HTC Vive
Det antages i det følgende, at læseren er nogenlunde bekendt med VR, og HTC Vive, da en nærmere teknisk gennemgang og forklaring af enkeltkomponenter er udeladt.
Jeg er, som tidligere berettet, ret pjattet med VR og har været det i mange år, så jeg havde naturligvis forudbestilt både en Oculus Rift og en HTC Vive, så snart muligheden præsenterede sig. Jeg var ikke i tvivl om, at når nu min drengedrøm blev realiseret, ville intet mindre end begge (de store) headsets være nødvendige at eje.
Skuffet var jeg da også, da min Oculus Rift forudbestilling endelig fik en forventet leveringsdato: sidst i Juli. Lidt slukøret skrev jeg til HTC, og spurgte, om de kunne give mig et estimat på forventet levering af min Vive. Sidst i April skrev de tilbage – der var alligevel håb! Allerede d. 14. April kort efter denne korrespondance, ankom den til min dør. Det var en stor dag.
Setup
Der er en del komponenter i pakken, der skal sættes op, og der skal naturligvis også installeres software og kalibreres. Først skal man finde et område, man kan rydde, hvis man vil bruge Room-scale, og selvfølgelig vil man det. Dernæst skal de to Lighthouse-moduler placeres, så de dækker hele spil-området. Der følger beslag med, så man kan montere dem i væggen, men jeg har indtil videre fundet nogle hylder, de kan stå på, indtil jeg beslutter, om det skal være permanent. Hvert Lighthouse-modul skal have sin egen strøm fra en stikkontakt, men ellers er ingen yderligere kabler nødvendige.
Herefter skal selve headset’et forbindes til en lille medfølgende boks med tre kabler: HDMI, USB og strøm. Fra boksen forbindes HDMI og USB til PC’en og strømmen i nærmeste stikkontakt. Så er man sådan set kørende da de medfølgende VR-controllere ikke kræver noget fysisk setup, og allerede har lidt strøm på batteriet. De kan oplades yderligere med alm. mikro-USB (kabler medfølger).
Software’en følger ikke med, men skal downloades fra HTCs hjemmeside. Det er en meget brugervenlig installationsvejledning og det hele virker meget plug’n play og velpoleret. Når først alle komponenter har fundet hinanden automatisk, kan man kalibrere sit spil-område. En lille software-gadget viser status for begge Lighthouse-moduler, begge controllere og selve headset’et, og her kan man også reboot’e det hele, hvis det skulle blive nødvendigt. For at kalibrere room-scale-spil-området tager man den ene controller, holder trigger’en inde, går rundt med den i hånden og tegner det område, der er frit. Det behøver ikke at være kvadratisk, for når man har tegnet sit område laver programmet selv det størst mulige kvadratiske område indenfor grænsen. Til sidst skal man lægge begge controllere på gulvet og trykke på “calibrate floor”-knappen på install-software’en. Den knap kunne jeg ikke se – der var kun en “Next”-knap. “Nok bare en fejl i beskrivelsen”, tænkte jeg og klikkede videre.
Kunstig Virkelighed
Nu var jeg klar til mit første rigtige møde med Virtual Reality. Endelig skulle drømmen realiseres og jeg skulle svømme hen i VR-land for evigt, kun forstyrret af hjælpsomme hænder, der skubbede mad ind i munden på mig med jævne mellemrum. Fra den lille VR-gadget startede jeg den medfølgende tutorial, der introducerer de grundlæggende koncepter, og underviser dig i brugen af controllere og software.
Mit første møde med VR var faktisk lidt skuffende. Opløsningen på skærmene er ikke umiddelbart imponerende, og hvis man ikke kigger direkte ligeud gennem linserne (hvad man dog normalt oftest vil), bliver billedet hurtigt sløret og gnidret. “Er det virkelig de bedste linser vi kan lave?”, tænkte jeg. Fresnel-linserne har nogle uhensigtsmæssigheder, som man hurtigt lægger mærke til og irriteres over. Eksempelvis er de opbygget med en masse små “kanter” der fanger lyset og giver genskær. Især i scener med høj kontrast, så som en mørk nattehimmel med klar måne. Samtidig blev jeg hurtig klar over, at gulv-kalibreringen ikke var gået efter planen, da jeg stod ca. 2-3 meter under gulvet og kiggede op. Jeg havde også haft lidt problemer med at få de to Lighthouse-moduler til at finde hinanden, da jeg installerede dem, og controllerne havde tilmed været lidt svære at få korrekt tracking på, så på dette tidspunkt, havde jeg lidt nedadvendte mundvige.
