Hexstatic: Rewind

En tur tilbage til en tid hvor labyrinter var fulde af ost og angreb fra rummet foregik i forudsigelige zigzag-mønstre.

Hexstatic er absolut et band som skal opleves live, da deres udgivelser sjældent giver dem den respekt de fortjener. Tag ikke fejl, deres studieudgivelser er absolut strålende, men har man først én gang oplevet deres audio-visuelle show på et par store plasmaskærme til en koncert, kan man ikke lade være med at forestille sig hvordan musikken ville se ud. Hexstatic som består af Stuart W. Hill og Robin Brunson, er mest kendte for deres fantastiske live-redigerede musikvideoer, som bliver fremstillet på et sæt visuelle computere og blæst ud på storskærme foran publikum. Jeg havde fornøjelsen at forlade tech-scenen på Roskilde Festivalen i år, komplet hjerneblæst og uden sans og samling, efter deres koncert om lørdagen.

Hexstatic bliver udgivet på Ntone, som er en underafdeling af det højtrespekterede undergrunds-selskab Ninja Tune, selvom ordet ‘selskab’ egentlig er en fornærmelse. Det er snarere en musikalsk dojo som huser en familie af kunstnere eller ninja’er, om man vil, der alle lider af kronisk knald i låget, kombineret med en ustyrlig fandenivoldskhed og talent. Ninja Tune står for de sidste 10 års mest prominente udgivelser af alternativ musik indenfor turntabling og electronica. Familie-elementet ligger i kunstnernes indbyrdes involvering i hinandens projekter, så selvom Rewind er Hexstatic’s officielle debutalbum, har bandet et par tidligere EP’er og ensemble-projekter i bagkataloget.

Fra første til sidste nummer på Rewind lægges en stemning af old-school elektronisk lyd, med en blanding af absurde instrument-indfald af nyere dato; en stil som de selv døber “nu-skool”.
Pladen veksler en del mellem stilarterne. Ligefra herlige nostalgi-fremkaldende arcade-melodier med tilhørende lydeffekter der emmer af stemning fra Zaxxon og Pacman, til de mere industrielle, og ninja b-films inspirerede musikalske udladninger. Alt sammen bliver akkompagneret af beats, som svinger voldsomt mellem 808-trommemaskiner, regulære funk/hiphop-breakbeats og industrial-rytmer dannet af alt fra motorsave til skramlen med rørtænger. Et meget særpræget lydunivers, der kræver nøjagtigt 2 gennemlytninger at vænne sig til, hvorefter det bliver direkte vanedannende.

Flere af numrene synes at kaste en kærlig hilsen i retning af firsernes elektroniske scenes mest prominente bands, såsom Kraftwerk og Orchestral Maneuvres In The Dark, og samtidig sidder man med en tyk fornemmelse af, at Hexstatic på ingen måde har skænket andre bands en tanke ved tilblivelsen af musikken. De har snarere ladet inspirationen flyde frit fra en svunden tid, gennem adrenalin-udladningerne og den tykke stemning, der som en tåge indhyllede firsernes arcadehaller. I selv samme tåge af ægte nostalgi driver musikken minderne frem. Dette er ikke en plade man smider på anlægget for at høre et enkelt nummer. Pladen skal høres som en helhed, og det er præcis hvad Hexstatic handler om. Har man aldrig besøgt en arcadehal i midten af firserne eller proklameret sin kærlighed for en 8bit-konsol, vil man ikke løfte et øjenbryn overfor denne udgivelse. Er man til gengæld blandt de, som har stået på tæer og kommet sine lommepenge i et mønt-indkast for at modtage sit daglige skud Pacman eller Asteroids, vil man sikkert elske dette album.

Rewind lever i sandhed op til sit navn. Tiden bliver spolet 15-20 år tilbage og efterlader én i en pøl af elektronisk nostalgi.

-Og så kommer mit sure opstød:

Rewind er nemlig ikke bare en enkelt CD. Det er en dobbeltskive, hvoraf CD 2 indeholder hvad Pitchfork Medias Matt LeMay med store armbevægelser kalder “an 80-foot, fire-breathing, car-crushing, multimedia blowout”. Det er det så ikke helt, men efter sigende skulle den akkompagnerende CD-ROM indeholde Macromedia-baserede kvasi-spil/videoer til alle tolv numre, ledsaget af et menusystem der er løst baseret på det gamle Spectre VR-skydespil. Altsammen udviklet af Hexstatic selv, naturligvis.

– Men det er noget jeg har måttet læse mig til andetsteds, for CD 2 fik jeg nemlig ikke med i mit anmelder-eksemplar. Det er derfor meget muligt at karakteren kunne være boostet i vejret med tilstedeværelsen af den visuelle del af Hexstatics univers, men det finder jeg ikke ud af lige foreløbig.

Det sure opstød i retning af distributøren af vejen, vil jeg til sidst endnu engang slå på tromme for mit ubestridte yndlings-pladeselskab. Er man til elektronisk musik, turntabling, generel underlighed og i det hele taget savner noget der ligger milevidt fra hvad der typisk indtager hitlisterne, er Ninja Tune et sandt skatkammer.

Jeg ejer mange plader fra selskabets ninja’er allerede, og jeg vil gå så langt som til at sige at mit liv ville være knapt så rigt uden Ninja Tune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.