Maison Ikkoku

5 out of 6 stars
Takahashi Rumikos mastodontværk om Huset Ikkoku og dets skøre beboere er en rigtig hyggelig romantisk komedie, som transporterer seeren over i en simpel og dejlig verden, med en historie man ikke kan undgå at nyde i fulde drag.

Maison Ikkoku er en romatisk komedie i sin reneste forstand. Handlingsmæssigt sker der ikke andet, end at folk går på arbejde, laver lektier, fester, sørger, bliver forelskede og alt det, som vi kalder livet.

Her er ingen robotter, ingen aliens, ingen piger med mystiske kræfter – kort sagt, er det så almindeligt, som det kan blive, men alligevel er serien interessant, underholdende, spændende og til tider meget gribende.

Ikkoku-kan er et lille lejlighedkompleks, hvor en bunke sære typer holder til. På overfladen er de helt almindelige mennesker, men efterhånden som tiden går og vi kommer ind under huden på dem, opdager vi at de er helt specielle og enestående, som alle mennesker i bund og grund er, hvis man kender dem godt nok.

Seriens ene hovedperson er Yuusaku Godai. Han er 20 år og prøver forgæves at komme ind på et universitet. Hans intentioner er gode nok, men han har aldrig tid eller ro til at lave lektier. I første episode får han nok af de andre lejeres evindelige fest, og beslutter sig for at forlade Ikkoku-kan.

Da han står med sin taske pakket og klar til at gå, dukker en ung og aldeles smuk pige op i døren. Hun præsenterer sig som Kyoko Otonashi, den nye vicecært (den gamle var kort forinden forsvundet ud på en stille ø med ordene “jeg vil have fred”). I samme sekund ændres Godais liv radikalt: Det er kærlighed ved første blik, og han beslutter sig for at blive boende.

Men Kyoko har lig i lasten. Hun er for nyligt blevet enke, og savner stadig sin afdøde mand Souichiro. Og som Godai reflekterer – en levende mand kan aldrig konkurrere med en død mand på en piedestal. Og da den rige tennis-træner Coach Mitaka kommer på banen, har Godai hænderne fulde i sit forsøg på at vinde Kyokos hjerte.

I bedste Beverly Hills 90210-stil sker der en masse ting for de forskellige personer, men til forskel fra amerikansk pop-metervare, er personerne i Maison Ikkoku rent faktisk både interessante, spændende og sjove.

Da vi har at gøre med en bund-traditionel anime fra midten af 80’erne (serien gik på japansk TV fra 1986 til 1988) er det selvsagt, at Kyoko ikke åbenlyst erkender at hun er faldet for Godai før der er gået mindst 80 episoder. Men det gør heller ikke så meget, for selvom historien primært handler om de to hovedpersoner, er der en række bipersoner der til overflod sørger for at holde dampen oppe undervejs.

Bipersonerne i Maison Ikkoku er overordentligt herlige. Med 96 episoder (næsten 42 timer) til rådighed, er der tid til at gøre rigtig meget ud af dem, og det resulterer i at Maison Ikkokus bipersoner er mere realistiske end hovedpersonerne fra mange andre serier. Specielt er jeg blevet fuldstændigt pjattet med den absurde Yotsuya, der har indtaget førstepladsen som mest bizarre anime-karakter. Han er Godais nabo, og har banket et hul i væggen ind til Godais værelse, så han altid kan kravle ind og deltage i hvad end, der måtte foregå hos Godai. Ingen ved, hvad Yotsuya laver – en gang i mellem trækker han i det klammeste gangstertøj og forsvinder et par dage. Han taler meget langsomt og tydeligt (bare hans stemme får mig til at knække sammen af grin), og bruger ekstremt høflige vendinger, selvom det han siger ofte er virkelig groft. Yotsuya bruges ofte til at vende en ret almindelig situation fuldstændigt på hovedet, og han er en af de største drivkrafter i Maison Ikkokus komiske islæt.