Jeg genstartede room-scale-kalibreringen, og denne gang kunne jeg kalibrere gulvet korrekt. Efter endnu en tur igennem tutorial’en virkede setup’et en del mere overbevisende. Herefter kastede jeg mig ud i Valve’s “The Lab”, der er en række små demo-apps, der er designet til at demonstrere forskellige muligheder og koncepter i VR. Nu begyndte Vive at imponere og med perfekt tracking af headset og controllere, var der åbnet for fuld indlevelse i VR-land.
Brugen af controllerne er meget intuitiv, og betyder virkelig noget for indlevelsen. Kombineret med room-scale bliver oplevelsen ganske effektiv. Det eneste, der bryder indlevelsen (eller immersion, som det kaldes), er det lange kabel, der går fra PC til headset, eller når man bevæger sig tæt på grænsen til det opmålte spil-område. Her træder Valves “Chaperone”-system i kraft og tegner et gitter, der langsomt fader ind som man nærmer sig områdets grænse. Det fungerer ganske effektivt og forhinder buler på skinneben fra sofaborde og smadrede tæer fra stole og andet der står i vejen. Kæledyr må man selv sørge for at spærre inde eller risikere at snuble over, men det er ikke sket for mig endnu. Til gengæld har jeg prøvet chokket, når jeg er dybt i VR-land, der er en kat der gerne vil ud og blidt fortæller mig det ved at bore kløerne ind i låret på mig.
Vive har også et kamera monteret på forsiden, der kan aktiveres, hvis man vil se, hvad der sker omkring en. Det kan både vise hele rummet som en blålig overlay, der minder om feedback fra et IR-kamera, selvom jeg tvivler på at der kan hentes nogen form for dybde-information fra kameraet. Alternativt kan man få et alm. Realtime-feed i farve vist i en lille skærm der svæver ud for den ene af controllerne. Det kan være meget praktisk, hvis man har brug for at orientere sig lidt og eventuelt finde en kaffekop – selvom det er ret svært at drikke fra en kop med headset’et på har jeg erfaret. Måske smager kaffe også godt gennem et sugerør? Hvor vidt input fra dette kamera kan bruges i applikationer ved jeg ikke, men jeg har endnu ikke set eksempler herpå.
Spillene
Oculus Rift har været ude i flere developer-versioner i et godt stykke tid efterhånden, så der er hundredevis af små demoer og spil, man kan prøve, hvis man ejer en Rift. Vive har et noget mindre katalog af VR-titler, og de fleste er små korte demo-oplevelser, der måske engang vil udvikle sig til fulde spil. Alternativt kan man finde spil, der oprindeligt ikke er lavet til VR, men hvor udviklerne har kunnet lave en VR-mode forholdsvis simpelt. Det er som regel til “sit-down”-VR, hvor man ikke benytter room-scale. Eksempelvis er racer- og flysimulatorer oplagte VR-kandidater.
Nedenfor er en kort beskrivelse af min oplevelse med forskellige spil og demoer, jeg har prøvet indtil videre:
VR Tutorial (Bundle):
Som beskrevet er det en kort tutorial, der introducerer forskellige VR-koncepter samt Chaperone-systemet. Foregår i Portal-universet, hvilket aldrig er en dårlig ting.
The Lab (Bundle)
Indeholder en række små demoer og spil, der demonstrerer forskellige måder at bruge VR, room-scale og controllerne på. Der er flere rigtig gode eksempler der viser potentialet godt.
