Fasandræberne


I andet bind om Afdeling Q genoptager Carl Mørck og Assad endnu en gammel sag. Den er opklaret og der er afsagt dom, men duoen regner med, at den forkerte sidder i spjældet og de skyldige stadig er på fri fod. Det skal der naturligvis laves om på.

Til forskel fra den første bog i serien, Kvinden i Buret, ved læseren fra første færd, hvem de skyldige er, så man har ingen fornøjelse med at sidde og gætte med undervejs. Det drejer sig om en bunke rigmandssønner, der mødte hinanden på en kostskole og fik fritiden til at gå med at mishandle og dræbe små dyr og tæve uskyldige mennesker til ukendelighed. Kom ordensmagten lidt for tæt på, skulle deres fædre nok få dem fri. De er så fortsat med deres ugerninger op igennem livet, og nu sidder de på samfundets top, tjener styrtende med penge og er de mest depraverede psykopater, man kan forestille sig.

Uh, hvor skal de bare straffes, de rige svin. Og det er her, bogens problem åbenbarer sig: Jussi Adler-Olsen spiller på det karaktértræk, som vi danskere er så gode til: Indignationen. Det kan ikke være rigtigt, at pamperne på samfundets top kan få lov til at gøre, hvad der passer dem, når vi slider dagligt for en middelmådig løn og kæmper med fugt i kælderen, en rusten bil og en sur kone. De svin skal sgu ikke ha’ lov til at have det bedre end mig, for det er bare så uretfærdigt.

Det er den ubrugelige harme, der ikke bare udspringer i jantelovens knæreaktion, men også får tilført den desværre alt for velkendte “alle andre end mig er idioter”-paragraf, hvor folk bliver puttet i stærkt generaliserede kasser og slet ikke får lov til at være mennesker med alt, hvad det indebærer af dualiteter. De her rige røvhuller i Fasandræberne er bare så helt ufatteligt usympatisk og bedrevidende beskrevet, at det hurtigt bliver til en farce.

Torsten Florin var sædvanen tro blevet vækket af klassisk musik og lette, trippende fødder, og foran ham stod nu den unge, sorte kvinde med blottet overkrop og fremstrakte hænder. I hendes hånd lå sølvbakken som altid. Hendes smil var stift og påtaget, men Torsten Florin var ligeglad. Han havde ikke brug for hendes affektion eller hengivenhed. Han havde brug for orden i sin tilværelse, og orden var det, når ritualet blev fulgt til punkt og prikke. Sådan havde han haft det i ti år nu, og sådan agtede han at fortsætte.

Han tog servietten, nød dens duft, lagde den på brystet og modtog tallerkenen med de fire kyllingehjerter overbevist om, at uden disse friskslagtede organer ville han tære bort.

Så spiste han det første hjerte i én bid og bad derpå sin bøn om jagtlykke. Spiste derefter de tre andre hjerter og blev så tørret i ansigtet og på hænderne af en kamferduftende klud, som kvinden førte med øvede hænder.

Derefter viftede han kvinden og hendes mand, der havde stået vagt for natten, ud af lokalet og nød den gryende dags spæde stråler ind over skoven.

Her har vi altså en mand, der holder slaver, misbruger en af dem seksuelt mens hendes mand kigger på, og har indtagelsen af fire, rå kyllingehjerter på morgenprogrammet. Så slap dog af, Jussi.

Titlen Fasandræberne kommer fra de jagtselskaber, som de rige møgsvin holder. Selvfølgelig er almindelig jagt ikke depraveret nok, når man tjener mange penge – der skal lidt ekstra spænding til. I dette tilfælde handler det om at importere eksotiske og/eller truede dyr, slippe dem løs i skoven, få slaverne til at drive dem frem og så ellers lade jagtselskabet åbne ild mod strudse, zebraer, chimpanser og andet åndssvagt. I jagtselskaberne deltager i øvrigt mange af samfundets spidser, for de er jo alle depraverede psykopater, mener Jussi.

Bogens forsonende træk er det tredie parallele handlingsspor: Pigen Kimmie, som var en del af jetset-volds-gruppen, men brød med dem under voldsomme omstændigheder, og nu er ude på at hævne sig. Hun har stadig millioner på bankbogen, men tuller rundt på gaden forklædt i sindssyge og pjalter, mens hun udtænker hævn over de andre. Det er ret skarpt skrevet og hun har mange facetter at byde på – i starten ser læseren hende kun som offer, men det billede ændrer sig løbende undervejs, indtil hun fremstår som en virkelig kompleks (og ganske forstyrret) person, man både holder med og frygter.

Mens Kimmie spreder gru og overklasseløgene begynder at ryste i bukserne, render Mørck og Assad rundt og prøver at opklare det hele. Problemet er bare, at det slet ikke er nødvendigt for at fortælle historien. Det havde været nok – og langt mere spændende – bare at følge Kimmie hele bogen igennem og langsomt lære resten at kende gennem hendes tanker og gerninger. Hvis vi samtidig havde sluppet for at læse om de rige idioter, ville det også have været en langt bedre bog, men Jussi havde åbenbart et par kubikton indestængt harme mod overklassen, der skulle brændes af. Nåja, de er selvfølgelig også allesammen alkoholikere og på kokain hele tiden.

Ligesom i den første bog, kører forhistorien til Mørcks personlige nedtur også på lavt blus i baggrunden her. Der skete noget før alle Afdeling Q-tingene startede, hvor han mistede en partner og en anden blev lam fra halsen og ned. Der bliver dog brugt uendeligt lidt energi på det spor i denne bog. Ligeledes bliver der også kun afset et par sætninger på at hinte lidt mere om Assads muligvis ganske dunkle fortid i mellemøsten. Det har dog den klare fordel, at man sagtens kan springe denne bog over i serien om Afdeling Q uden at gå glip af noget relevant.

Læs den, hvis du kom til at købe den sammen med de andre. Ellers kan du roligt springe den her over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *