Revelation Space

Revelation_Space_cover_(Amazon)

Omkring år 2550 har mennesket bredt sig ud til andre planeter i galaksen. Vi har endnu ikke fundet andre levende civilisationer, men er stødt på nogle underlige ting.

Planeten Resurgam er fyldt med ruiner fra en fremmed civilisation. De så ud til lige at være begyndt at bevæge sig ud i universet, da hele planeten pludselig blev jævnet med jorden og siden er der aldrig blevet hørt fra dem. Andetsteds i galaksen forekommer bobler af rumtid, der ser ud til at beskytte et eller andet inde i dem. Så der har altså været andre end os, men de ser ikke ud til at være her mere.

Revelation Space er forfatter Alastair Reynolds’ favntag med Fermis Paradoks, der lyder: Hvis der er så mange planeter i galaksen med gunstige forhold for liv, og hvis mange civilisationer er opstået før vores, burde der være tusindvis af civilisationer så avancerede, at de frit kan rejse rundt i galaksen. Så hvor er de henne? Der har været mange plausible forklaringer på paradokset, primært: 1) Flercellet liv er måske ekstremt sjældent, 2) vi bor i et område så røvsygt, at ingen gider komme og 3) Der er et filter i civilisationernes udvikling, som ingen eller kun ekstremt få slipper igennem. Hvis den sidste teori holder, er spørgsmålet så om vi ligger før eller efter filteret – er vi fucked, eller er vi sluppet igennem nåleøjet?

Revelation Space opererer med den tredie teori, men mere skal ikke siges her. Lad os i stedet dykke ned i bogens univers og se, hvad vi har med at gøre.

Alastair Reynolds er en af den slags sjældne science fiction-forfattere, der rent faktisk ved, hvad han taler om. Han har en Ph.D. i astronomi og har arbejdet i mange år for ESA – den europæiske pendant til NASA. Det betyder, at Revelation Space er såkaldt “hard science fiction”, hvor ting opfører sig, som de vil gøre i virkeligheden. Når talen kommer på andre civilisationer og deres formåen, gætter Reynolds naturligvis, men på en plausibel måde. Man kan måske rynke på næsen af computere i stjernestørrelse, der eksisterer simultant i alle tider – men det er fordi vi er låst fast i vores egen tekniske formåen og ikke tænker stort nok.

2550’erne er fyldt med interstellare rumskibe i storby-størrelser, genetisk modificerede mennesker, sindssygt avancerede computere og andet hurlumhej, vi har læst om så mange gange før. Men ét koncept gør Revelation Space til ekstremt interessant læsning: Lysets hastighed er absolut. Ikke noget warp drive og heller ikke nogen sub space communication. Det simple faktum ændrer alt ved artens spredning i galaksen. Når nogen på planet X opfinder et eller andet smart og gerne vil fortælle planet Y om det, kan det tage 40-50 år før signalet når frem, afhængigt af afstanden. Tænk tilbage på teknologien i 60’erne og forestil dig, at du først hører om den nu. Og forestil dig ligeledes at Y-boerne først nu hører om de smarte grammofon-plader af vinyl, som blev opfundet på din planet for 50 år siden og nu står på teknisk museum.

Man flintrer heller ikke rundt mellem planeterne og bytter varer og passagerer. Et skib ankommer måske hvert 30. eller 40. år, og hvis man er heldig, har de avanceret teknologi med, som man kan bytte sig til. Men man vil ikke være i stand til at reparere det, når det går i stykker. Vi er tilbage i 1400-tallets kolonisering med den lille krølle, at der aldrig bliver trukket kommunikationslinier mellem kontinenterne.

Jeg var enormt underholdt af Revelation Space, som sætter tankerne i gang på en anden måde end så meget andet science fiction. Historien, der væves af tre underhistorier, som mødes omkring halvvejs i bogen, er ganske godt fortalt, omend Reynolds med fordel kunne skære i hvert fald et par hundrede sider af det 565 sider lange værk. Det er ikke fordi han dvæler ved tingene, tvært imod bliver vi kastet lige ned i handlingen og må stille og roligt prøve at finde ud af, hvad der foregår og hvad det er for en verden, menneskeheden lever i. Problemet er, at Reynolds simpelthen elsker at fortælle anekdoter i sit univers, og hans redaktør åbenbart har været for flink. Især er de første hundrede sider lidt træge at komme igennem. Men efterhånden som læseren får greb om universet og Reynolds stiller skarpt på den egentlige historie, er bogen stort set umulig at lægge fra sig.

I en tid, hvor SpaceX helt uden at blinke taler om at sende en million mennesker til Mars, hvor realistiske film som Interstellar og bøger som The Martian igen gør folk interesserede i rumfart, passer den nu femten år gamle Revelation Space perfekt ind og giver et realistisk bud på, hvordan fremtiden kan se ud om 500 år. Og hvorfor vi ikke har mødt nogen endnu.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz