Medal of Honor: Underground
Der er gået et år, og det er blevet tid til den obligatoriske efterfølger til sidste års utrolige hit, Medal of Honor. Kan det lykkes Dreamworks at genskabe den filmiske atmosfære? Og stadig tilbyde et godt spil?
Der ikke så meget at sige, Medal of Honor: Underground (MOH:U) er nøjagtig lige så godt et spil som sin forgænger, på trods af (eller måske netop fordi?) det i bund og grund tilbyder mere af det samme – efter devisen “If it ain’t broke, why fix it!”
Plottet er selvfølgelig ændret – du er nu blevet sat i rollen som den kvindelige frihedskæmper Manon, din kontakt fra det første spil. Du sendes således på ialt 24 hemmelige missioner bag fjendens linier (i Frankrig) for at hjælpe den franske frihedsbevægelse med at slå nazisterne tilbage. Og vinde æresmedaljen.
Allerede når introen kører, får man en følelse af deja vu. Ikke alene minder MOH:U om sin forgænger – den er i mange henseender en direkte kopi! Dreamworks har valgt at genbruge skelettet fra det første spil, således at intro, design, missionsstruktur, mellemsekvenser, hemmelige koder og Multi-player m.v. har fuldstændig identisk opbygning i begge spil. Selv antallet af missioner er uændret.
Jeg kan derfor kun anbefale uindviede at læse min anmeldelse af Medal of Honor, da al kritik og beskrivelse af dét spil – positiv som negativ – også gælder for MOH:U.
Det er svært at finde et bedre FPS til PSX end MOH:U og dens forgænger. Nogle ville måske gerne have set en større revision, men man bør istedet være yderst tilfreds med resultatet. Mange gange er man blevet skuffet over efterfølgere, der har lovet så meget og holdt så lidt. Det er ikke tilfældet denne gang.