Spyro 2: Ripto’s Rage


Bemærk at denne anmeldelse går på den amerikanske version, og at den europæiske udgave hedder Spyro 2: Gateway to Glimmer. Derudover er der ingen forskelle mellem de 2 udgaver.

Spyro 2 kører i nøjagtig samme spor som etteren, bortset fra lidt flere mini-spil på hver bane, som forlænger spillets levetid. Det er en god ting. Det har taget mig ca. 7-8 timer at gennemføre 80% af spillet, så der skal nok være omkring 10 timers underholdning ialt – hvilket svarer til 600 minutters fred for de små djævle vi kalder fremtidens arvtagere. Parents rejoice.

Plottet er uden de store dikkedarer: En parallel verden styres af den onde Ripto, som den lille drage Spyro bliver nødt til at skaffe af vejen, før han kan komme på en (nu endnu mere) tiltrængt ferie. Undervejs skal Ripto’s 3 store kæledyr ligeledes skaffes af vejen. Altså ikke ukendt land såfremt man har spillet blot ét andet platform-spil.

Spillet er opdelt i 3 verdener, med ialt ca. 30 baner, hvor krystaller skal samles, modstandere grilles og opgaver skal løses for de indfødte. Disse mini-spil inkluderer bl.a. ishockey-kampe, præcisionsflyvning på ryggen af en rokke og forskellige afskygninger af tag-fat. Hver bane byder altså på langt mere end forgængeren, og man bruger let 1/2 time på hver. Derudover gemmer der sig nogle hemmelige flyve-baner, hvor man på tid skal nedskyde en bestemt mængder fjender. Det er den samme opbygning, som vi kender fra etteren, but if it ain’t broke…

Spyro har også fået nye egenskaber siden sidst – han lærer bl.a. at klatre, hvilket giver ham adgang til ellers uopnåelige områder. Så kan han også svømme, dykke, spytte ildkugler m.m. samt benytte sig af forskellige portaler, der kan give ham ekstra fart, skyde ham højt op i luften eller “bare” gøre ham usårlig. Insomniac Games har sandelig sat sig for at forbedre Spyro på alle tænkelige områder. Og det er også lykkedes dem at gøre uden at gå på kompromis.

Banerne er flotte og detaljerede. Blade falder af træerne, frøer og andet kravl hopper rundt i græsset, og mindre vandfald bliver til bække, som snor sig gennem banen. Andre baner foregår om vinteren, hvor der is at skøjte på, og hvor man kan se genspejlinger i isen. Der er blevet kælet med hver bane for at gøre den særegen, og resultatet udebliver da heller ikke. Spyro 2 kvalificerer sig let som det flotteste 3D platform-spil til PSX. Horisonten strækker sig langt, og programmørerne har benyttet en smart teknik, hvor fjerne ting består af færre polygoner. Således undgår man elegant den forfærdelige “pop-up”, dvs. når grafikken pludseligt dukker op lige foran øjnene på én. Effekten benyttes også i Spyro the Dragon (1), men da få andre spil-programmører benytter sig af det, er det stadig imponerende at se.

Spyro selv er utroligt manøvrérbar, og spillet flyver afsted uden nogen som helst nævnefærdige fald i opdateringshastigheden. Teknisk er Spyro 2 altså også i top, hvilket alle spil til en 5 år gammel platform BURDE være. Musikken er ganske passende og holder hovedtemaet i hævd til alle tider. Børn i alle aldre kan spille Spyro 2, da det ikke er så hulens svært at gennemføre. Udfordringerne ligger hovedsagligt i at finde alle hemmeligheder og alle krystaller.

Konklusionen er klar: Dette er årets bedste 3D platform-spil, spækket med replay-value, lige indtil man har fundet den sidste krystal og klaret det sidste mini-spil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.