Fanden på væggen

Fanden på væggen er en bog, jeg ret hurtigt fik store forventninger til, mens jeg læste den. Anslaget er godt og spændende, og de forskellige personer, der fortæller historien, har selv nogle interessante historier, jeg gerne ville vide mere om, mens jeg læste. Bogen handler om David, Helena, Yasin, Frank og Schebel. De er en blanding vidt forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde, og det alene lægger kimen til en god fortælling. David og Helena er gift, og de driver sammen med Yasin og Frank – og Schebel som ekstern konsulent – detektivbureauet Jankowski I/S.

Vi møder hovedpersonerne på et tidspunkt, hvor det ikke går pokkers godt for nogen af dem. Ægteskabet halter, firmaets økonomi skranter – ja, det er kort og godt en værre redelighed. Heldigvis præsenteres Jankowski I/S for en sag, de i fællesskab kan forsøge at løse. En enkefrue hyrer dem til at kidnappe det barn, der blev kidnappet fra hende nogle år forinden. Hun havde ellers accepteret tabet, men en e-mail, sendt til hende, indeholdende et billede af et barn, der kunne være hendes, får hende til at kontakte detektivbureauet. Hun er sikker på, at barnet er hendes forsvundne datter, og hun vil have sit barn hjem igen.

Hun nægter at involvere politiet, da de ikke var videre hjælpsomme i forbindelse med opklaringen af kidnapningen til at starte med, og da hun har penge nok (hun arvede sin afdødes mand formue efter hans død), var det nærliggende for hende at hyre et detektivbureau. Men hvorfor netop dette bureau? Der består af en forhenværende soldat, en ikke helt uddannet jurist, en afvænnet narkoman, endnu en forhenværende jurastuderende og engang imellem en forhenværende strisser, der virker til at have svært ved at forholde sig til begrebet tid? Det er en del af gåden! Og det er spændende. Til en vis grænse.

Jeg blev så glad, da jeg bladrede mig gennem bogens første kapitler. De er velskrevne og knugende. Det sejler for hver og en af historiens hovedpersoner, og det skinner igennem siderne. Det hele er trøsteløst, og som historien skrider frem, bliver man ikke ligefrem mere positivt indstillet overfor det univers, Palle Schmidt har placeret historien i. Det ville i og for sig ikke gøre noget. Gode krimier behøver ikke foregå i fred og idyl, men som vi bevæger os igennem historien, begynder der desværre at opstå problemer med plottet.

Det kedede mig. Kort og godt. Jovist, jeg læste historien færdig. Og jeg ville gerne igennem den. Jeg ville gerne nå slutningen. Men det handlede mere om, at jeg gerne ville vide, hvordan forfatteren bandt de forskellige tråde sammen til sidst. Det handlede ikke så meget om, at jeg var helt vild efter at finde ud af, hvad løsningen på gåden var. For løsningen er ikke videre sindsoprivende. Den føjer flere lag af tristhed til en i forvejen trist verden, og så efterlader den ellers læseren med en masse ubesvarede spørgsmål.

Det er ikke fordi, der er en masse, gabende plothuller i fortællingen. Men den måde, hvorpå tingene sker, bevæger sig ud over den troværdighed, en god krimigåde i sidste ende må agere efter. Hvis der er for mange tilfældigheder, der til sammen løser komplekse problemstillinger for hovedpersonerne, er det problematisk, men det er som sådan ikke problemet her. Problemet er mere den autenticitet, en roman, der foregår i Danmark, i mine øjne bør stræbe efter. Der sker for mange ting i historien, som ikke burde kunne ske, uden konsekvenser, som gør, at jeg ikke helhjertet kunne følge med i historien uden at være en smule irriteret.

Jeg var irriteret over den måde, tingene foregik på, og da jeg samtidig, som historien skred frem, blev mere og mere ligeglad med selve plottet, sidder jeg i sidste ende og har svært ved rigtigt at anbefale bogen. Palle Schmidt skriver godt. Han tegnede for nogle år siden en tegneserie (ved navn Stiletto. Vi anmeldte den her; link til anmeldelse), som jeg godt kunne lide, selvom den ikke ligefrem føjede nye lag til kriminalgenren. Det gør han heller ikke denne gang, men sproget er levende, karaktererne er interessante, og jeg holdt med dem langt hen ad vejen.

Problemet er bare, at plottet endte med at kamme over, og på det tidspunkt var jeg ikke så interesseret mere. I hverken David, Helena, Yasin, Frank eller Schebel. Men hvad værre var; jeg var ligeglad med, hvad der faktisk skete med den stakkels pige. Jeg var ligeglad med gådens løsning. Og det er et problem af de større, når vi snakker kriminalromaner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.