Gasaraki vol. 1: The Summoning


Gowa Instruments har gennem lang tid udviklet og gennemarbejdet et nyt og stort stykke krigsmateriel for JSSDF (Japanese Special Self Defense Force), hvis primære formål er at eliminere de åbenlyse begrænsninger ved eksisterende terrængående krigsmateriel. Med en manøvredygtighed og alsidighed som en soldat af kød og blod, kombineret med den pansrede råstyrke og ildkraft i en moderne tank, er TA, Tactical Armor, blevet det endelige resultat. “Oho – Endnu et mecha-show”, tænker den uindviede læser nu. Nej. Dette ville nok være den grummeste fejl at gøre sig. Gasaraki er alt andet, end hvad vi er vant til fra Neon Genesis Evangelion og Gundam Wing. TA’erne er noget af det mest virkelige man kommer på en real-life mecha, takket være en kollossal vægt på detaljer. Dette show er simpelthen så usandsynligt godt gennemtænkt. Intet er overladt til tilfældighederne, og det kan mærkes at der er arbejdet både hårdt og seriøst i pre-produktionen for at gøre dette show til en unik oplevelse.

Vi bliver indviet i de mange problemer i forbindelse med udviklingen af balancen i den tobenede oprejste maskine, og hvordan disse problemer har måttet overkommes med udviklingen af at system som nøje efterligner muskulaturen i sine kulstof-baserede piloter. Ligesom pattedyr udvikler sine motoriske færdigheder, som ikke lagres i hjernen, men rygmarven, følger TA’en nøje disse principper for simpel bevægelse. Målløs sad jeg med fingeren på reverse-knappen, for at labbe så megen technobabble i mig, som overhovedet muligt. Men er Gasaraki “hård” sci-fi? Nej. Heller ikke. Plottet er tykkere end som så.

Under en eksplosiv energiudladning i himmelrummet over Belgistan, en selvstændig stat i Russisk territorie, sætter USA’s regering UN i militært beredskab, da det antages at Belgistan udfører tests af et nyt våben, uden deres medviden. Da de skræmte nabostater presser på med at gribe ind, sætter USA et ultimatum, som tvinger Belgistan til at komme med en officiel udtalelse om hændelsen. Da Belgistan hverken af- eller bekræfter testen af et nyt våben, sendes UN tropper ind i landet, og en officiel krigserklæring er uundgåelig. – Men selvom USA afstår fra enhver form for indrømmelser, kommer det medierne for øre, at der lides store amerikanske tab under angrebene på Belgistans militære mål. Det kan ikke forklares, og da der i forvejen holdes private demonstrationer for at få TA systemet solgt, presser Gowa på hos Japan Special Self Defense Force, for få TA’erne mobiliseret i slaget. En demonstration af systemets overlegenhed i krigssituation ville være fremragende reklame for det overlegne system, men også forfatningsstridigt, hvilket kræver ekstreme metoder for gennemførelse.

“Nåeh, det er et klassisk mecha-show indhyllet i et Patlabor-lignende politisk komplot”, tænker den garvede otaku. Nix. Dette ville være endnu en fejlkategoriesering. De internationale stridigheder er nemlig slet ikke det essentielle. Der er et dybere, meget mere dystert og mystisk sideløbende plot. Under de mange tests af TA’erne, som skal redegøre for stressfaktoren hos piloterne såvel som teknikken, samles der enorme mængder af data på en enkelt af piloterne – Yushiro, den 4. søn af Gowa-familien. For 8 år siden lykkedes det næsten at gennemføres den ældgamle Gasara-dans (Noh) på klippen kendt som “The Ancient Stage of Stone”. Meget få dansere har været i besiddelse af en ligeså høj ESP som Yushiro, og derfor er det essentielt for Gowa’s forskere at genskabe forsøget med knægten. Gasara-dansen begyndes under intens overvågning fra et stort arsenal af måleudstyr ved scenen. Det viser sig at Gasara i virkeligheden er hidkaldelsen af noget… …skræmmende.