Den største grund til at Maison Ikkoku er mangefold bedre end de amerikanske soaps er animationsmediet. Man kan fremstille situationer og vise følelser på en måde, der ikke er mulig med live action. Kan en emotionel scene bedst understreges af en kollosal rubinrød solnedgang, jamen så tegner man det og det virker helt naturligt inden for referencerammen. Ligeledes kan personernes ansigter vise følelser gennem karikaturer og mimik, der ikke er tilrådighed for et menneskeligt ansigt. Både live action og animation er “make believe” – men animation kan, hvis man lader sig opsluge, få seeren til at tro langt mere.

Har man en interesse for japansk kultur og dagliglivet i Japan, er Maison Ikkoku meget lærerig. Man oplever madlavning, byture, festivaler, højtider, ceremonier og meget andet; almindelige ting som almindelige mennesker foretager sig. Min kone sad tit med blanke øjne og sagde “det er næsten som at være hjemme”, hvilket kun borger for seriens autencitet.

Maison Ikkoku er shoujo og derfor mest henvendt til unge piger, og som sådan bliver den aldrig rigtig alvorlig. Den holder sig til lette og letfordøjelige emner uden for stor kompleksitet, og man skal ikke se den for at få sine emotionelle horisonter udvidet. Men efter 15-20 episoder kommer den dér unikke fornemmelse, når endnu et afsnit toner frem på skærmen: Nu skal vi hygge os sammen med vores venner i en mere simpel og dejlig verden, fri for tæppebombninger af Afghanistan, AIDS i Afrika og Pia Kjærsgaard. Serien har samme naive charme og tro på godheden som en Morten Korch-film ved juletid.

At verdenen i Maison Ikkoku er så optimistisk skyldes også, at serien er lavet i midt-firserne. Dengang havde Japan stadig fuld gang i sin boble-økonomi, og det så ud til at alt kunne lykkes for det lille land, hvis bare man arbejdede hårdt nok for at opnå sine drømme. Den situation er radikalt ændret i dag, hvor Japan med turbofart er ved at rutcshe ned i landets hidtil største økonomiske krise.

Animationen er rigtig flot for en så stor TV-serie. Man kan tydeligt se, at der var langt større budgetter til rådighed dengang; her er ingen billige tricks, lange stillbilledsekvenser, panoreringer eller andre besparelser, som man ser i nyere serier som f.eks. Fushigi Yuugi. Animationen er hele vejen igennem et solidt håndværk og en fryd at se på.

Denne DVD-version er en pirat-udgave fra Hong Kong. Normalt vil jeg ikke røre den slags med en ildtang, men da Viz (som ejer rettighederne til serien i USA) gang på gang har bedyret, at de ikke vil lave en DVD-udgave og da de japanske DVD’er er uden undertekster, er denne udgave faktisk den eneste mulighed for at opleve serien for en vesterlænding som mig. Selvfølgelig er en piratudgave ikke lovlig, man da der ikke eksisterer et alternativ, er den ikke skyld i salgstab for rettighedsindehaverne, så om du køber den eller ej vil jeg lade være op til din moral. Det skal dog med det samme slås fast med syvtommersøm, at Geek Culture ikke opfordrer til piratkopiering.

Serien kommer på 10 DVD’er fordelt på tre box-set. Hurtig hovedregning siger, at det er 10 episoder pr. DVD og så vidt jeg kan se er de single layer. Bitraten er altså meget lav, og det ses med det samme at billedkvaliteten ikke kommer op på siden af officielle DVD-udgivelser. Den er dog god nok, til at man sagtens kan nyde serien uden at blive distraheret.

Underteksterne er lidt mindre heldige. I de første 10 episoder er der nogle grelle timingproblemer, men i resten af serien er timingen perfekt. Dog mangler der en sjælden gang en linie, så her må man gætte sig til, hvad der bliver sagt.

Skiverne indeholder intet ekstramateriale, og menuen består af episodevalg og valg mellem engelske eller kinesiske undertekster. Det er langt fra en god DVD-udgivelse, og den tåler bestemt ikke sammenligning med officielle DVD-udgivelser. Men taget i betragtning af, at det er den eneste man kan købe, er den slet ikke dårlig. At man kan få den for kun kr. 800 (inkl. fragt) på ebay er et stort plaster på såret.

Kan du lide romantiske komedier, er Maison Ikkoku om ikke den bedste, så i hvert fald den mest hyggelige man kan komme i nærheden af. Anbefales ubetinget til alle med et stort hjerte og en svaghed for disse historier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.