Inside Out

inside-out-5492d0c4e3912

Pixars bedste film er i mine øjne dem, der på papiret har set sære ud. I Up så vi en gammel mand flyve væk i et hus båret af balloner. I Wall-E mødte vi en enlig affaldsrobot på en udpint planet ude i fremtiden – og i Inside Out er vi inde i hovedet på en 11-årig pige. Filmen virker mere gakket end både Up og Wall-E, men det er også en af de mest jordnære fortællinger, Pixar har lavet. I filmen møder vi Riley. Hun er 11 år gammel og bor sammen med sine forældre i Minnesota, hvor der ofte er så koldt, at Riley kan udleve sin store passion udendørs. Hun elsker at stå på skøjter og spille hockey, og hun har nogle af sine bedste minder fra tiden med det lokale hockeyhold. Hendes verden bliver dog udsat for en alvorlig rystetur, da familien pakker det trygge barndomshjem ned og flytter til San Fransisco, hvor Rileys far har fået nyt arbejde. Og vi, seerne, oplever rejsen og fortællingen inde fra Rileys hoved.

Her møder vi fem af hendes følelser, der skiftes til at træffe beslutninger om, hvordan Riley skal reagere på livets gang. Den mest dominerende følelse er Joy, og hun akkompagneres af Fear, Anger, Disgust og Sadness. Joy bestemmer for det meste, men nogle gange tager en af de andre over. Disgust er klar, når aftensmaden er vammel, og Anger tager kontrollen, når Rileys far skal sættes på plads. De fem følelser og livet inde i Rileys hoved står for nogle af filmens sjoveste og særeste scener, og det er svært at holde latteren tilbage, når Anger eksploderer i rødglødende vrede, eller når Fear forfatter verdens længste liste over de værst tænkelige udfald af første skoledag (at skulle præsentere sig selv for den nye klasse er øverst, side om side med spontan selvantændelse).

iO

På den måde er Inside Out både en film med en gakket præmis og en fortælling om noget, vi alle kan forholde os til. Utrygheden ved at skulle tage afsked med alt det velkendte og gøre sig klar til at møde verden på ny, i en ny by, et nyt hus og blandt helt nye mennesker – den kunne jeg i hvert fald genkende. Knuden i maven over at skulle forholde sig til noget nyt og ukendt rammer Inside Out helt perfekt, og det er her, filmen bliver fantastisk. Det ville være synd at afsløre for meget af filmens handling, men jeg vil sige, at flytningen til San Fransisco sætter gang i en helt masse ting i Rileys hoved. Hun vokser ud- og indvendigt, og hendes følelser skal finde ud af, hvordan hun skal forholde sig til sit nye liv. Joy får sin sag for, når der er flere dårlige dage end gode i den nye by, og hun har store problemer med, at Sadness i stigende grad piller ved kontrolpanelet.

JoyInsideOut

Filmen er fantastisk flot. Jeg så den i biografen i 2D, og den er farverig og virkelig gennemført. Pixar har deres egen stil, og den skinner klart igennem her. Ude i den virkelige verden er det hele troværdigt og betryggende realistisk, mens det hele gakker mere ud, når vi følger Joy, Sadness, Disgust, Fear og Anger. Skuespillet er også fornemt. Amy Poehler lægger stemme til Joy, og hun fremmaner energibomben af glæde over livets muligheder med sjældent set overbevisning. Hendes karakter er en følelse, men stemmen er menneskelig og velkendt, hvilket heldigvis kan siges om alle fem følelser. Der er ingen, der stikker ud, ingen der virker malplacerede.

I det hele taget er der ikke noget malplaceret over Inside Out. Filmen har en spilletid på 94 minutter, og det eneste, jeg ville have, da rulleteksterne kørte, var mere af det samme. Mere latter og flere tårer, der pressede sig på min øjenkrog. Filmen tackler et seriøst tungt emne med al mulig ynde på en måde, der efterhånden godt kan kaldes klassisk Pixar. Den er en af deres bedste film overhovedet, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg skal se den igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *