Camille

camille


Med Camillie afslutter Pierre Lemaitre sin trilogi om kriminalopdageren Camille Verhoeven. Jeg har læst og anmeldt de to forgængere i serien Irene og Alex, og jeg vil sige, at Camille er en historie, der adskiller sig fra forgængerne på en hel de af områder, der gjorde, at jeg var så glad for dem. Dermed siger jeg ikke, at Camille er en dårlig historie, for det er det som sådan ikke. Men dens fokus ligger et andet sted end i forgængerne, og man skal som læser have det for øje. Camille skal først og fremmest læses, hvis man gerne vil have afsluttet historien om manden Camille Verhoeven.

Den største forskel ligger på Camille og Irene og Alex er, at de to første bøger havde fokus på opklaringen af mordgåder. Det harCamille ikke. Historien handler i stedet om, at Camille ser fortiden gentage sig, da hans kæreste Anne Forestier bliver overfaldet under et brutalt røveri i Paris. Anne bliver metodisk gennembanket, og Camille overbevises om, at hun ikke er sikker, medmindre han selv overtager efterforskningen af røveriet og overfaldet. Hvor Alex og Irene placerede Camille Verhoeven sammen med et hold af ligesindede opdagere, er han her på egen hånd. Og det er synd. Det er synd, fordi dynamikken mellem Camille og hans kolleger var blandt de bedste elementer ved forgængerne, især ved Alex, og det er der ikke meget af i denne ombæring. I stedet er fokus på en besnærende fortælling, der konstant får læseren til at undre sig over, hvordan det på nogen måde kan få en lykkelig udgang. Og det er en god ting. Mens jeg læste historien, sad jeg også med en nagende fornemmelse af, at der var et eller andet galt med historien, hvilket absolut også skal ses som en god ting. Jeg havde det på samme måde, da jeg læste Irene og Alex, og Pierre Lemaitre skal have stor ros for at drive gæk med læseren i tre forskellige historier, også selvom han denne gang fortæller sin historie på en anden måde, end han gjorde i de to første bøger, som jeg var så glad for.

Mit største kritikpunkt ved historien er altså, at vi denne gang følger en opdager, der går mod strømmen, ignorerer de fleste udstrakte hænder og mosler på, hvor han burde holde igen. Han ser stort på alle regler og henstillinger og gør præcist det, han mener, er det korrekte. Den slags kriminalopdagere har let ved at irritere mig, men på den anden side kunne jeg ikke lade være med at holde med Camillie, mens jeg læste hans historie. For historien er mere end noget andet hans. Det er afslutningen på fortællingen om en mand, der har været gennem meget modgang i livet, og som på dette tidspunkt i sit liv ellers kunne have været på vej ovenpå igen. Det laver starten af fortællingen om på, og derfor ofrer Pierre Lemaitre en del af de elementer, jeg godt kunne lide ved forgængerne.

Bogen er dog stadig særdeles velskrevet, og min ovenstående kritik skal mest af alt ses som et udtryk for, at jeg virkelig ville ønske, at forfatteren ville skrive flere krimier på samme måde. Med samme nærvær og kølige sans for at beskrive brutale og blodige scenarier på en måde, der efterlader læseren med en let kvalme. Det er ikke altid, at bøger i denne genre virkelig brillierer i den måde, de er skrevet på, men Pierre Lemaitres tre bøger om Camille Verhoeven er over alt andet virkelig, virkelig godt skrevede. At den sidste af de tre bøger ikke handler om mordgåder og er endnu mere personlig end forgængerne, er noget, man som læser må overveje, om man kan leve med. Der er også enkelte knaster i selve gåden, jeg ikke er helt tilfreds med, men jeg kan ikke komme ind på dem uden at spolere en del af læseglæden. Og til syvende og sidst vil jeg anbefale Camille til alle, der læste de to foregående bøger og bare gerne vil have mere. Har man læst Irene og Alex, kan jeg ikke forestille mig andet, end at man gerne vil gøre Camillie Verhoevens historie færdig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.