Splatoon 2: Octo Expansion

4 out of 6 stars

Siden udgivelsen af Splatoon 2 har Nintendo løbende leveret nyt indhold i form af våben og baner, men med Octo Expansion er der nu flere baner at kaste sig over for de, der er sultne efter mere indhold, man kan spille alene.

Splatoon-universet har altid været farverigt, fjollet og lidt gådefuldt. I Octo Expansion er der skruet op for det gådefulde og fjollede, og hvis ikke det var for sværhedsgraden, så kunne udvidelsespakken have stået på egne ben som sit helt eget spil. Med undtagelse af den allerførst bane er sværhedsgraden dog på niveau med – eller højere end – de sidste baner i Splatoon 2s historie.

Det er ikke helt ulig udvidelsen til Legend of Zelda: Breath of the Wild, hvor garvede spillere får ekstra udfordring. Jeg må dog indrømme, at jeg gerne havde set en blidere udfordringskurve, for selv om jeg har gennemført historien, så er det også et stykke tid siden, jeg har haft fingrene i spillet, og af og til kan det være en udfordring at huske nuancerne i styringen – og denne gang bliver man faktisk straffet, hvis man ikke klarer sig godt.

Nye karakterer og en gammel kending

Denne gang er man ikke en inkling men en octoling (som Marina fra hovedspillets Off the Hook). Man starter dog med hukommelsestab, men Cap’n Cuttlefish dukker op, og i fællesskab gælder det om at løse gåden om hukommelsestabet og at komme ud af den sære undergrundsbane, som begge er strandet på. Når først man er ude, venter der imidlertid blot endnu flere udfordringer.

I toget forklarer konduktøren C.Q. Cumber, hvordan man navigerer rundt i verdenen ved hjælp af en CQ-80 (i praksis en Splatoon-udgave af Fallout-universets Pip-boy) og hvordan man skal samle en række ting på banerne. Selv om banerne hver for sig ikke er lige så lange som banerne i grundspillet, er der 80 af slagsen i udvidelsen, og på grund af sværhedsgraden tager det alligevel en del tid at komme igennem dem. Det koster CQ points at prøve en bane, og man bliver selvfølgelig belønnet med samme, når man gennemfører den. På nogle baner kan man vælge mellem flere forskellige sæt af våben, som gør det mere eller mindre udfordrende at gennemføre banen, og belønningen for at gennemføre banen varierer derfor ud fra spillerens valg. Mister man alle sine points, kan man låne flere, men man må betale dem af igen for at gennemføre udvidelsen fuldt ud.

Ombord i undergrundsbanen
Her foregår rejsetiden, og Cuttlefish er som sædvanlig en linselus.

Hvis man har vanskeligheder med at gennemføre en bestemt bane, kan man efter et par fejlslagne forsøg bede pigerne fra Off the Hook om hjælp, og så kan man komme videre til næste bane – dog uden belønning – og banen vil stå markeret i oversigtskortet, så man kan vende tilbage til den senere.

Banedesignet i Octo Expansion fungerer godt, fordi hver bane er bygget op om en specifik udfordring – ikke helt ulig shrines i Legend of Zelda: Breath of the Wild – og takket være variationen når man ikke at blive træt af dem. Man har også hele tiden et par forskellige baner at vælge mellem, og man låser hurtigt op for flere spor på kortet over undergrundsbanen, hvorefter man har endnu flere baner at vælge mellem ad gangen. Siden målene varierer så meget, er der som regel mindst en bane, hvor man er så god til udfordringen, at man kan komme videre uden de store problemer.

Mellem banerne kan man følge med i en chatkanal med Cap’n Cuttlefish og Off the Hook-pigerne, og den er fyldt med klassisk IRC-humor. Tryk alt-F4 for at læse mere. Det er også ganske komisk med Cap’n Cuttlefishs hip-hop-besættelse og tilhørende sprog, men vi kommer næppe til at se ham sejre i freestyle-battles i nærmeste fremtid, hvis man skal dømme ud fra hans vers undervejs.

Tæsk med tidsbegrænsning

Banerne går ud på så vidt forskellige ting som at guide bolde gennem baner ved hjælp af skud, at undgå at blive ramt uden selv at være bevæbnet, at ramme balloner før de flyver væk, eller ganske enkelt at dræbe alle fjender. Langt de fleste baner har tidsbegrænsning kombineret med et bestemt antal liv og nogle bestemte krav, der kan føre til øjeblikkelig diskvalificering, hvis man ikke overholder dem. Det kan for eksempel være at samtlige mål skal rammes, mens man bevæger sig forbi dem.

Sværhedsgraden vil ikke falde i alles smag, men hvis man ikke har noget imod at få testet sine evner lidt ekstra, når først hovedhistorien i Splatoon 2 er afsluttet, så er Octo Expansion værd at se nærmere på – især da prisen på 150 kroner er yderst rimelig for al det ekstra indhold, der bydes på. Det ville dog have været rart med en gradvis forøgelse af sværhedsgraden, når udvidelsen kommer et år efter resten af spillet, og ikke alle har holdt evnerne ved lige med at spille online i mellemtiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.