- Postcards
360-fotos af forskellige steder. Første sted man besøger er Vesper Peak – en bjergside med god udsigt. Man kan navigere rundt til forskellige punkter på bjerget ved at teleportere sig til forudbestemte punkter. Der er en lille robothund, man kan kæle med. Man kan også kaste en pind, som den så henter. Der er flere andre steder, man kan besøge gennem andre postkort.
- Xortex
Simpel space shooter, men i VR bliver det en meget anderledes oplevelse. Man står i en lille kuppel, der passer med størrelsen på sit afmålte spil-område. Med den ene controller griber man om sit fly, og styrer det ganske enkelt ved at bevæge hånden fysisk derhen, hvor man vil være. Flyet kan bevæge sig lige så hurtigt, som man kan bevæge hånden. Fjender teleporterer ind og skyder efter dig. Du skyder automatisk på dem bare ved at sigte på dem. Undgå at blive ramt af deres skud. Lyder simpelt, men i 3 dimensioner bliver det hurtigt komplekst at undgå de mange ting, der flyver gennem luften. Rigtig god underholdning.
- Slingshot
Som titlen antyder har man en kæmpe slangebøsse og skal skyde store stakke af kasser ned. Ammunitionen er såkaldte “Personality Cores” fra Portal-universet, og med dertilhørende humor. Ganske underholdende og nok første gang man for alvor får prøvet sit Chaperone system af. Jo hårdere og længere man vil skyde, des længere tilbage skal slangebøssen trækkes. Her kommer man ofte til Chaperone-grænsen.
- Longbow
Godt eksempel på brug af bue og pil. Den ene controller holder buen og den anden trækker strengen. Ganske som man ville have gjort i virkeligheden. Det er en slags tower defense, hvor du selv er det eneste tower, der skal skyde alle de mænd, der prøver at storme din borg. Giver på samme tid en god følelse af, hvor svært, det kan være at sigte med en bue, men samtidig en god tilfredsstillelse efterhånden som man bliver bedre, og begynder at lave headshots.
- Robot Repair
Igen er vi i Portal-universet, hvor en af de to robotter fra Portal2 skal repareres. Det er mest af alt en Portal-oplevelse. Der er ikke så meget spil over det. Klassisk god Portal-humor.
- Human Medical Scan
Her kan man opleve opbygningen af en menneskekrop som om man var en 3D-scanner. Den ene controller danner en flade, der kan “beskære” kroppen så man kan se detaljerne indeni. Svært at sætte ord på – se eventuelt video nedenfor.
- Solar System
Ganske som forventet er det en model af vores solsystem, man kan bevæge sig rundt i. Alle planeter inkl. Solen (minus Pluto) bevæger sig rundt i deres baner og man kan samle dem op og kaste med dem. Egentlig ikke så meget at gøre her, men det er en yderst effektiv måde til at forstå, hvor stor solen er i forhold til jorden og de andre planeter.
- Secret Shop
En magisk butik, hvor man kan gå rundt og kigge nærmere på de mange sære ting, der findes på hylderne. Ikke så meget at lave – mest en sjov lille oplevelse.
Her er en video af de forskellige oplevelser i The Lab:
To af oplevelserne i The Lab er ikke med i oventstående video. Men her er videoklip af dem:
Secret Shop:
Robot Repair:
Ud over Tutorial’en og The Lab var der også bundlet 3 andre VR-applikationer med Vive:
Fantastic Contraption (bundle)
Et spil der udnytter room-scale og controllers til fulde. Opgaven er simpel: en lyserød kugle skal transporteres til målområdet. Det er din opgave at bygge en maskine, der kan løse den opgave. Du har forskellige byggematerialer til rådighed og kun din fantasi sætter grænsen. Ganske underholdende men ikke et spil, jeg har fået brugt så meget tid med endnu.
