også gjorde i stor hast. Man kan håbe, at de laver et ride i stil med Back to the Future i Universal City i Los
Angeles. Så har man en undskyldning for at tage til USA igen.

Der er ikke sket nok på effektsiden siden den første film kom frem i 1977. Faktisk er tingene blevet for pæne her i 90’erne. Den gamle version havde smuds og snavs over det meste. I Episode I er alting skinnende rent og blankt. Det er en skæg og fornøjelig film, helt klart seværdig, men wow-faktoren udebliver når rulleteksterne glider over skærmen.