The Sixth Sense
Den første stjerne er for manuskriptet som helhed. Jeg mener, at en film skal have en historie at fortælle, og historien må helst være lidt original. Denne historie handler om drengen Cole, som kan se døde mennesker vandre omkring. Den handler også om børne-psykiateren Malcolm, som prøver at hjælpe Cole, fordi Cole minder ham om en tidligere patient, som han fejlbehandlede, og som endte med at tage sit eget liv efter at have prøvet at dræbe Malcolm. Nogle gange ser man en film, hvor det virker som om forfatteren har prøvet at strække handlingen for at nå 2 timer. I “The Sixth Sense” er der hele historier, som normalt var blevet til selvstændige film, som kun fortælles i bisætninger. Historien om drengen, der skød sig med sin fars jagtgevær. Historien om kvinden, der begik selvmord fordi hun ikke kunne holde sin mand ud. Historien om drengen, der stammer, og kæmper sig igennem kammeraternes drillerier, for til sidst at blive en, der prøver at hjælpe andre børn. Historien om drengen, der får en rolle i en reklamefilm og får nykker. Historien om pigen, der føler sig svigtet af sin mor, og derfor fortvivlet prøver at sikre sig, at det samme ikke sker for hendes søn, nu hvor hun er hans enlige mor. Og historien om pige, der dør af en uforklarlig sygdom. Hovedhistorierne er heller ikke dårlige: Historien om Cole som kæmper alene med sin angst for de ting han ser og ikke kan finde vejen ud af denne angst og historien om Malcolm, der fortvivlet prøver at få genopbygget hans forhold til konen, som virker totalt uimodtagelig for hans undskyldninger.
Den anden stjerne er for Haley Joel Osment, som spiller Coel. Ofte er børneskuespillere frygtelige at se på. De opfører sig enten som alt for små voksne eller som alt for nuttede børn. Det virker som om mange instruktører enten har glemt, at børn selv tænker og har deres egne bekymringer, eller i det mindste slet ikke formår at få børnene til at videregive denne virkelighed. Det er sikkert svært at finde gode børneskuespillere, for børn er næppe særligt fokuserede på skuespiller-rollen, men med Osment ser vi en stjerne blive født. Man tror på ham.
Orson Scott Card’s roman “Ender’s Game” er på vej mod en filmatisering, og Card’s første udgave af manuskriptet nedtonede meget Ender’s rolle, da han ikke regnede det for sandsynligt, at man kunne finde en børneskuespiller, der kunne spille rolle godt nok. Da Jake Lloyd (Anakin Skywalker i “The Phantom Menace”) meddelte, at han var interesseret og Card havde snakket med ham blev manuskriptet skrevet om, fordi Card mente, at Lloyd kunne bære rollen. Kort efter startede en heftig debat på alt.books.orson-s-card, da mange mente, at den 11 måneder ældre Osment var et langt bedre valg. Jeg troede på det tidspunkt, at det var den sædvanlige Lloyd-bashing (det har været en sport at sige grimme ting om Jake Lloyd’s Anakin og Jar-Jar Binks), så jeg ignorerede det. Men efter at have set “The Sixth Sense” må jeg give dem ret: Osment er simpelthen Ender. (Osment prøvede i øvrigt også at lande rollen som Anakin Skywalker i sin tid.)
Den tredje stjerne er for Bruce Willis, som formår at spille rollen som Malcolm Crowe uden at droppe over i “Die Hard”-mode. I betragtning af hvor mange officielle og uofficielle “Die hard”-roller Willis har spillet er det lidt af en bedrift. Specielt taget i betragtning, at sidst han spillede sammen med et barn blev resultatet helt uhyrligt (“Mercury Rising”). Da Bruce kneb en tåre i “Armageddon” brød den samlede presse sammen i latterkramper ved premieren i Cannes. Jeg kan ikke huske om Bruce kniber en tåre i “The Sixth Sense”, men hvis han gjorde, så var den berettiget (jeg tror det ikke).
Halvdelen af den fjerde stjerne er for en imponerende kameraføring. (se for eksempel scenen med Cole i en indkøbsvogn)
Den anden halvdel er for en uhygge, der dukker op med jævne mellemrum og minder om den følelse jeg havde, da jeg så “The Blair Witch Project” – altså ikke en chok-effekt-uhygge, men derimod en baseret på, at der antydes (eller ses…) ting, der ikke er spor hyggelige. Det er meget, meget sjældent, at jeg sidder i en biograf og får kuldegysninger og kvalmefornemmelser, men det sker altså en gang i denne film, nemlig første gang vi ser den syge pige.
Den femte stjerne er for den sidste scene med Cole og hans mor. Denne scene fik tårerne til at presse sig på bag mine øjenlåg og jeg fik en underlig klump i halsen. Sådan har jeg det normalt aldrig med film, men denne scene virkede. Måske fordi vi har lært personerne at kende og forstår hvad de har været igennem og deres bevæggrunde. Mere hårdhjertede anmeldere ville nok stryge denne stjerne.
Den sjette stjerne er for slutningen, som får mig til at ville se filmen en gang til.
Mere om Ender-filmen (inclusive de første sider af manuskriptet)