Job Simulator: The 2050 Archives (bundle)
I en fremtid, hvor robotter har overtaget alle menneskers job, kan man prøve The Job Simulator, der lader dig prøve hvordan det i gamle dage var at “jobbe”. Ikke et spil i den forstand at man kan tabe eller vinde, men man skal løse en række opgaver i hver af fire jobtyper: kioskekspedient, bilmekaniker, kok eller kontorarbejder. Der er igen gjort god brug af både room-scale og controllere, og det er et godt eksempel på, hvor meget disse controllere gør for indlevelsen. At man er i stand til at række og og samle ting op og kaste rundt med dem er uvurderligt. Det fungerer rigtig godt og er en af de første apps, man lader sine venner prøve, når man skal give dem en god introduktion til VR.
Tilt Brush (bundle)
Her kan man tegne i 3D. Det er noget, der kræver en del træning, for at kunne tegne og male i 3D. Der kan vælges mellem et væld af tegneredskaber og farver, hvoraf nogle af farverne er animerede. Alene det at stå og tegne ting i luften, der synes at manifestere sig i håndgribelige objekter er en speciel oplevelse. Mangler man inspiration eller fif til hvordan man danner et billede i 3D er der en række 3D malerier udført af forskellige (dygtigere end jeg) kunstnere. Man kan “afspille” maleriet og se det blive skabt live.
Herefter var jeg på jagt på Steam efter en masse spil og sjove apps til VR. Oculus har jo været ude i flere år i forskellige developer-versioner, så har man en Rift kan man let finde et væld af spil og apps, man kan lege med. Udvalget er noget mindre til HTC Vive, men jeg fandt et par gratis apps samt nogle spil, jeg har købt:
IKEA VR Experience
Ja – den er god nok. IKEA har lavet en VR app. Her kan man gå rundt i et køkken og åbne skuffer og låger. Man kan også skifte materialer og på den måde få en ide om, hvordan sit nye køkken måtte se ud. Meget begrænset underholdning.
Realities
Rejs til seværdigheder forskellige steder i verden. På en model af jorden kan man vælge mellem en række (på nuværende tidspunkt 4) turistattraktioner, som man kan besøge i VR. Det er en app i begyndelsen af sin udvikling men potentialet kan mærkes.
InMind VR
Roller coaster-skydespil. Man kører på en bane gennem en patients hjerne og skal skyde de dårlige neuroner. Det gør man ved at kigge på dem og holde fokus et øjeblik. Kort og simpelt.
InCell VR
Her skal man rejse gennem kroppen til en cellekerne og nå frem inden en virus overtager cellen. Man kan dreje enten til højre eller venstre ved blot at lægge hovedet på skrå. Der er forhindringer, der skal undgåes og boosts, der skal samles op men ellers er det on-rails. Meget simpelt spil, men giver en udmærket fartfornemmelse i VR.
Skeet: VR Target Shooting
Skydetelt til VR. Der er forskellige pistoler og geværer at vælge imellem, og man kan skyde efter skiver eller lerduer. Lerduer udvikler sig dog hurtigt til ufoer og alverdens andet, der skal skydes ned. Muntert nok men hurtigt overstået.
Irrational Exuberance: Prologue
Meget simpel men ganske effektiv VR-demo. Har givet anledning til flere “wow!”’s fra forskellige gæster, der har prøvet det. Man står midt i en lille mørk hule, hvor der svæver nogle små stykker klippe rundt, der kan slås i stykker med controllerne. Umiddelbart lidt kedelig indtil man kommer til at ramme hulevæggen, der går i stykker og langsomt svæver udad så man kan se hele universet, og en ukendt planet. Meteorer flyver om ørerne på dig mens du smadrer resten af “hulen” og man teleporteres til forskellige andre universer.
The Visitor
Klassisk scare. Man sidder på en seng og kan ikke foretage sig andet end at kigge omkring, mens der sker ubehagelige ting. Effektiv i VR da ting virkelig kommer flyvende i ansigtet på dig. Kort men ubehagelig.
