Silent Bomber
Bandai er vist mest kendt for landeplagen Tamagotchi, samt deres film i Gundam-serien. Derudover producerer de så også spil til PSX. Dette er deres seneste udspil, og det er mindst lige så fængende som de små bippende æg.
Du spiller Jutah, en verdensfrelsende elitesoldat som i så mange andre spil. Forskellen er den måde du gør det på. Jutah har nemlig nogle specielle bomberør fastgjort til ærmerne på sin uniform. Han kan så beskyde sine fjender med bomber fra disse rør, for derefter at detonere dem med et tryk på en knap. Basalt set er dette spillet i en nøddeskal. Og så kan Jutah også hoppe.
Men der er selvfølgelig mere. Spillet ses fra et 3. persons perspektiv i stil med Metal Gear Solid, og gameplayet minder om en blanding af netop dette spil tilsat en pæn portion Bomberman. Look’et minder også en del om MGS, da banerne består af lange korridorer og areaner, bundet sammen af elevatorer, slidsker og trapper. Banerne er meget store og “befolket” med robotter i alle afskygninger. Det detaljerede kæmpe-kompleks strækker sig over mere end 25 baner, og er gennemført fra først til sidst.
Eneste kritik i dén henseende er, at man desværre ikke kan se så langt foran sig, givet den måde kameraet fungerer på. Det ville være rart at kunne se sine modstandere et par sekunder tidligere, men sådan ligger landet altså ikke.
Jutah kan (som i Bomberman) optjene muligheden for at placere flere bomber ad gangen, som ved eksplosion kan starte en kædereaktion. Dertil kommer de specielle “bomber”, nemlig napalm, elektricitet og tyngdekraft, der lammer modstanderne på forskellige måder, hvorefter man kan levere nådesstødet med rigtige bomber.
Undervejs kan bestemte dele af omgivelserne ligeledes sprænges, hvilket åbenbarer energi, specielle bomber og “E-chips”. Efterhånden som du samler flere og flere E-chips op, kan du variere antallet af bomber du kan smide samtidig, og/eller deres rækkevidde og kraft. Dette giver dig større mulighed for at bruge strategi i din kamp, da Jutah har mulighed for at placere bomber på selve fjenderne, såfremt de er indenfor rækkevidde. Vil du helst kunne placere én bombe på en fjende langt væk, flere på en fjende tættere på, eller vil du “bare” lægge dem alle på jorden og vente på at fjenden bevæger sig hen over dem før du sprænger dem?
Som med mange andre japanske spil, er produktionsværdien høj. Grafikken er poleret, lige fra den flotte CG-intro, over animationerne af fjenderne, til alle de pyrotekniske effekter. Selv når hele skærmen eksploderer i et orgie af ild og robotdele går det hele flydende. Dertil kommer et passende techno-soundtrack, hvilket kun er med til at accentuere, at der er drøn på. Og det er der hele tiden!
2 spillere kan dyste mod hinanden med de “boss’er”, man har kæmpet mod i single-player, men det har egentlig kun den værdi, at man kan se de enorme metalmonstre igen og prøve at styre dem. Nice touch, though.
Spillets iboende simplicitet, samt det høje tekniske niveau hvorpå det er bygget, gør Silent Bomber til en lille perle. Så meget desto værre er det, at det endnu ikke blevet bekræftet til europæisk udgivelse.
