Captain Toad: Treasure Tracker
Wii U havde et ganske vidunderligt bibliotek af Nintendo-titler, som i sagens natur ikke blev udbredt til ret mange spillere, da konsollen var lidt af et flop. Mange af dem er blevet genudgivet på den langt mere succesrige Switch, og nu er turen også kommet til Captain Toad: Treasure Tracker.
Hele spillets præmis bygger på, at kaptajnen ikke kan hoppe, hvilket jo er dybt utraditionelt for et spil i Mario-universet. Ved at fjerne den ene mulighed for udfoldelse, giver selv små forhindringer store problemer, og bane-designet er gået fra de store, åbne levels, vi kender fra Mario-spillene, til små, kompakte størrelser med uanede kompleksiteter. Designet er baseret på den japanske hakoniwa-filosofi, der direkte oversat betyder kassehave. Tænk bonsai, bare på haveniveau.
De små kassehaver kombineret med en kaptajn, der ikke kan hoppe, gør at spillets fokus er skiftet fra action til puzzle. Hver bane er et unikt lille guldkorn, hvor man tydeligt mærker den tid og kærlighed, designerne har investeret i den. En lille kube af mysterier, der venter på at blive pakket ud, bid for bid, når den runde kaptajn trisser rundt i landskabet, og en ny kameravinkel afslører nye hemmeligheder. Idérigdommen i de mange baner er helt uforståelig stor: Der er så mange sjove indfald, man får lov til at lege med, og det har resulteret i en stor bunke små universer, man har lyst til at tage i sine hænder og dreje rundt og beskue fra alle vinkler.
Det er også det, man bruger en stor del af tiden på. Nintendo har altid gjort en stor dyd ud af at præsentere billedet fra den bedst mulige vinkel, så spilleren ikke skal sidde og justere på kameraet for at kunne se, hvad der foregår. I Treasure Tracker er kameraet blevet en integreret del af spillet, fordi mange af banernes hemmeligheder først afsløres, når man beskuer dem fra den rigtige vinkel. Det virker i starten meget underligt, men man vænner sig hurtigt til det, og nyder at sidde og dreje de små verdener for at aflure deres hemmeligheder.
Den høje opfindsomhed i de over 70 baner byder på en hel unik oplevelse på næsten hver ene lille bane, bortset fra de noget ens boss-kampe. Der er de rolige og eftertænksomme, hvor man nærmest zen-agtigt tuller rundt og løser gåderne. Så er der de mere hektiske, hvor hele banen er ved at synke ned i en lava-sø, og man skal komme til toppen før man selv møder samme skæbne. Ind i mellem er der baner, hvor der bliver vendt op og ned på tingene. Baner, hvor det hele drejer rundt, og baner, hvor man selv drejer det hele rundt. Fordi banerne er så korte, behøver spilmekanikken ikke at holde længere end de minutter, det tager at gennemføre banen, og derfor er der blevet plads til mange tosserier, der aldrig ville fungere i et større spil, men som passer perfekt til de små bidder, Treasure Tracker serveres i.
Som regel er der ikke alt for store problemer i at nå til opgavens mål: Den fede, gule stjerne. Men på hver bane er der også gemt tre diamanter og en ekstra opgave. At finde de tre diamanter kræver en masse hovedbrud, som er sjove at sidde med, fordi man ofte kan se diamanterne, og udfordringen ligger så i at regne ud, hvordan man kommer hen til dem.
Hver bane har også et unikt mål, der skal opfyldes for at få det fine, røde stempel, der signalerer perfekt gennemførsel. Det kan være simple ting som “find den gyldne svamp” og “saml over 70 mønter”, men også mere djævelske som “klar banen uden at dræbe en eneste fjende” eller “flyt kun fire kasser”. Går man efter de lavthængende frugter, kan man gennemføre alle spillets baner på lidt over otte timer, men skal man have spillets tre bøger (som banerne på hysterisk nuttet vis er præsenteret i) plastret ind i røde stempler, skal man nok afsætte 10-15 timer ekstra til formålet. Det er rart, at man ikke skal være verdensmester i actionspil for at nå rulleteksterne, og at der samtidig er masser af udfordringer for ekvilibristerne.
Ud over fornøjelsen med at gruble over de mange puslerier, der er lagt ind i banerne, er Treasure Tracker også et helt vanvittigt charmerende spil. Der er kælet for samtlige detaljer, der kan kæles for, og resultatet er noget man har lyst til at gifte sig med og dele resten af livet med. “Nobody does charm like Nintendo”, som en bruger skrev på det hedengangne (og hos mig stærkt savnede) Miiverse, og hun har fuldstændig ret: Der er ingen andre end Nintendo, der er i stand til at transportere en 48-årig gammel knark tilbage til den tid, hvor han var et lykkeligt barn, der sad og legede med sit yndlingslegetøj uden at bekymre sig om noget som helst andet i verden.
Til trods for den fine polering, er der nogle design-koncepter, der ikke fungerer helt gnidningsfrit. Spillet er oprindeligt designet til Wii U med styring fra den medfølgende Gamepad (en stor controller med en trykfølsom skærm, for dem af jer, der aldrig har set en Wii U). Nogle dele af banerne blev aktiveret ved at trykke på skærmen, og man skulle sågar puste på controlleren for at aktivere lifte. Det sidste aspekt er heldigvis røget i skraldespanden i denne ombæring, og spiller man med Switchen i håndholdt mode, er styringen helt problemfri.
Spiller man med switchen i dock’en, skal man bruge controllerne til at pege på ting på skærmen, som man gerne vil aktivere. Med Pro-controlleren foregår det ved at vippe controlleren rundt, så en stor, fed og evigt tilstedeværende blå prik på skærmen peger på det, man gerne vil aktivere. Det er kluntet, og gyrostyringen i Pro-controlleren er ikke specielt præcis til formålet. Det går bedre med en JoyCon i hver hånd, hvor man så peger på ting, ligesom i de gode gamle Wii-dage. Det er ikke optimalt, men der er nok ikke andet at gøre, når mange af banerne har brug for touch-input. Spillet gør sig derfor bedst i håndholdt udgave.
Switch-versionen har også fået mulighed for at være to om løjerne. Den ene spiller styrer kaptajnen rundt, mens den anden spiller får ansvaret for kameraet. Det er ganske underholdende, hvis man kan lade være med at komme op og skændes, for det kræver en del koordination mellem de to spillere. Kameramanden har også mulighed for at kaste grøntsager i hovedet på alle fjenderne, hvilket gør en del af banerne ekstremt nemme. Det er langt fra det perfekte spil til couch co-op, men det er rart at de i det mindste har givet os muligheden.
Wii U-versionen bød på nogle ekstra baner fra Super Mario 3D World, hvor man kunne lade Toad trille rundt på dem. Man kan næsten sige sig selv at Mario-baner uden hop ikke fungerer særlig godt, og de er da også fjernet fra Switch-udgaven. Til gengæld får vi nogle baner fra Super Mario Odyssey, som fungerer virkelig godt.
Udover de nye baner, er spillet blevet opgraderet til 1080p-opløsning, når Switchen er docket. Spillet så allerede rasende godt ud i sine originale 720p (hvilket også er den opløsning, du får i håndholdt version nu), og den ekstra opløsning gør bestemt ingen skade.
Treasure Tracker er et vidunderligt lille spil. De små baner er henrivende flotte og djævelsk udtænkt, og deres størrelse gør, at man sjældent mister overblikket og aldrig føler sig overvældet. Udfordringer i små bidder er det, de moderne spillere vil have, og her rammer Treasure Tracker plet. Alle kan gennemføre de mange og alsidige baner, og for hardcore-folket har hver eneste bane ekstra udfordringer, der samlet set forlænger spillets ellers korte levetid med masser af timer. Det her er muligvis det mest charmerende spil, Nintendo endnu har præsteret, og man bliver glad i låget lige fra første færd.