The Brookhaven Experiment Demo
Zombie-skydetelt. Udstyret med en pistol (med begrænset ammunition) og en lommelygte (med begrænset batteri naturligvis) skal man overleve stadig vildere bølger af zombielignende monstre, der kommer fra alle retninger og langsomt bevæger sig ind imod dig. Et godt eksempel på, hvordan det kan være svært at sigte med et håndvåben over længere afstande. Rammer man dem i hovedet dør (de små monstre) med et enkelt skud, så det gælder om, at lade dem komme tæt på så man ikke spilder for meget ammunition. Mellem hver bølge kan man vælge en opgradering som eksempelvis eksplosive kugler eller lasersigte. Simpelt og kort men underholdende.
theBlu
Tre små oplevelser under havet. Der er meget begrenset interaktion, så det er mest en oplevelse, man blot skal indleve sig i. Flot lavet og en rigtig god introduktion til VR. Her kan man for alvor få en fornemmelse af, hvor stor en hval i virkeligheden er.
Radial.G : Racing Revolved
Alternativ Wipeout-racer. Løbet køres på ydersiden af et “rør”, så man kan dreje hele vejen rundt. Det kræver at man holder tungen lige i munden – især i VR. Giver en rigtig god fartfornemmelse, og har potentialet til at gøre selv de mest hårdføre gamere svimle.
Time Machine VR
Rejs tilbage til tiden hvor dinosaurerne regerede, for at finde en kur mod en virus, der er ved at udrydde jordens befolkning. Fungerer rigtig godt i VR og er samtidig et ganske interessant spil. Det er dog ikke færdigudviklet endnu, og jeg er således efter ganske få timers spil nået til en “More Coming”-skærm, hvilket var lidt skuffende.
Er udgivet som færdig titel nu.
DCS World
Avanceret flysimulator. Har ikke tilbragt specielt meget tid med dette spil, men VR-effekten er ganske overbevisende. Jeg har samtidig investeret i et Thrustmaster Warthog HOTAS (Hands-On Throttle And Stick), da det er noget besværligt at betjene et keyboard med VR-headset på.
Elite Dangerous
Det var egentlig dette spil, jeg købte Warthog-HOTAS til, og efter nogle justeringer i control-options er det blevet ganske funktionelt. Desværre er der en bug eller en konflikt et eller andet sted i mit setup, der betyder, at jeg ikke er i stand til at sende keyboard-kommando “A” fra Warthog’en, og den skal man bruge for at navigere i spillet menuer. Til gengæld er jeg blevet god til at finde “a”-tasten i blinde. En space opera, hvor man kan rejse mellem massevis af systemer, og endda lande på, og udforske planeterne er LIGE mig, så dette er et køb jeg ikke har fortrudt, selvom jeg jævnligt støder på bugs. Indlæringskurven er lidt stejl – især med Warthog oven i. Den har tonsvis af knapper, der alle skal læres udenad – ikke blot, hvor de sidder, men også hvad de gør. Desværre hører det ikke til sjældenhederne at t man ikke kan starte spillet eller ligefrem bliver smidt ud af det mens man spiller. Fejlbeskeden er noget i retning af “Couldn’t connect to matchmaking server”. Det er vel at mærke selv og jeg har startet spillet i solo-mode – altså uden online funktionalitet. Det sker lidt for ofte. Dette er et godt eksempel på at spil, der ikke oprindeligt er udviklet til VR, men som egner sig rigtig godt til at VR-mode. Hele spillet foregår fra skibets eller “månebilens” cockpit så VR giver god mening. Det er også en af de eneste måder at få en fuldspilsoplevelse i VR, da alt andet på nuværende tidspunkt er teknologidemoer eller halvfærdige spil. Til gengæld viser det også problemerne ved spil, der ikke er udviklet til VR fra starten. Det er ofte svært at læse tekst eller se detaljer grundet VR-skærmenes lave opløsning.
Project Cars
Jeg er også den glade ejer af et udmærket force-feedback rat-pedal-sæt, og har derfor investeret i Project Cars på Steam, der også understøtter både Vive og Rift. Igen et spil oprindeligt udviklet uden tanke på VR, men oplagt til en VR-mode. Det fungerer rigtig godt i VR. Ikke mindst fordi bilerne er modelleret meget detaljeret invendigt, så når man spiller i VR kan man nyde alle detaljerne. Det er en fantastisk oplevelse at køre et race med force-feedback rat/pedaler og et VR-headset. Meget anbefalelsesværdigt.
