Fall of Hyperion
Da jeg var færdig med den superbe Hyperion, greb jeg straks fortsættelsen for at finde ud af, hvad der ville ske med mine seks venner på den underlige pilgrimsfærd mod Tidsgravene og Shriken på planeten Hyperion.
Hyperion havde een plottråd; de seks pilgrimme og deres individuelle historier. Fall of Hyperion har mange tråde: Pilgrimmene splittes op i separate handlingsforløb, og vi får inddraget hele Hegemoniet og den forestående krig med Ousterne set gennem CEO Meina Gladstones øjne. Vi følger altså enkelte individer og hele det interplanetare verdenssamfund i samme handling og det er vævet smukkere sammen end det fineste persisk tæppe.
Efter kort tids læsning har alle plottrådene fået en meget spændende handling. Efterhånden som tingene spidser til, skiftes der oftere mellem trådene, effekten er næsten åndeløs spænding og man vender sider som en besat. Man skal lige se, hvordan det går.
Jeg vil ikke omtalte handlingen yderligere her, da Fall of Hyperion er mindst så spændende som forgængeren. Du skal selv have lov til at sidde på kanten af stolen og blive lige så overrasket som jeg, gang på gang, mens du læser den.
Kendere af Simmons vil vide, at han også har gjort sig i horror-genren med perler som Carrion Comfort og The Hollow Man. Man fik en snert af genre-crossover i Hyperion, men her i Fall of Hyperion skifter bogen retning til ren horror fra tid til anden. Når man læser science fiction, forventer man rumkrig, teleportere og tricordere. Man forventer bestemt ikke at få nakkehårene til at rejse sig, når et seks meter højt stålmonster omdanner hovedpersonerne til skræmt, jaget vildt. Man bliver ramt uventet, Simmons opnår maksimal virkning.
Genre-crossover er set før. Men jeg har aldrig set det så godt udført som her. Fall of Hyperion er blandt de bedste science fiction- og horror-bøger, jeg endnu har læst. Hvis det ikke fremgik tydeligt af anmeldelsen af Hyperion, så lad mig gentage: Dan Simmons er en gudsbenådet fortæller. Han bygger personer op, så man virkelig forstår dem og holder af dem, handling der får dig til at læse til klokken tre om natten og han præsenterer overraskelser og nytænkning igennem hele værket, der konstant ændrer grænserne for nutidig science fiction.
Fall of Hyperion får en stjerne mindre end forgængeren, da den desværre har et problem med slutningen. Mange spørgsmål er stadig ubesvarede og der sker nogle virkeligt sære ting, jeg ikke helt har styr på selv efter et par gennemlæsninger. Hyperion sluttede som en ægte cliffhanger, hvor man bare måtte læse fortsættelsen hurtigst muligt. Fall of Hyperion runder ikke rigtigt historien af, men giver mig heller ikke en ubændig trang til at læse den næste. Antiklimaks.