Tom Clancy's Ghost Recon

5 out of 6 stars
Først kom Rainbow Six. Så kom det forbedrede Rogue Spear. Og nu kommer så Ghost Recon. Fans af de tidligere spil vil ikke blive skuffede, så forvent andet end blot mere af det samme.

Tom Clancy’s Ghost Recon (GR) er et FPS med vægt på taktik og holdspil, både når man spiller det alene, men særligt når man spiller det med/mod andre mennesker. Lad os tage alene-oplevelsen først.

Året er 2008 og der er krig i mellem-europa. Du er leder af en gruppe elitesoldater ved navn ”The Ghosts”, som bliver sat ind, hvor der er behov for hurtige, diskrete løsninger. De er et hold af elite-soldater, der hver især har deres forcer og svagheder. Hvordan du udnytter disse egenskaber kan blive forskellen mellem liv og død.

Spilleren har således kontrol over 1-3 hold med hver 1-3 soldater pr. mission. Med disse mænd under sin kommando skal enhver given aktion så løses, helst uden civile tab og helst samtidig med, at man også klarer diverse sekundære opgaver. Missionerne rangerer fra simple rekogniseringsaktioner over redningsaktioner af tilfangetagne allierede til fulde modangreb af indtrængende tropper (inkl. fjendtlige tanks).

Dine folk falder i en af fire følgende kategorier: ”Rifleman” er ledertypen med en god all-round bevæbning;” Support” er manden med de kraftige våben; ”Sniper” er snigskytten; og ”Demo” er manden med sprængstoffet og anti-tank våben. Hver soldattype har 4 forskellige våbenopsætninger at vælge imellem, indeholdende ét specifikt primært våben, der passer til deres kategori, samt et sekundært våben, der kan være håndgranater, ekstra magasiner, antitank-raketter, sprængstofladninger, snubletrådsminer el.lign. Løber man tør inde i spillet, er der ikke meget andet at gøre end at gemme sig godt eller evt. benytte et af de fastmonterede våben i en maskingeværsrede. Du kan ikke tage disse våben med dig, men du kan lave en hulens masse huller med dem, mens du slår tiden ihjel.

Hvis man allerede nu tænker; ”big deal, jeg løber bare ind og skyder dem alle sammen”, så bør man nok overveje sin løsningsmodel igen. I GR er der nemlig ingen muligheder for at samle ny energi op – ét skud er som regel nok til at slå din mand ihjel. Og han kan ikke genoplives. Taktisk tænkning er derfor af stor nødvendighed, ligesom man nøje bør overveje, hvilke våben og hvor mange soldater man bør tage med sig på hver mission.

De 15 missioner er som noget nyt (i forhold til de tidligere spil) placeret udendørs. Nu skal man navigere gennem skovområder, over åer og langs landeveje og i ruinerne af ødelagte byer, mens man febrilsk spejder efter fjenden, der kan gemme sig overalt. Der er bl.a. en bane som foregår i Vilnius, samt en på den Røde Plads i Moskva. Pga. banernes størrelse, er man heldigvis udstyret med en radar, der blinker, når der er fare i nærheden. Desuden fortæller den dig, fra hvilken generel retning man bør være på udkig. Den er ikke perfekt – og det ville også gøre spillet for let. Men radaren er nu ikke den største forskel til de forrige spil (der faktisk havde såkaldte ”heartbeat sensors” til samme formål, bare ikke som standardudstyr). Som noget helt nyt har Red Storm nemlig besluttet at sløjfe den tunge missionsplanlægning, der fandt sted inden aktionen gik i gang, og har i stedet placeret beslutningen i hænderne på spilleren, mens man er i gang med den aktuelle mission. Dette gør spillet utroligt dynamisk, da man hele tiden kan vurdere (og re-vurdere) sin løsningsmodel. Derudover kan enhver af dine soldater nu agere leder af sit hold, og ham kan man så vælge at styre, hvis man ikke helt stoler på sin egen planlægning (eller sine soldaters egne evner).