Space Pirate Trainer
Simpelt skydespil hvor man skal skyde stadigt flere droner ned mens man undgår deres skud starter med en pistol i hver hånd, men ved at føre pistolen over skulderen kan man skifte den ud med et skjold. Man kan både bruge skjoldet til at blokere deres skud, men man kan også bevæge sig for at undvige. Det kan godt ende med at blive en god workout.
Lightblade VR
Simpelt Star Wars-wannabe-spil, hvor man med to lyssværd skal blokere skud fra en drone. Det bliver naturligvis sværere og sværere. Det tætteste vi kommer på en Star Wars-oplevelse på nuværende tidspunkt.
Hot or not
Så hvad er status? Er mine drengedrømme blevet opfyldt? I store træk: ja! Det virker, og endda rigtig godt. Tracking på headset og controllere er lynhurtig og meget præcis. Der er ingen lag, hvilket også ville være en omgående deal-breaker. Følelsen af tilstedeværelse i en anden verden er komplet og med muligheden for at kunne række ud og mere eller mindre direkte manipulere objekter i den kunstige verden med hænderne er indlevelsen så godt som komplet.
Der er selvfølgelig nogle ting, der trækker ned i den samlede oplevelse. For mig at se vil den største og vigtigste forbedring være en højere skærmopløsning. Meget gerne kombineret med bedre linser. Som det er nu, kan man sagtens se de enkelte pixels, og hvis ikke man kigger direkte ligeud gennem linserne bliver det meget hurtigt svært at se, hvad der foregår. Tekst kan være et problem at læse hvis spillet ikke er udviklet fra bunden med VR for øje, og efter at have tilbragt noget tid i VR-land kan nogle gange mærke, at ens øjne er lidt anstrengte. Det vil utvivlsomt give større problemer for nogle end for andre. Bedre skærmopløsning og linser er en forbedring jeg vil være klar til at betale meget for, selvom jeg muligvis gør det til et større problem end det er. Ingen af mine gæster har på noget tidspunkt klaget over opløsningen. Heller ikke en inkarneret PC-gamer, jeg var sikker på, ville finde det problematisk. Når først musikken spiller, glemmer man det hurtigt, og det siger jo noget om indlevelsen.
Kablet fra VR-headset’et til PC’en er naturligvis også problematisk. Ved sit-down-experiences (racer/flyspil osv.) er det ikke så meget et problem, men så snart man benytter sig af room-scale kommer man nogle gange i en situation, hvor man er ved at have viklet sig for meget ind i kablet og skal bruge lidt tid på at befri fødderne igen. Det koster naturligvis noget på indlevelsen. Der går nok noget tid inden det problem bliver løst, da der så skal være både batteri og trådløs sende/modtage-enhed, hvilket vil gøre headset’et meget tungt. Der er flere, der har eksperiementeret med en trådløs løsning, men om det bliver et hit er svært at forudsige. Jeg har ikke prøvet Rift, men det siges at veje lidt mindre end Vive. Nogle klager ligefrem over vægten på Vive. Selv har jeg ingen problemer med det, da det blot handler om at placere stropperne korrekt, så vægten bæres af baghovedet og ikke hviler på ansigtet.
Selvom den samlede pakke fra HTC/Valve virker rigtig poleret, fornemmer man alligevel, at det stadig er i begynderstadiet og der er nogle børnesygdomme. Jeg har oplevet nogle BSOD’er efter jeg har installeret VIVE, men det er ikke til at vide, hvad der er årsagen. I PC-verden kan der opstå en konflik uden at man let kan identificere den. Jeg er dog ved at have isoleret problemet, og har ikke set BSOD i et stykke tid nu. Og Vive var ikke skyldneren. Til gengæld oplever jeg forholdsvis ofte at en eller begge controllere pludselig mister tracking, og ikke kan findes igen selvom man står og vister med dem foran lighthouse-stationen. Det sker typisk mellem to spil. Altså at man stopper et spil og starter et andet. Jeg har også oplevet at jeg ikke har kunnet slukke et spil. I Steam menuen, der let kan tilgås mens man er i VR-mode, kan et spil hænge for evigt i “exiting application”-status, så det lugter af, at noget ikke lukker korrekt ned. Igen er det ikke til at vide, om det er min PC-der er syg, men det tager lidt af glansen. Heldigvis fixes problemet oftest ved at vælge Reboot Device i menuen fra VR-gadget’en.
