Timeline

Michael Crichton har begået mesterværker som Jurassic Park, Disclosure, Rising Sun, Sphere og Congo, der alle er blevet filmatiseret og har været kanonsællerter i biograferne (lige bortset fra Congo, der var lidt af et flop som film – bogen fejlede tilgengæld ingenting).

Folk, der kan læse og ikke kun indtager kulturelt stof monteret i et biografsæde, kender sikkert også til Crichtons ikke-filmatiserede mesterværker som f.eks. Airframe. Min pointe er, at manden kan skrive spændig som ingen andre. Så det var med stor glæde, at jeg opdagede hans nyeste værk Timeline på tilfældig passage gennem en boghandel.

Bogen har, som de fleste af Crichtons historier, en “it-could-happen” rød tråd, der giver spændingen en ekstra tand. Jurassic Park ville ikke være helt så spændende, hvis det handlede om aliens på en fjern planet. Men når Hr. Videnskabsmand fra Laksegade pludselig prøver at overleve på en dinosaur-infesteret ø, er det vedkommende og derfor mere intensivt.

Teknologifirmaet ITC forsker anonymt i kvantemekanik og under forsøg med at teleportere ting, får de bekræftet teorien om, at universet i virkeligheden er et multivers, altså en uendelig mængde af parallele universer. De formår at flytte ting mellem universer ved at komprimere dem (via en kvantecomputer) til så små størrelser, at de kan flyttes gennem de ormehuller, der findes helt nede i kvanteskummet mellem atomerne. Crichton drager på teorier fremsat af nutidige forskere, bl.a. vores helt eget råbehoved Holger Bech Nielsen. Uden at vide en meter om kvantefysik, virker Crichtons teorier mulige.

Da ITC sender et kamera ind i et parralelunivers og hiver det tilbage igen, opdager de, at de også har sendt kameraet ind i en anden tid. Kig engang på coveret, og du har sikkert en god ide om, hvad der sker: Jurassic Park med modsat fortegn. I stedet for at genskabe fortiden i nutiden, flytter vi nutiden (helt præcist tre arkæologer) til fortiden. En arkæolog forsvinder i Frankrig i 1357. Tre andre sendes ind for at hente ham. De havner midt i 100-års krigen mellem Frankrig og England, hvor slotsherrer udtænker skumle rænkespil og ingen er troværdig.

Bogen er spændende, og siderne bliver vendt til langt ud på de små timer på natten. Men den har nogle alvorlige problemer, der ikke får den op på højde med hvad Crichton normalt præsterer.

De tre karakterer, der sendes tilbage, er i starten så utroligt dumme, at det virker utroværdigt. Jeg har kun set ridderfilm i fjernsynet, og alligevel er jeg klogere end tre arkæologer? Soldaterne, der konstant jager dem, er lige så dumme. De kunne have dræbt dem rigtig mange gange, men alligevel undslipper vore helte mirakuløst gang på gang. Det er spændende, men det er også forudsigeligt og helt urealistisk. Da samme spændingsmekanik (vagterne opdager dem ikke, går væk, men har alligevel opdaget dem og står og venter ved næste hjørne) blev brugt for tredie gang, sad jeg bare og måbede. Hvis Crichton havde skåret 100 sider ud af midten af bogen, havde den været mange gange bedre.

Og så til mit største problem: Sproget. Jeg nægter at tro på, at mænd, der lever i ekstremt voldelige tider, sjældent bliver mere end 30-40 år, dræber dagligt for at overleve og generelt lever på kanten, siger “I pray thee, fair Sir Knight, tell me thy Name”, som var de taget ud af en Hollywoodproduktion af Ivanhoe. Her mister bogen meget af sin troværdighed. Jeg følte med den franske slotsherre Arnaut, da han måtte overvære et specielt grimt eksempel:

Marek said, “Lady, you are too kind. I shall take your kind wishes to heart”.
“Good knight, God speed you safe and true”
“Lady, you are always in my thoughts”
“Good sir knight, I would wish–”
“Enough, enough,” Arnaut said in a disgusted voice. He turned to Raimondo. “Go now, Raimondo, for this surfeit of sentiment makes my stomach heave.”

Ser man bort fra det halvbagte plot og sproget, har vi gedigne Crichton-kendemærker, der normalt gør hans bøger værd at læse. Vore tre helte har 36 timer til at hente den forsvunde professor, de når at deltage i riddertournamenter, være på flugt hele tiden, komme i masser af kampe, deltage i angrebet af en borg og meget mere. Deres hjemrejse forsinkes af, at ITC er ude for en stribe uheld, der får læseren på kanten af sofaen. Der er spænding nok, men når man er blevet forvænt med Crichton, skal der ikke så meget til at skuffe. Især slutningen er under al kritik. Det virker som om han har haft en time til at runde historien af. Løsningen er mere åndssvag, end jeg troede muligt for ham.

Med Crichtons imponerende bog-til-film rate, kan jeg ikke undlade at tænke at denne bog er skrevet med eet formål: Filmatisering. Mange af de mindre gennemtænkte ting i handlingsforløbet vil være glemt af publikum mens de indtager næste flotte kampscene. Men i en bog, hvor læseren har tid til at tænke over tingene, virker det bare ikke.

Hvis du har lyst til at læse en rigtig troværdig, spændende og intens bog om en tidsrejse tilbage til det 14. århundrede, så prøv Hugo og Nebula award-vinderen Doomsday Book af Connie Willis. Den sætter Timeline i skammekrogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.