Dino Crisis 2

Efterfølgeren til Dino Crisis bryder brølende frem fra junglen, og før idyllen kan vende tilbage, skal der slagtes nogle øgler. Du er hermed atter blevet ufrivillig hovedperson i hjemmeudgaven af Jurassic Park.

Igen er et eksperiment gået galt, og en mindre by er blevet opslugt af jungle og fortidsøgler. Du styrer skiftevis Regina (fra det første spil) og Dylan, der begge tilhører et lille team af elitesoldater, som sendes ind for at finde ud af, hvad der gik galt denne gang.

Det første man bemærker (efter den typisk fremragende Capcom-intro) er, at Dino Crisis 2 er vendt ryggen til forgængerens 3D baggrundsgrafik. Statiske (flotte) 2D-billeder med falsk dybde (som i Resident Evil) har overtaget billedet, so to speak, og kameravinklen er altså fastsat på alle scener.

Ikke at det gør noget – selve spillet er nemlig heller ikke det samme mere. Jo, der skal stadig samles nøgler osv. for at sikre sin fremfærd, men nu er spillet delt op i mindre områder/baner, hver med en langt større koncentration af dinosaurer end tidligere. Efter at have gennemløbet et område, får man tildelt point alt efter: Hvor mange dinosaurer man har slagtet, hvor hurtigt man har gjort det, og hvor lidt energi man selv har mistet undervejs. Disse point kan så benyttes til at købe våben og ammunition for, inden man atter går på jagt. Vores hovedpersoner kan også tage automatisk sigte, så fjenderne på hver skærm kan klares forholdsvis hurtigt. Man spilder derved ikke så meget af sin ammunition. Mod de små øgler…

Og det meste af tiden fungerer det glimrende, men der er desværre nogle uheldige detaljer, som ødelægger det en anelse for spilleren. Hver scene har et bestemt antal dinosaurer som skal skydes, hvilket er ganske normalt. Men forlader/besøger man scenen igen, er de kommet tilbage, hvilket kan blive ret irriterende, hvis man har glemt noget, eller vejen deler sig og man går forkert første gang.

Hvad så med den atmosfære Dino Crisis havde? Den er der stadig, men da spillet er blevet meget mere action-præget spil, er noget af (u)hyggen desværre forsvundet. Personerne er stadigvæk konstrueret af polygoner, og de er animeret superbt. Deres skuespil er pinagtig at høre på, men det er jo næsten blevet et varemærke for Capcoms udgivelser. Lydeffekterne er også (vanen tro) virkelig gode, men baggrundsmusikken kan godt blive lidt monoton at høre på.

Capcom har gået en anden vej med denne 2’er, og det skal de roses for. Selvom kameravinklerne kan irritere, er det et vellykket, anderledes action-spil, som både underholder og overrasker.