Pokémon Puzzle League

1028635632pokemon_puzzle6 out of 6 stars
Glem alt om Pokémon, det her er en af de bedste action-puslere, du nogensinde kommer til at spille.

I 1994 kom spillet Panel de Pon til Super Nintendo Entertainment System. Året efter fik spillet et brush-up, blev udstyret med et par kendte Nintendo-karakterer og udgivet i vesten som Tetris Attack. Selvom spillet absolut intet havde med Tetris at gøre, er det gennem tiderne jævnligt refereret til som et af de bedste puzzle-spil, man kan få fat på.

I deres uendelige visdom har Nintendo lavet en ny version af Tetris Attack. For at booste salgstallene har de smurt spillet ind i en af deres absolut største franchises: Pokémon. Men fortvivl ikke, for Pokémon Puzzle League er intet mindre end Tetris Attack i nye klæder.

Som med alle gode puslere, er konceptet rasende simpelt: Du skal få farvede klodser til at forsvinde ved at parre tre eller flere ensfarvede op mod hinanden. Når nogen klodser er parrede, forsvinder de, og ovenliggende klodser falder ned i det efterladte hul (præcis som i Tetris). Din eneste interaktion med klodserne er en markør, der formår at bytte vandret rundt på to naboklodser.

Spillet åbner op med en rigtig FMV-intro (noget, jeg ikke kan huske at have set på Nintendo 64 før), hvor Ash og Pikachu bliver inviteret til at deltage i Pokémon Puzzle Legue, som foregår i Puzzle Village. Byen udgør spillets hovedmenu, og der bydes på puslerier i følgende discipliner:

Puzzle University

Puzzle University er en samling af prædefinerede opstillinger, hvor du har 1, 2 eller 3 træk til at få alle brikkerne til at forsvinde fra skærmen. De er opdelt i tre klasser, og da jeg startede på klasse 1, synes jeg godtnok de var noget lette og regnede med at gennemføre dem alle på kort tid. Men tag ikke fejl: De første 10 (af de 30 i klasse 1) er lette, så man kan lære hvordan de fungerer. Derefter skrues bissen på, og selv i klasse 1 kan man bruge en time eller mere på en simpel opstilling, hvor man har tre træk. Mange gange undervejs når man til den konklusion, at det simpelthen er en fysisk umulighed at løse opgaven. Men løses kan den selvfølgelig, og den ustyrlige glæde ved at løse en svær opstilling bliver hurtigt erstattet af et vildt stirrende blik i øjnene, når den næste (og endnu sværere) opgave kommer på skærmen.

For at undgå sagsanlæg fra pårørende, har Nintendo klogt valgt at lægge en afdæmpet og rolig underlægningsmusik til Puzzle University, der gør sit til at holde frustrationen i ave. Ydermere er der en “et træk tilbage”-knap, så man kan eksperimentere så vildt man lyster uden at rende ind i “Game Over” konstant.

Der er 130 opgaver i Puzzle University. Når man har løst dem, låses der op for 130 flere. Har man sadistiske anlæg, kan man tilmed selv lave opgaver og udsætte venner og bekendte for dem. Puzzle University er så godt, at det alene retfærdiggør købet af spillet.

Stadium

Her kommer du til at bo de næste mange uger.

På Pokémon Stadium kan man kæmpe mod en anden Pokémon-træner (læs “spiller”). Spillet er det samme – parring af farvede klodser – men her er en ekstra finesse: Combos og Chains, der gælder om hhv. at parre mere end tre klodser ad gangen og at sætte kædereaktioner op blandt de faldende klodser. Det er svært at lave – især chains kræver et abnormt overblik og indsigt i spillets mekanik – men det er den eneste måde at vinde de højere levels på.

Stadium er til at begynde med delt op i Easy, Normal og Hard (yderligere sværhedsgrader bliver tilgængelige senere). På hvert niveau møder man de samme ti Pokémon-trænere og man kæmper så om at undgå det frygtede top-out, hvor klodserne (som langsomt skubbes op fra bunden af skærmen) når skærmens øverste kant. Som et ekstra krydderi, kan man ved at lave combos og især chains sende garbage over på modstanderens skærm, som de så også skal kæmpe med at fjerne.

Når man har slået en træner, får man deres badge, som man kan lægge til samlingen. Disse badges giver spillet en stor replay-værdi, fordi man vil altså have den sidste med, om så det skal tage 100 kampe mod den samme træner. Et andet encitament til replay er de specielle karakterer, man møder på de senere levels. Når man har slået de faste 10 trænere, kommer Puzzle Master Giovanni. Slår man ham, møder man The Puzzle Elite, som er fire specielle (og forbandet dygtige) trænere. Og efter dem? Det må du selv finde ud af. Tro mig: Der er forbandet meget replay-værdi i dette spil.

Når man har vundet over en træner, behøver man ikke kæmpe mod ham igen. Spillet husker, hvor langt man er nået på hver enkel sværhedsgrad, og man behøver altså ikke at besejre 15 trænere igen og igen for at få lov til at kæmpe mod den sidste boss. Der er også uendelige continues, så alle frustrationsfaktorer (udover modstanderens absurde dygtighed) er skåret bort; kun den rene spilfornøjelse står tilbage.

Modstandernes AI er rigtigt godt lavet, fordi de spiller ikke som en hjerneløs computer. De spiller ligesom dig – de holder tænkepauser, de kan være heldieg og de satser. At spille mod den samme karakter igen og igen giver sjældent to ens spil, fordi AI’en spiller subtilt forskelligt fra gang til gang.

Marathon og Time Zone

I disse modes skal man se, hvor mange points man kan score inden man går top-out eller tiden udløber. Er man lidt træt af modstandernes evige hån, kan man koble lidt af her, før man igen giver sig i kast med at besejre dem.

Spa Service

De evigt uheldige skurke i Pokémon-universet, Team Rocket, har under dække af et Spa Center frarøvet trænerne en masse Pokémon. Du kan finde de stjålne Pokémons ved at løse en meget simpel opgave fra Team Rocket: Fjern alle blokke ned til et fastsat niveau. Blokkene vokser langsomt op fra bunden og du ræser mod tiden for at undgå top-out. Ved at lave combos og chains kan du stoppe blokkenes færd mod himlen og købe lidt tid. Det starter simpelt, men bliver langsomt sindssygt svært. Man har dog aldrig fornemmelsen af, at det er umuligt og en tabt kamp resulterer som regel i “liiige én gang til”-syndromet.

Lær af Professoren

Udover selve puslespillene, kan man besøge Professor Oak og få en masse at vide om, hvordan man spiller. Det er ret essentielt, og så godt lavet at man i løbet af 10 minutter kender alle facetterne af spillet (det betyder dog ikke, at man mestrer dem!). Man kan teste Professor Oaks instruktioner af i The Mimic Mansion, hvor man kan lege med brikkerne lige som man lyster uden tidspres eller modstandere. Her er også instruktører til at hjælpe med de sværere tricks. Alt i alt indeholder spillet et af de bedste tutorials, jeg har set til et puzzle-spil.

En eller to spillere

Har man en puzzle-fanatiker i vennekredsen, kan man spille Stadium, Time Attack og Spa Service mod hinanden. Et meget nuanceret handicap-system sikrer, at selv en garvet spiller kan få tæsk af en grøn nybegynder. Spillet gemmer alle versus-scores mod de andre registrerede spillere, hvilket giver grobund for årelange fejder med vennerne.

2D og 3D

3D-versionen, hvor brikkerne ligger som et rør. Held og lykke med dét!

Som om Pokémon Puzzle League ikke i forvejen var spækket til randen med modes, har Nintendo også inkluderet en 3D-mode. I 2D har man en brønd a là Tetris, hvor brikkerne ligger som en mur i bunden. I 3D er brønden blevet rund, og brikkerne ligger hele vejen rundt. Det er simpelt, men alligevel radikalt anderledes og meget, meget svært. Spiller man mod en ven, kan man selv vælge at spille 2D eller 3D. Spiller man alene, er spillet for det meste 2D, men 3D mode dukker op fra tid til anden i Puzzle University og Spa Service. Det er ikke bare en gimmick – man er nødt til at lære at spille med det for at gennemføre flere sektioner af spillet.

Lyd, grafik og alt det dér

Grundet mangel på RGB-output, er Nintendo 64’s billede aldrig specielt skarpt. Men Pokémon Puzzle League er farverigt og det simple grafiske design er gennemtænkt, således at alle karaktererne fra Pokémon-universet er der (for at gøre ungerne glade) men de kommer aldrig i vejen for selve spillet (for at gøre de voksne glade). Spillet indeholder en del FMV-sekvenser, hvilket er ret imponerende for et cartridge-baseret spil. Nu vi er ved cartridgen: Der er ingen loadtider, og den gemmer op til syv spilleres profiler automatisk i en lille klat flash memory. Rigtig bekvemt.

Har du ikke (længere) en Nintendo 64, eller har du ikke lyst til at opstøve det originale spil fra 2001, er Pokémon Puzzle League også tilgængeligt på Nintendos Virtual Console til Wii (og dermed også Wii U). Det kræver en Classic Controller eller to, men til gengæld får du så også et langt skarpere billede. Spillet passer perfect til Classic Controlleren, så man savner ikke at sidde med den originale Nintendo 64-controller.

Spillets lydside består af nogle rigtig gode chip tunes, der ændrer sig efterhånden som spillet bliver mere intenst (når man er tæt på top-out gør musikken i hvert fald sit til at øge nervepresset). Spillet er krydret med et usandsynligt stort antal lydeffekter fra alle karaktererne og deres Pokémons. En fin detalje er, at lydeffekterne aktivt hjælper dig i kampen mod en anden spiller, fordi man kan høre, hvad han har gang i – man har i hvert fald ikke tid til at kigge på deres side af skærmen.

Den ultimative puzzler?

Normalt har et puzzle-spil én hoved-mode og et par ekstra finurligheder, man ikke rigtig kan bruge til noget. Men Pokémon Puzzle League’s tre modes – Puzzle University, Stadium og Spa Service – er rigtig godt udtænkt og komplimenterer hinanden fint. Når man er blevet frustreret over Puzzle University tager man lige en halv times tid i Stadium og tæver modstanderen gul og blå. Fuld af tro på sine egne mad skillz prøver man lige at banke Giovanni i Spa Service, hvorefter man igen er bevidst om, hvor dårlig man er til det her spil. Pokémon Puzzle League er det eneste action puzzle-spil, der er virkeligt underholdende at spille på egen hånd – i mange, mange timer. Er man heldig nok at finde en menneskelig modspiller, stiger underholdningsværdien bare endnu mere.

Det er svært at sige, om Pokémon Puzzle League er den bedste action puzzler, man kan opstøve. Men det er let at sige, at det er den bedste, jeg har prøvet. Er du fan af puzzlere, er Pokémon Puzzle League en fuldstændig no-brainer at anskaffe. Det koster 10 Euro på Virtual Console, hvilket kan lyde dyrt for sådan en gammel traver – men det er langt mindre end de 300 kroner, jeg gav for kapslen til Nintendo 64 i sin tid, og du får svært ved at finde bedre underholdning for sølle 75 kroner her i 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.