Yo-Kai Watch
Gennem årene har vi været vidner til mange forsøg på at kopiere Pokémons success, og Yo-Kai watch er bestemt ingen undtagelse. Men hvor andre har blegnet i forhold til originalen, kan Level 5’s bud i den grad stå på egne ben.
En dag i sommerferien går vor hovedperson tur i skoven og opdager en underlig, gammel gashapon-maskine. Nysgerrigt putter han en mønt i, drejer håndtaget, åbner kapslen, og – puf – har han fået en rapkæftet butler og åbnet døren til en åndeverden befolket af væsner kaldet Yo-Kai. Det er en direkte henvisning til de japanske yōkai; usynlige ånder, der enten hjælper eller driller folk og som stadig er en stor del af den japanske kultur. Det svarer til vores nisser, bortset fra at de her ånder altså ikke er sæsonarbejdere og har en langt mere prominent plads i den japanske kultur.
Man bliver ved samme lejlighed udstyret med spillets titulære armbåndsur, der gør spilleren i stand til både at se de ellers usynlige Yo-Kai og at kæmpe mod dem.
Spillets i alt 229 Yo-Kai kan indfanges gennem kampe, og man udvælger et hold på seks til at kæmpe for sig, præcis som i Pokémon. Kampsystemet er dog helt anderledes og dejligt forfriskende. Kampene er realtime og oftest tre-mod-tre. De tre kæmpende Yo-Kai sørger selv for at angribe, mens spillers opgave er at guide angrebene mod den relevante modstander, opsamle bonusser, helbrede tilskadekomne, udskifte kombatanter, aktivere stærke angreb og give godbider til både venner og fjender (i et håb om at tilføje dem til regimentet). Kampen udfolder sig på 3DS’ens øverste skærm, mens den nederste er fyldt med knapper og dimser til at kontrollere begivenhedernes gang.
De seks Yo-Kai i holdet er placeret på et drejehjul på uret, hvor de tre øverste er i kamp og de tre nederste er på reservebænken. Præcis som i Pokémon, har Yo-Kai også typer, og placerer man samme type ved siden af hinanden på hjulet, giver det bonus i kampene. Hjulet kan se drejes, så man kan rotere Yo-Kai ind og ud af kampen. Det er virkelig simpelt, men efterhånden som man spiller, bliver man mere og mere bjergtaget over, hvor genialt udtænkt det kampsystem er. Det koncept kommer vi nok til at se i den del andre spil fremover.
Verdenen udenfor kampene består kun af den by, vor helt bor i. Det lyder umiddelbart noget indskrænket i forhold til Pokémon, hvor man kan trisse rundt i en hel landsdel, men bare rolig: Level 5 har lagt ufatteligt mange timer i designet af byen, og at gå på oplevelse i den er vidunderligt. Det er en romantisk gengivelse af en mindre japansk by, hvor alting bare er pænt og hyggeligt, fyldt med små butikker og dejlige huse, der hensætter spilleren til en verden uden konflikt og grimhed, hvor man bare lader sig omfavne og kærtegne af atmosfæren.
Generelt er ånden i spillet gearet mod casual play, og man føler sig aldrig overvældet af hverken spilmekanik eller sværhedsgrad. Alt introduceres drypvis efterhånden som der er behov for det, og på den måde opbygger man stille og rolig fortrolighed med spillets mange kontroller og muligheder. Kampene kan tære på de kære nisser, men der er aldrig langt til nærmeste helbredende kiosk-ånd, og man kan næsten gemme spillet overalt. Skumle baggyder udgør en større udfordring, men de er tydeligt markeret på kortet, og man kan bare lade være med at gå derind, hvis man ikke har modet på det. Lidt ligesom på Vesterbro.
Det er tydeligt, at Level 5 har trukket på deres største talenter – navne går igen fra både Layton-serien og Ni no Kuni, som jo er overdådigt flotte. De samme kvaliteter oser ud af hver eneste pixel i Yo-Kai Watch, som man har lyst til at spille bare fordi det simpelthen er så flot. Godt gået af et spil, der nu snart er tre år gammelt, men altså først nu er blevet lanceret i Europa.
Spillets tiltrækning skyldes dog ikke udelukkende dets pæne ydre. Historien er langt skarpere end Pokémon-spillenes, og man har hele tiden gang i en eller anden opgave. Der er forholdsvis mange fetch quests, og det trækker lidt ned på underholdningen, men de er til gengæld korte og med til at fortælle den spændende, overliggende historie. Spillets dialog er heldigvis også langt mere voksen end Pokémon ekstremt non-konfrontatoriske og sparsomme ordveksling. De her Yo-Kai lægger ikke fingrene imellem og der bliver ytret mange grove og sjove ting undervejs – stærkt hjulpet af visuelle gags, der får selv en mand på vej mod de 50 til at grine højt.
Level 5 annoncerede Yo-Kai Watch som en franchise tilbage i 2011, og lagde ud med at udgive en manga. Senere er der kommet endnu en manga, tre spil, en tv-serie og to biograffilm til. Man kan tydeligt mærke, at de har arbejdet meget grundigt med konceptet, og de ramte da også plet med det: I dag er Yo-Kai Watch-franchisen noget af det mest populære blandt ungerne i Japan. Ja, de har hugget med arme og ben fra Pokémon, men de har samtidig formået at skabe deres helt eget univers og give et ekstremt kærkomment pust af frisk luft i en spilgenre, der i den grad har haft brug for det.
Så hvad er bedst, Pokémon eller Yo-Kai Watch? Det er ikke en retfærdig sammenligning, da vi faktisk har med ret forskellige spil at gøre. Pokémon er langt mere hardcore og henvendt især til dem, der ønsker at skabe det perfekte hold af kæmpere og bruge dem i kampe mod alverdens andre spillere. Pokémon er fyldt med meterlange statistik-sider og man kan spendere hundredevis af timer på at skabe det perfekte hold. Omvendt er Yo-Kai Watch helt og holdent fokuseret på single player-oplevelsen, hvor der lægges vægt på en god historie og masser af indhold for at holde spilleren fænget. Der er ikke nær så mange Yo-Kai, som der er Pokémon (endnu), og de er langt simplere at håndtere, fordi det ikke er spillets fokus. Kampsystemet er en frisk oplevelse i Yo-Kai Watch, og er mere gearet mod underholdning og hastighed, hvorimod Pokémons turbaserede kampsystem er dybt forankret i spillets taktiske hjerte. Alt i alt er begge to virkelig gode spilserier, og valget mellem dem er helt op til spillerens lyst. Hardcore udvikling og kamp? Pokémon. Hyggeligt sommerferieeventyr? Yo-Kai Watch.
Hvis jeg var 11 år og fik stukket Yo-Kai Watch i hånden, ville jeg med stor sandsynlighed melde mig ud af verden og bare spille det her spil til knapperne på min 3DS var slidt ned. Spillet er en perfekt gengivelse af den perfekte sommer, hvor man drøner rundt i lokalområdet, leger, snakker med vennerne, drikker kolde sodavand og har det største eventyr nogensinde. Som et voksent menneske kan jeg kun beundre, hvor godt Level 5 har ramt lige ind i nostalgiens hjerte og skabt en oplevelse, der transporterer mig tilbage til min barndoms simple glæder. Det ekstremt flotte design, kampsystemet, historien og samlermanien mødes i en herlig enhed i Yo-Kai Watch, der ubetinget anbefales til alle barnlige sjæle – og især til dem af os, der godt kan lide konceptet med at samle monstre, men er kørt sur i Pokémon.
