American McGee’s Alice

Alice tager atter et smut til Eventyrland, men denne gang på et dårligt trip. Uhyggeligt synd for hende, men forfærdeligt godt for os andre.

Som altid når id software laver et nyt Quake-spil, bliver deres grafik-motor genbrugt i et væld af andre titler. Det giver programmørerne frihed til at koncentrere sig om at konstruere et spændende spil, uden at behøve at tænke på den tekniske side af sagen. American McGee’s Alice er et sådant spil, og det kan mærkes.

Forhistorien er skræmmende. Alice er blevet indlagt på en sindsygeanstalt efter en brand i hendes hjem (og et efterfølgende selvmordsforsøg, lader det til). For at genfinde sin fornuft er hun nu nødsaget til at trænge ind i sit eget sind, ind i sin egen mørke udgave af eventyrland. Roll the dice.

Spillet ses over skuldrene på Alice, og for en gangs skyld kan man justere højde og afstand på kameraet, så det passer til ens humør. Alice skal så forsvare sig mod kort-soldater, muterede hærmyrer, skakbrikker, “Boojums” (spøgelser) og andet godt, mens hun søger efter resterne af sin normalitet. Den gamle kending Cheshire-katten (nu med ørenring) er din hjælpende ånd, der giver dig gode råd og peger dig i den rigtige retning, hvis du farer vild. På udvalgte steder kommer der de “FPS-obligatoriske” opgør mellem Alice og andre kendinge såsom “The Caterpillar”, “Tweedle Dee & Tweedle Dum” og selvfølgelig også “The Mad Hatter”, der virkelig passer perfekt ind i dette forrykte spil.

Til sin hjælp finder Alice et væld af spændende våben, der rangerer lige fra en almindelig slagterkniv, over “kaste-kort” til et forfærdelig effektivt, magisk is-scepter. De andre våben er ganske opfindsomme (bl.a. bombe-terninger), men de er desværre ikke særligt bevendte, når der er gang i den. Og det er lidt ærgeligt, idet spillet fortrinsvis er et actionspil. Der ER flere gåder undervejs, men i det store hele gælder det stadig om at nedlægge alt, hvad der rører sig, altimens man (lineært) traverserer de meget, MEGET flotte og store baner. Og banerne ER virkelig flotte og detaljerede – de er grunden til, at man vil spille det færdigt. Man er altid dødspændt på, hvorledes den næste bane og de næste fjender ser ud.

Musikken er også værd at nævne, idet den underbygger stemningen utroligt godt. Lydeffekter er ligeledes fremragende, og med det rette lydkort (eksempelvis SB Live m. Sourround højttalere) er hele lydsiden værd at skrue højt op for.

Men på baggrund af spillets simple natur vil jeg først og fremmest anbefale dette spil til folk med en ubændig trang til at spille FPS’er og/eller folk med en ligeså stor fascination af Alice i Eventyrland (men som har behov for at komme i kontakt med sine mørke side). Til alle andre vil jeg nok foreslå, at man besøger den officielle og meget polerede hjemmeside, hvor man kan se skærmbilleder og evt. hente den ca. 80mb store demo, hvis man vil se om det er noget, man vil investere i.