Ace Attorney 6: Spirit of Justice

Vi har efterhånden været her nogle gange. Ace Attorney-serien startede tilbage i 2001 på Gameboy Advance med tre udgivelser, der senere skulle vise sig at være nogle af de bedste spil, denne ydmyge forfatter endnu har oplevet. Jeg skrev en længere smøre om de tre første spil i forbindelse med deres genudgivelse i en samlet trilogi tilbage i 2014, så ingen skal være i tvivl om, at jeg elsker den her serie.

Hvor de tre første står som seriens absolutte højdepunkt, har det været lidt hit og miss med efterfølgerne hos mig. Humoren har ikke været på det samme høje niveau og de nye karakterer er ikke helt så gode, som de gamle – selvom det i virkeligheden nok mere handler om mig, end om spillene. F.eks. synes jeg tidligere, at toeren var det svage led i den originale trilogi, men efter at have genspillet den for nyligt, står toeren i et nyt lys. Som det har taget mig 15 år at se. 

Da Ace Attorney-serien står og falder med manuskripterne, betyder det grafiske udtryk egentlig ikke så meget. Gameboy Advance-spillene er bedre end de nye, selvom de er klart teknisk underlegne, især efter 3D-grafikkens indtog, da serien sprang ud på Nintendo 3DS. Purister vil altid hævde at håndtegnet 2D er bedre end animeret 3D, og det er også tilfældet her. 

Dog må man give Capcom, at 3D-animationen er helt utrolig god. Hele serien handler om personer og reaktioner, og derfor har de udelukkende koncentreret sig om det. Der er stadig tale om nogenlunde statiske lokationer, som vælges fra en menu, og det meste af spillet handler om at læse, men hold da op, den animation er lækker, og endnu mere her i Spirit of Justice, hvor de har fået finpudset teknikken til noget, der minder om kunsthåndværk.

Historiemæssigt er Spirit of Justice lidt af et monster, med fem episoder, der strækker sig over mere end 50 timer i sofaen med 3DS’en. Hovedhistorien foregår i landet Khura’in, hvor visse medlemmer den royale familie har evnen til, via seance, at gengive de sidste sekunder af et dødt menneskes liv. Det har de ophævet til sandhed, og samtidig indført en lov, hvor forsvarsadvokater får samme straf, som de forbrydere, de ikke kunne frifinde – og den er altid henrettelse, i det herlige lille monarki.

Men ethvert system kan games, og det finder vor kære Phoenix Wright ud af, da omstændighederne mere eller mindre tilfældigt placerer ham som forsvarer for en mistænkt dreng, hvor seancen klart ser ud til at indikere at vedkommende er skyldig som bare fanden. Phoenix må, bogstavelig talt, lægge hovedet på blokken for at demonstrere, hvorledes seancen måske er korrekt nok, men at den ikke viser det, den ser ud til.

Det er en interessant tilføjelse til bevismaterialet, som udnyttes igennem de tre episoder, som hovedhistorien udgør, og forfatterne har lagt sig i selen for at seancen ved første øjekast ser ud til uomtvistleligt at placere skylden hos den mistænkte, men som ved nærmere eftersyn viser sig at være noget helt andet. Det er en ny udfordring for spilleren at tolke disse seancer og fremvise bevismateriale, som ikke modsiger seancen, der jo er korrekt nok, men tolkningen af den.

Khura’in er in interessant lokation, som for første gang i serien føles som et sted, man opholder sig, og ikke bare baggrunden for en række retssager. Man starter på bunden af samfundet, men bliver undervejs inddraget i en spirende revolution og et endeligt opgør mod en dronning, der får Snehvides stedmor til at fremstå som en sympatisk humanist.

Khura’in-historien er, som sagt, fortalt over tre episoder. I mellem dem er der blevet plads til to helt uafhængige episoder, hvor man skal frikende hhv. en cirkusartist og en restauratør for mord. Cirkus-historien er både sjov og interessant, hvorimod nudel-mordet, hvor en forskel mellem udon og soba gør udslaget i mordet på en rakugo-udøver, er ret ligegyldig. Det bringer mig til et af mine få irritationsmomenter med serien: Hvorfor insisterer oversætterne på, at den foregår i USA? Det bliver mere og mere søgt og forvirrende for læseren, især i sagen om nudel-mordet, som ikke kan blive mere japansk i sin location.

Historierne i Spirit of Justice bærer, for første gang i seriens historie, ikke nogen enkelt forfatter bag sig, men derimod et helt hold af forfattere, der har diskuteret historiernes finere pointer til langt ud på natten. Det har den fordel, at mordgåderne er mesterligt stykket sammen, og det er dermed et af de mest spændende spil i serien. Ting bliver virkelig bliver vendt på hovedet i hver eneste retssag, som er spillets adelmærke (og den japanske titel Gyakuten Saiban, Turnabout Trial), og selvom der er tale om en meget lang historie i denne ombæring, er den spændende hele vejen. 

Til gengæld mister teksten det bid og den humor, de tidligere spil i serien præsterede, hvilket ofte er udfaldet af de her forfattergrupper: Alle skal være enige, og det gør desværre kanterne bløde og hjørnerne afrundede. Der er ingen afhøring af papegøjer, rapper-pirater, papkasser eller hvaler i denne ombæring, og historierne er ekstremt mindre gakkede end de tidligere udgivelser. Det er næsten som om serien er blevet voksen, og forfatterne har en historie de utroligt gerne vil fortælle uden at afspore den med for meget humor og skøre påfund. Man kan savne grinene, men det er hurtigt glemt, når fortællerne ruller det tunge skyts ud.

Spirit of Justice trækker på persongalleriet helt tilbage fra den første trilogi, og der forklares kun overfladisk hvem, der er hvem, og hvordan de er forbundet til hinanden. Sådan er det jo med litteratur, som er seriens nærmeste sammenligningsgrundlag. Du kan heller ikke forvente at læse Game of Thrones bind 6 som det første.

Det har altid været et problem for spilserien at tilføre konsekvens til spillerens handlinger. Metoden har traditionelt været at give spilleren fem chancer, og når man har præsenteret det forkerte bevismateriale eller udpeget den forkerte person fem gange, er det game over, og man skal starte fra sidste save. Det er åndssvagt. I Spirit of Justice har man stadig de fem chancer, men når de udløber, får man i stedet en “prøv igen”-mulighed, hvor man får lov til at genoptage historien med fem nye chancer. Det fungerer langt bedre, for det handler ikke om at straffe spilleren, men at fortælle historien.

I visse situationer har man måske været uopmærksom under en forklaring, er har ingen idé om, hvilket udsagn, man skal angribe, og med hvilket bevismateriale. Når man har gættet forkert et par gange, tilbyder spillet en konsultations-funktion, hvor du bliver hjulpet på rette vej, uden dog at præsentere løsningen. De få gange, jeg havde brug for den, var den meget kærkommen.

Når man har tacklet spillets fem sager, kan man købe en ekstra sag som DLC, hvor der er lidt mere skæg og blå briller end i spillets øvrige episoder. Larry Butz, som vi kender helt tilbage fra det første spil, har endnu engang scoret en lækker pige, som ikke vil have noget med ham at gøre, men flygter fra et mord, hun muligvis har begået i fremtiden.

Ace Attorney: Spirit of Justice er både præcis, hvad man forventer, og et pust af ny opfindsomhed. Har du spillet bare ét af seriens tidligere spil, ved du allerede, hvad du kommer til at foretage dig her. Hvor andre spilserier innoverer på teknik, gør Ace Attorney-serien det på fortællinger, og denne gang har de lykkedes med at tilføje et nyt aspekt til retsdramaerne via seancerne, der viser offerets sidste øjeblikke før døden indtraf. Humoren er for en gangs skyld forvist til bagsædet, men man savner den kun kort, indtil fortællingernes egne styrker gør den overflødig.

One thought on “Ace Attorney 6: Spirit of Justice

  • 4. august 2018 at 9:15
    Permalink

    Lige nu nedsat fra kr. 239 til kr. 78 i eShop.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.