Kirby and the Forgotten Land

5 out of 6 stars

I år er det 30 år siden, Nintendo præsenterede os for slughalsen Kirby. I stedet for at overdynge ham med peber, så fejrer Nintendo fødselsdagen med Kirbys første rigtige 3D eventyr.

I 1992 udkom Kirby’s Dream Land til Nintendos Game Boy, og det blev en stor succes. Skaberen var den unge mand Masahiro Sakurai, der havde designet Kirby til at være et mere tilgængeligt og simpelt actionspil, til folk, der ikke i så høj grad var vant til at spille de sværere Nintendo-spil som eksempelvis Mario, og sådan er spillene med Kirby også i dag.

En ekstra dimension, mere eller mindre

Siden da har Kirby medvirket i over 30 forskellige spil i forskellige genrer, men hans hjemmebane er de todimensionelle platformspil. Hvor Mario tog springet ud i 3D for årtier siden, så har Kirbys skabere været mere tilbageholdende, men nu er tiden kommet for Kirby. Hvis vi skal bruge udtryk fra Marios verden, er Kirby and the Forgotten Land så en form for Kirby Odyssey? Nej. Det er mere ovre i en Kirby 3D World, på godt og ondt. Lad mig lige forklare nærmere.

Snakken om, hvorvidt et spil kan være i 2D eller 3D, har ændret natur over tiden. Førhen brugte man gerne 2D til at betegne, om et spils grafik var todimensionelt, altså oftest en håndtegnet og håndanimeret figur. 3D kaldte man spil, hvor grafikken var opbygget af polygoner. Groft sagt kunne man sige, der blev skelnet mellem tegnet og skulpteret grafik. Da tredimensionel grafik stadig var nyt, indførte man udtrykket 2,5D, altså hvor grafikken var skulpteret, mens spillet stadig blev spillet som de traditionelle, håndtegnede platformspil som Mario, der gik fra venstre mod højre. Kirby udkom som 2,5D spilhelt allerede i år 2000, så hvad er det specielle ved Kirby and the Forgotten Land? Jamen, hvor spillere førhen har manøvreret Kirby rundt fra venstre mod højre, så er kameraet nu løftet lidt, og spilleren skal nu føre Kirby frem og tilbage, såvel som venstre og højre. Det giver et twist i banedesignet, og det er med til at give Forgotten Land sin helt egen smag.

Udforskning med kuglen

Man kunne naturligvis også tage nej-hatten på, og pointere, at spilleren ikke får lov at flytte kameraet. At der stadig ikke er samme grad af frihed som i eksempelvis Super Mario Odyssey. Og selvom det ikke ville være forkert at sige, så har målet her været – som det har været fra starten med Kirby – at lave et mere tilgængeligt spil, evt til de yngre eller mindre erfarne spillere. Det er lykkedes, og det mere fastlåste kamera har givet spildesignerne muligheder for at gemme små overraskelser på banerne. Fokus kommer mere på udforskning end på præcisionshop og hurtig action.

Ubelejligt uvejr

Historien denne gang er som sædvanligt også til den simple side. Kirby passer sig selv i sine vante omgivelser, da der dukker en orkan op, der suger alle Kirbys venner ind i sig. Kirby selv er meget tæt på at slippe væk, men må opgive, og vågner så på en mystisk strand i et fjernt rige. Det fjerne rige ligner til forveksling vores egen verden, men det må være efter en forfærdelig ulykke, for der er ingen mennesker. Vejene er øde, bygninger ryddet. Kirby møder det løjerlige lille væsen, Elfilin, der måske har noget med det destruktive uvejr at gøre, og så begynder Kirby ellers at finde sine venner – de nuttede Waddle Dees – igen.

For at finde dem, bliver han nødt til at vandre igennem forskellige verdener. Hver verden har et antal baner, og hver bane har et antal Waddle Dees. Jo flere Waddle Dees Kirby finder, jo mere låser han op for. Waddle Dees samles i en lille by, hvor de bygger forskellige butikker og minispil, som Kirby kan fornøje sig med, når byen altså bliver stor nok, og nye baner åbnes gerne, når et beskedent antal Waddle Dees er samlet. Hver bane har Waddle Dees, der kan samles op på normal vis, men også Waddle Dees, der bliver frigivet, hvis Kirby opfylder bestemt krav, der er forskellige for hver bane. Eksempler på krav kunne være, at han skal komme igennem et område indenfor en bestemt tid, klare en boss uden selv at blive ramt, eller finde et bestemt antal skjulte ting på banen. Sidstnævnte går igen meget tit, og det mål opfordrer spilleren til at være meget grundig, når banen skal gennemsøges. Jeg oplevede ikke, at jeg som sådan manglede Waddle Dees, hvis jeg bare spillede stille og roligt uden at skynde mig videre hele tiden.

En ordentlig mundfuld

Kirby-spillene byder tit på stor variation og meget nytænkning. I et spil kan Kirby være lavet af garn, i det næste kan han have en stor robotdragt. Udover at Forgotten Land har en ekstra dimension, så er der selvfølgelig også smidt nye spilmekanikker ind her. Kirby kan som altid suge fjender og genstande ind i sin mund, og på den måde få nye evner, og der er både gamle og nye evner imellem. En helt ny ting er muligheden for at suge langt større ting ind i munden, for på den måde at omslutte en ting, eksempelvis en bil. Så er der områder i spillet, hvor Kirby skal agere bil. Ved første øjekast kan det virke som en ligegyldig gimmick, men ”Mouthful Mode”, som spillet kalder disse små skift, er altid omhyggeligt placeret, så de giver et velkomment afbræk i gameplayet, og variationen i dem betyder, at de fremstår friske og underholdende, helt indtil spillet slutter.

En tilbagevendende evne er, at når Kirby sluger en speciel fjende, eller en særlig genstand, så får han midlertidigt nye evner. Sluger Kirby en fjende med et sværd, så får han et sværd. Sluger Kirby en fjende, der kan fryse ting til is, så kan Kirby pludselig også fryse ting til is. Denne midlertidige evne ændrer også Kirbys udseende, men man kan spytte fjenden ud igen og vende tilbage til at være helt almindelige Kirby igen. I Forgotten Land kan Kirby også opgradere disse evner i den lille Waddle Dee by. Man skal også finde en del af spillets møntfod, men det er tiden og pengene værd. Alle de forskellige evner er sjove at bruge, og sent i spillet vokser Kirbys styrke til helt uhørte højder.

Bundsolidt

Det tekniske er også på plads. Musikken er en skøn blanding af små, glade melodier til mere dystre stykker, efterhånden som man kommer igennem spillet. Grafikken er farvestrålende og nuttet, animationen er overbevisende, og styringen reagerer for det meste, som den skal. Så længe spillet har fokus på udforskning med en lille smule kamp her og der, så kører det som smurt. Lidt grus i maskineriet kommer der dog, når man har gennemført spillet første gang, og man begynder på nogle ekstra baner, der er ment som en ekstra stor udfordring til videregående spillere. Her er der en masse genbrugte bosser, Kirby skal overvinde (igen og igen), og her blev jeg i hvert fald en smule frustreret over den præcision, jeg pludselig følte, jeg manglede.

Men fra de første 10 minutters tid, hvor Kirby sluger en bil, og kører sin første tur i den nye verden, med en lille sang, der kommer fra en radio, Kirby finder, og til de første rulletekster kører, er man i virkelig gode hænder. Personligt vælger jeg at se den ekstra udfordring som en bonus, selvom den giver nogle få frustrationer. Kirby and the Forgotten Land er et af de allerbedste spil i Kirby-serien, og både gamle og nye fans bør unde sig den oplevelse, der er at hente med den charmerende slughals.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.