Super Mario Maker 2
Nintendos maskot Mario kræver givetvis ikke nogen introduktion, men Maker-underserien er den seneste sub-franchise, der på samme måde som Kart, Golf og Tennis er blevet sin helt egen ting.
Super Mario Gør-Det-Selv
I 2015 udkom Super Mario Maker, der godt kunne ses som et spil, men på samme tid også fungerede som en værktøjskasse, som Mario-fans verden over kunne dykke ned i, og lave deres helt egne baner, som Mario kunne løbe rundt på. Udover at spille på ens egne baner, kunne man også bruge Super Mario Maker til at dele baner med andre spillere, og på den måde havde man en næsten uudtømmelig kilde til Mario-underholdning. Det var naturligvis ikke lige godt alt sammen, men der var rigtig meget godt imellem, og selvom Wii U var en af Nintendos mindst populære maskiner i moderne tid, så blev der ifølge Wikipedia skabt over syv millioner baner til det oprindelige Super Mario Maker.
Med to skærme og en meget speciel controller, så var der faktisk ikke ret mange spil, der brugte Wii U specielt godt. Super Mario Maker var dog et af de få, der virkelig fik ros for netop sin udnyttelse af hardwaren. Da spillet i 2016 blev porteret til Nintendo 3DS, var det til en blandet kritisk modtagelse. Der var blevet fjernet features, men det var til gengæld meget rart at kunne tage oplevelsen med sig.
Senere blev en reel efterfølger så annonceret. Til Nintendo Switch, der i modsætning til Wii U faktisk er en salgssucces, og hvor publikum forventes at være tilsvarende større. Mange fans af det første Maker var bekymrede for, om det ville kunne lade sig gøre at lave baner lige så enkelt og intuitivt, når Switchen nu kun har én skærm.
Super Mario Player
Heldigvis kan jeg fortælle, at efter at have tilbragt et par uger i selskab med Super Mario Maker 2, er jeg mere end godt tilfreds. Jeg har lidt manglet en stylus en gang imellem, men hele pakken føles til gengæld helt utroligt pudset og poleret, og jeg er endnu mere hooked i denne omgang end jeg var i den første. Der er nogle ganske små ridser i lakken, men dem vender vi tilbage til.
Når man starter Super Mario Maker 2 op, bliver man spurgt om man vil skabe eller spille – ”Make” eller ”Play”. Her støder vi på en af de større nyheder i Maker 2, for vælger man Play, så opdager man, at spillet nu har en Story Mode, altså at de baner man spiller, er samlet under en eller anden form for historie, så man føler, at man arbejder imod noget større end bare at nå udgangen et antal gange. Historien er simpel, men det er fedt, at der ikke bare er tale om endnu en kidnapning af en prinsesse. Denne gang er der tale om, at slottet, der tilhører Princess Peach, ved et uheld er blevet slettet (en funktion, der er til stede i spillets Make-del), og nu skal der genopbygges.
De rare svampe-mennesker, der altid omgås prinsessen, tilbyder at hjælpe med at genopbygge slottet, men det koster penge, og derfor skal Mario så udføre forskellige ”jobs”. Alle disse jobs tager form af forskellige baner, der alle er lavet af Nintendo selv. Disse baner er der omkring 100 af i alt, og efterhånden som man får klaret banerne, bliver det nye slot stille og roligt bygget. Undervejs sker der også forskellige ting, der kræver spilleren og Marios opmærksomhed, men historien er ikke indviklet eller specielt medrivende.
Vanligt veldesignet
Banerne, derimod, er overraskende veldesignede. Fordi de både skal fungere som underholdning og skal demonstrere, hvad man kan opnå med Make-delens værktøjer, så er der udvist rigtig meget kreativitet, der er rigtig meget variation i udvalget af baner, og der bliver endda taget nogle chancer, der normalt ikke bliver taget i ”rigtige” Mario-spil som eksempelvis New Super Mario Bros U Deluxe. Der kan være forskellige kriterier, der skal overholdes, eller forskellige ekstra mål, der skal nås, før man må få lov at komme i mål. Det kan være, at man skal have klaret et bestemt antal fjender, samlet et bestemt antal mønter, måske må man ikke blive ramt, eller måske må man ikke hoppe.
Jeg er ret imponeret over spillets Story Mode. Hvis de havde solgt denne del af spillet for sig selv, måske til en lavere pris end normale spil, så havde jeg ikke tøvet med at give min anbefaling. Det mest negative, er at fremgangen i historien kan føles lidt, for man skal først have tjent penge nok til at købe de forskellige dele af slottet, og derefter skal man vente på at svampefolkene får bygget de købte dele.
Udover Story Mode kan Play også føre direkte til at spille andres baner. Der er ”Course World” og ”Course Bot”, der henholdsvis lader en søge efter baner online og lader en spille downloadede og hjemmelavede baner. Det er egentlig meget smart, at man kan downloade yndlingsbanerne, og tage dem med sig hvor man går, hvis man nu kommer et sted hen, hvor der ikke er adgang til internettet.
Lidt nyt, men alligevel gammelt
Make-delen er den del, spillet er opkaldt efter. Hvor kreative mennesker med få knaptryk kan dele deres visioner med andre, eller hvor mindre kreative mennesker kan stirre på en tom skærm i mangel på inspiration. Det eneste, der skal til for at lave en god bane er en god idé, og har man de gode idéer, så er Super Mario Maker 2 et must. Spillet har en ordentlig stak tutorials, der starter med det mest grundlæggende, men som på et tidspunkt når et stykke ind i begreber som designfilosofi og brugervenlighed. Man kan lave baner i stil med Super Mario Bros., Super Mario Bros. 3, Super Mario World, New Super Mario Bros. U og, som måske den største nyhed i denne omgang, Super Mario 3D World.
Jeg var selv meget spændt på inklusionen af Super Mario 3D World, men jeg blev ret skuffet, for selvom 3D indgår i titlen på spillet, så kan man kun lave baner i 2D. Det er stadig en stil, der adskiller sig (lidt) fra New Super Mario Bros. U, men jeg havde håbet på mere. Det skal måske også lige nævnes, at Nintendo var gode til at komme med spændende opdateringer til det første Super Mario Maker, så man kunne måske krydse fingre for, at der kom flere måder at lave baner på, eksempelvis som i det lidt oversete Super Mario Bros. 2.
Spillets
værktøjskasse er omfattende, og selvom det virker langt nemmere at
lave en virkelig svær bane end en let, så får man ikke lov at
uploade en bane, hvis man ikke selv kan gennemføre den. Det er en
lille detalje, men det betyder rigtig meget. Det er nemt at lave og
dele, og det er nemt at finde interessante baner.
Ridserne i lakken
Nogle steder er det muligt at købe en stylus specifikt til Super Mario Maker 2. Jeg har ikke selv haft muligheden for at skaffe en til denne anmeldelse, så jeg skal ikke kunne udtale mig om den. Jeg vil dog gerne udtale, at man enten kan bruge touchscreenen eller en controller til at flytte de forskellige dele rundt. Det var en stor fordel ved Wii U-udgaven, at man kunne bruge en stylus, for det var mere præcist end at bruge fingeren, og det var mere intuitivt og hurtigt end at bruge knapperne på controlleren. Selvom jeg mente, at det skulle nævnes, så har jeg vænnet mig til det, og jeg har ikke ladet det påvirke min bedømmelse af Super Mario Maker 2 som helhed.
Til gengæld er det meget mindre nemt at finde nogen at spille med. Spillets bagside praler af, at man både kan lave og spille baner sammen. Det lyder jo meget godt alt sammen, men jeg har ikke haft muligheden for at afprøve noget af det. Uanset om jeg vælger ”coop” eller ”competitive” online play, så får jeg lov at vente meget længe, mens min Switch står og leder forgæves efter andre spillere. Jeg har hørt meget negative ting om spillets online spil, og selvom manglen på spillere godt kunne underbygge de negative rygter, så har jeg altså ikke mulighed for hverken at be- eller afkræfte.
Hånden på hjertet, så er jeg ikke specielt kreativ, og min indgang til Super Mario Maker 2 er primært som kilde til nye Mario-baner. Som sådan er det dog en fremragende udgivelse. Kommer man primært for Maker-delen bliver man ikke skuffet, men man bør have den manglende stylus i tankerne, samt at online-delen nu koster penge, og er praktisk uundværligt. Der er dog en særlig udgave af Super Mario Maker 2, som inkluderer et års adgang til Nintendos online service, og specielt den udgave er en af de mest solide Mario-oplevelser på Nintendo Switch.