Udvalget af spil er også meget magert lige nu, men der er en masse på vej. Til Oculus Rift er der et hav af små applikationer, da Rift’en har været ude i development-versioner i flere år. Men Oculus’s applikationer er låst til Oculus home – Oculus’ pendent til Valves Steam – og de kan kun spilles med Rift. Modsat har Valve baseret alt på OpenVR-standarden, hvilket betyder, at Rift-ejere også kan købe VR-spil fra Steam og spille dem på Rift. Et forsøg på at gøre Rift-applikationer tilgængelig for Vive-ejere kaldet ReVive, har haft noget succes med en række spil. Men de møder modstand fra Oculus, der med deres seneste opdatering gjorde brug af ReVive umulig. Forklaringen er at ReVive også åbner for muligheden for at spille Oculus spil uden at have betalt for dem, men det lugter for meget af et forsøg på at kontrollere eksklusive titler for at kunne vinde markedsandele fra mastodonten Steam. Sagen er lidt af en gråzone og er absolut ikke afgjort endnu. Oculus har efterfølgende åbnet for muligheden for at bruge ReVive, men sagen har givet Oculus en stor plet på deres omdømme hos forbrugerne. Der er mange, der har mistet tilliden til Oculus og som føler sig forrådt af det lille indie-firma, der startede hele VR-bølgen. Jeg har har endnu ikke haft lejlighed til at eksperimentere med ReVive, så det kan jeg ikke fortælle nærmere om.
Jeg forudbestilte en Rift, så snart jeg kunne. Vive blev også forudbestilt i samme øjeblik muligheden var der. Det er mange penge for et enkelt headset, men jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville være nødt til at eje dem begge. Man kan da ikke få VR nok! Efter jeg havde modtaget min Vive og leget med den i et stykke tid, endte jeg med at afbestille min Rift. Det er ikke noget med at være en fanboy og fordi jeg har noget imod Oculus, men jeg har fundet ud af, at jeg nok ikke behøver to meget dyre headsets på nuværende tidspunkt, hvor teknologien stadig er ny og under udvikling. Vive kan sagtens opfylde mine behov. Det tæller også, at Vive har controllerne nu mens Rift først får dem senere. Det har helt sikkert været et plus for Vive, at de kunne komme på markedet med den samlede pakke først, og jeg er ikke alene med den holdning.
Jeg håber og tror på at Rift stadig bliver en stor succes, for der er brug for konkurrence. VR og AR-markedet er eksploderet på meget kort tid, og det vælter frem med innovationer og nye ting. Playstation er også med, og jeg har naturligvis også forudbestilt en PSVR. Vi er i en meget spændende tid inden for AR og VR!
Omkring kabelproblemet: Kan det ikke hænges ned fra loftet, så man ikke vikler sig selv ind i det?
Selvfølgelig kan man da det!
http://www.appleshirts.com/wp-content/uploads/2010/05/tomcruiseMIceiling.jpg
Det kan man vel godt, hvis man gider skrue en anordning fast i loftet til det. En krog er mulivis nok, men mon ikke man kan løbe ind i andre problemer så? Det kan være at det betyder, at der så hele tiden er en smule “træk” fra kablet, så man hele tiden kan mærke det. Det bryder også immersion.
Ellers må man bare investere i en Cyberith Virtualizer – der er vist en medfølgende stang til at holde kablet. Muligvis har Virtuix Omni også en.
Lidt mere fodder…
Gamers With Jobs havde en udmærket podcast om VR – både om O.R. og Vive. De kommer ind på flere af de nævnte spil i artiklen, men der er også nogle ekstra derudover, som måske kan være sjove at se på. Episoden kan findes her: https://www.gamerswithjobs.com/node/1299996