“Jamen… Hvad er det så?” – Det er fuldkommen lige meget. Det er smukt. Det er unikt, og det skal ikke sættes i bås.

Plottet er usandsynligt fedt og så fængslende at det opsluger alt omkring én. Gasaraki bryder derfor også den japanske tradition for karakter-fokus – ihvertfald i disse 4 første episoder. Man føler ikke at man kommer ind under huden på Yushiro eller nogen af seriens andre karakterer. Det er dog sagen uvedkommende, for det hele er så intenst at man glemmer dem, i forsøget på ikke at brænde sin højre hjernehalvdel sammen, ved at prøve at forstå plottets mange komplicerede forgreninger. Før jeg eksploderer i ren fryd over dette show, vil jeg springe ud i en kort omtale af seriens håndværksmæssige kvaliteter.

Stemningen i Gasaraki svinger mellem det dramatiske og det meget skræmmende og spirituelle. Dette understøttes af et flot soundtrack af Kuniaki Haijima, som i actionprægede situationer er orkestralsk og voldsomt filmisk, men stadig stilles anonymt i baggrunden, så det ikke tager for meget fokus fra den i forvejen meget overvældende billedside. Man lægger mest mærke til lydsiden under gasara-dansen, som byder på en meget sær og mystisk ritual messe. Mest nævneværdig er dog den geniale OP og ED som jeg simpelhen ikke kan få nok af. Siden jeg fik skiven har jeg flere gange grebet mig i at sætte skiven på, med det ene formål at genhøre disse to numre.
Mens vi er ved emnet, skal det lige nævnes at OP’en faktisk skifter sin billedmæssige side ud ved hvert afsnit, hvilket gør at man aldrig bliver træt af at se den.

Som om Gasaraki ikke havde nok fjer i hatten, vil jeg også værdige mig selv at skamrose animationen, som simpelhen er ubegribelig flot for en TV-serie. Havde jeg ikke vidst bedre ville jeg have troet at det var en OVA. Frameraten er ligeledes høj, og understøttes yderligere af noget drønlækkert CGI. Det vilde er at man, udover i TA’ernes interne interface, ikke kan se den. Der er bare visse scener i serien, som simpelthen ikke ville kunne fremstilles manuelt af mennesker. Derfor skammer jeg mig ikke ved at udråbe Gasaraki til det mest teknisk flotte show siden Bebop. Endvidere er seiyuu’erne rigtig gode, omend knapt så karismatiske.

Hele elite-familien er samlet: Serien er produceret af Sunrise og Bandai i 26 episoder, og udgives af ADV, som har gjort et fremragende job med overførsel af både billede og lyd. Meget anime har en tendens til at have et meget “fladt” lydbillede i actionfyldte sekvenser med tunge eksplosioner m.m. Dette lider Gasaraki absolut ikke af. Man får den fulde oplevelse af selv de mindste motorlyde i TA’ernes bevægelse, såvel som de tunge lyde af dundrende våben. Menuen er pæn, simpel og funktionel, og det er specielt anbefalelsesværdigt at tage et kig i extras-sektionen som har en ordliste, samt en del forklaringer af fagsprog, organisationer og karakterer i universet. Det er ikke en formalitet, men en faktisk nødvendighed, da hver organisation har sine egne faglige termer for den brugte teknologi. Dette er efter min mening dybt genialt, da dette jo ville være naturligt i virkelighedens verden, men samtidig skaber det en stejl indlærings-kurve, og man skal ikke regne med at forstå det hele i første hug. Som inlay i DVD-coveret er endvidere vedlagt en oversigt over Gowa-familiens medlemmer, såvel som hovedmedlemmerne af JSSDF. Dette bifaldes igen krafitigt herfra, da det hjælper meget i udredningen af personrelationerne i serien. Det gør også at Gasaraki er meget mere troværdig allerede fra begyndelsen, da den helt undgår at bruge tid på en masse unaturlig namedropping for at introducere alle karakterer.

Verdict: Denne serie sparker mås med de store mecha-støvler på. Den er desuden vanedannende som bare pokker. Har du planer om at leve et liv uden misbrug, så køb den ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.