Jeg kan virkelig ikke påpege nok, hvor stor en forskel dette udgør til sammenligning med Rogue Spear (RS) og Rainbow Six (R6). Men der er bagdele ved modellen. Man har nemlig valgt at begrænse mulighederne for at beordre sine folk rundt, for at det ikke skal blive for kompliceret. Der er 3 muligheder for at bevæge hele holdet (Holdt, Gå til checkpoint men udvis opmærksomhed, Gå til checkpoint for enhver pris), og det er som regel dækkende. Men hvor er muligheden for at bede resten af sit hold vente, mens man (ene mand) sonderer terrænet? Ligeledes er der 3 muligheder for brug af våben (Skyd ikke, Skyd hvis angrebet, Skyd på alt der rører sig), men i praksis sker der ofte dét, at dine holdkammerater enten ikke skyder (og dør), eller skyder for meget (og røber sin position). Disse ting ER dog til at leve med, og samlet set trækker det ikke synderligt ned i den utrolige oplevelse, som Ghost Recon er.

Grafikken bør, som det første spil i rækken, virkelig fremhæves. Hvor R6 og RS altid lå et hak under datidens grafiske niveau, er GR fuldt ud på højde med de flotteste af slagsen på markedet i dag. Bygninger er forholdsvist detaljerede, klipper og sten virker næsten fotorealistiske, og træerne svajer stille i vinden. Landskabet er meget bakket, og der er rig mulighed for at gemme sig bag træer, græs og buske. Sammenholdt med knivskarpe 3D-lyde og effekter, samt en utrolig livagtig animation af soldaterne (og fjenderne), gør det GR til en noget nær fuldendt oplevelse af at ”være der”. For ikke at nævne hvilken nervepirrende oplevelse det er, når man kan se på radaren, at der er fjender i nærheden, men man kan ikke se dem, p.g.a. de træer og buske som også skjuler én selv. Lys, mørke, tåge, sne og regn præger også flere af banerne og er med til at give selv den mest hårdkogte soldat paranoia over den mindste bevægelse i omgivelserne.

Efter hver endt mission uddeles medaljer og point, som kan benyttes til at opgradere dine soldaters egenskaber (våbenhåndtering, ”sniger-evner”, udholdenhed og lederskab). Gennemfører man sekundære mål belønnes man også med ”Specialists”, der er dygtigere end dine standard-soldater (og har nogle andre våben og uniformer). Man begynder således virkelig at holde af sine mænd, efterhånden som de bliver rigtig gode indenfor et eller flere felter. Derfor har Red Storm også inkluderet en mulighed for at gemme sit spil under missionen, idet de anerkender at få mennesker vil spille missionen færdig, efter at deres præmiesoldat har stillet træskoene. Det er med til at gøre spillet lettere, men så kan man jo bare vælge en sværere sværhedsgrad til at starte med – men vær opmærksom på, at selv den letteste giver kamp til stregen!

Når man så endelig har besejret GR (alene), så er der jo heldigvis muligheden for at spille mod sine venner og fjender i lokalnet eller på internettet. Der er 6 specifikke baner til dette formål (samt alle single-player banerne), men Red Storm har en tradition med at udgive ”mission packs” til deres spil, så der går nok ikke lang tid, før vi ser flere af slagsen. Derudover kan man i multiplayer vælge mellem alle spillets våben (altså inkl. Specialisternes), og det er virkelig en dejlig ting. Endelig er der et væld af opsætningsmuligheder for disse spil, og man kan bl.a. vælge at spille sammen mod de computerstyrede terrorister, eller ”bare” mod hinanden i forskellige scenarioer (indtag en udpost, red nogle gidsler, alle mod alle m.v.).

Ghost Recon er ubetinget årets spil indenfor sin genre. Der er mange timers underholdning i at spille singleplayer-delen, og endnu flere når man begynder at spille mod rigtige mennesker. Og da Red Storm har en god tradition for at udgive efterfølgende missioner, baner, våben m.v. til deres spil, forudser jeg et langt og lykkeligt liv for Red Storms seneste perle af et spil.

Tom Clancy’s Ghost Recon har sin egen hjemmeside, som kan besøges på: Ghostrecon.com. Der kan man også læse FAQ’en, der har svar på næsten ethvert muligt spørgsmål om spillet – ting jeg umuligt kunne nå at komme ind på i denne “korte” anmeldelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.