Gundam Wing vol. 2

4 out of 6 stars

Robotkampe, kærlighed og intriger. Vi anmelder her anden del af Gundam-sagaen, der både har mere af det samme, såvel som en del nyt.

Så er det blevet tid til anden ombæring af Gundam Wing serien.
Ligesom på den første disc finder vi her 5 episoder. Forhåbentlig vil andre udgivere end Bandai se lyset og forstå, at mindre end 4-5 episoder på en disc er for lidt at spise kunderne af med. Men nok om mine meninger om studiernes politik, lad os se på sagerne.

Selvom den første disc var en positiv oplevelse, havde jeg bange anelser for at serien bare ville gentage sig selv. Dette er heldigvis ikke tilfældet, da vi udover de obligatoriske robotkampe også får en hel del udvikling og nyskabelser i plottet.

OZ, der virkede som den mystiske organisation, der hele tiden ville lure i baggrunden, viser i disse episoder sit sande ansigt overfor Alliancen. Verdenssituationen påvirkes i allerhøjeste grad og det skal nok blive interessant at se, hvor det bærer hen. Slutningen af discens sidste afsnit virker også meget lovende mht. at der virkelig kommer til at ske ting og sager i serien, fra næste disc af. Karaktererne får også en smule mere fokus her, særligt dem der blev behandlet overfladisk på den første disc:

-Trowa, ser vi medvirke i et knivkastningsnummer i cirkuset, der er hans dække. Vi får her indtryk af, at han minder en del om Heero, da han viser en ligeså følelsesmæssig ligegyldighed overfor livet som Heero gør.

-Duo prøver stadigvæk, at få Heero til at opgive sin fjendtlighed og blive hans ven. Det er ligeså let som at slå søm i med et stykke kogt spaghetti, men han får ham dog til at åbne sig en lille smule. De teamer endda op sammen under en fed lille basketball-kamp.

-Quartre, der virker som den mest normale af Gundam-piloterne, behandles kun overfladisk. Han er den, der virker mest malplaceret som pilot i en ødelæggelsesmaskine og også den eneste, der er begejstret for at være på Jorden for stedets skyld alene. Hvordan han fik smuglet en hel hær med sig til Jorden er stadig en gåde for mig, men vi får dog i denne omgang et lille hint om hvorfor de er med ham.

-Wu Fei, den mest usympatiske af piloterne tydeliggør at han er drevet af æresbegreber og ude af stand til at takle nederlag. I 3. episode spiller han en central rolle, der ikke skal afsløres her.

-Heero, der jo er den primære af karaktererne, ændrer sig ikke specielt meget i denne omgang. Han “hader” stadig Relena. Og hun prøver stadigvæk at forstå ham og få ham til at besvare irriterende spørgsmål såsom “hvorfor dræbte du mig ikke?” og “det var dig, der smadrede det der militære anlæg, ikke?”. Selvom der ikke er sket meget i de to primære karakterers udvikling i plottet, så bliver det langsomt mere og mere tydeligt, hvad vej vinden blæser. Det vil snart blive trivielt, hvis der ikke sker en dramatisk ændring, men jeg tvivler på det sker før de sidste afsnit. De mange kampe kan vi jo så fornøjes ved mens vi venter.

Også OZ-folkene udvikler sig betydeligt. Primært Zechs, hvis mystiske fortid bliver afsløret her. Vi får langt om længe også set hans nye legetøj “Tallgeese” i funktion. Ur-Gundamen er bestemt ikke nogen gennemsnitsmaskine, hvilket vi får at se flere gange. Zechs overordnede Treize er heller ikke helt som først antaget. Han er ingen magtgal diktator, der vil erobre verdensherredømmet med alle midler. Hvad hans motiver er står ret tåget, men lidt ind under hans hud kommer vi dog.

Animationen er præcis ligesom på første disc. Udemærket for en Tv-serie, uden at imponere. Der er lige lovlig meget genbrugsanimation efter min smag, men det er til at leve med. Lyd og billede er også en genganger fra første disc, dvs. det er alt sammen udemærket. Lydeffekterne kan ikke måle sig med en animé-film, men for en serie at være er de fine. Stemmerne er der ikke noget at udsætte på, de passer alle godt til personerne. De japanske vel at mærke, for de engelske stinker.

Menuerne er identiske med første disc og det er mængden af ekstramaterialet også. Vi får igen et par karakterprofiler, denne gang Duo, hans Gundam og Zechs. ADVARSEL: se episoderne færdige før du læser Zechs profil, den indeholder nemlig en ret stor spoiler! Teksten i profilerne er forresten svær at læse, da bogstaverne er alt for små og utydelige. Det kunne de godt have gjort bedre. Nogle trailere for “Angel Links”, “Cowboy Bebop”, “Jubei-Chan: The Ninja Girl” og “Escaflowne” (Mums!) runder discen af.

“Gundam Wing Operation 2” står rimelig godt. Handlingen er kommet godt i gang og man begynder virkelig at interessere sig for de forskellige personer og plottet som helhed. Der er en del politik og intriger, men det bliver aldrig forvirrende eller svært at følge med i. Det skyldes nok at serien er rettet mod et ungt teenage-publikum, der skal underholdes. Heri ligger så også seriens svaghed; Nogle gange er det lidt for åbenlyst, hvor det bærer henaf, særligt forholdet mellem Relena og Heero, der virker lidt for “pige-forelsker-sig-i-vild-dreng-der afviser-hende, piger-tæmmer-vild-dreng”= happy teenage ending. Det er lidt kvalmt, men ser man bort fra det, så er det en både spændende og interessant serie, der forstår at rive en med, så man bare liiige skal se et afsnit til inden man lukker og slukker.

Der er stadig nogle huller i plottet, som jeg håber på vil blive uddybet på den kommende disc. F.eks. forekommer det mig stadig lidt mærkværdigt, at hver Gundam-pilot var uvidende om at 4 andre piloter, i maskiner af samme design, også kom til Jorden. Hvis det bliver forklaret senere i serien trækker jeg min kritik af det tilbage, men for øjeblikket virker det lidt for urealistisk (jeg ved godt at det er anime, men alligevel).

Selvom det stadig er lidt rodet, sætter disc 2 flere ting på plads og handlingen er generelt mere spændende. Syntes man om første disc vil man labbe denne her i sig. Den er mindst ligeså god.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.