Antz!

4 out of 6 stars

“You da ant!”

For mit vedkommende står Antz i skyggen af A Bug’s Life. Der mangler lige de små, vigtige detaljer. Man griner ikke helt så meget, bliver ikke helt så rørt eller helt så imponeret af Dreamworks’ præstation. Pixar er de ubesejrede mestre inden for computeranimation.

Men Antz er slet ikke en dårlig film. Specielt ikke anden gang man ser den, hvor man ikke sidder og kigger på animationsdetaljer, lyssætning, polygon-cropping og alt det tekniske, men går mere op i skuespillet og handlingen, der bestemt ikke er standard-Disney-børnefilm-med-masser-af-sange, men meget voksen og veludviklet. Rollelisten er imponerende: Sylvester Stallone, Woody Allen, Sharon Stone, Jenifer Lopez, Christopher Walken, Gene Hackman, Dan Aykroyd, Anne Bancroft og Danny Glover. De kan deres kram: Levere en blændende dialog og få filmen til at leve igennem den.

DVD’en indeholder, udover engelske tekster, et lydspor med kommentering fra instruktørerne. Det er heldigvis ikke en monoton scene-for-scene gennemgang af filmen, men en livlig diskussion, som er meget spændende at følge med i. Når man først får den startet, er man hooked til filmen er færdig. Herudover indeholder skiven en masse features omkring filmproduktionen og computer-animering, som er rare at se, men ikke sindsoprivende spændende. De fleste DVD “featurettes” er lavet for budgetter på omkring kr. 20, hvilket gør dem vældigt kedelige at kigge på.

Et lille irritationsmoment: Visse DVD-skiver er i to lag (dual layer), hvilket betyder at på et tidspunkt under afspilningen, skal DVD-maskinens laser-pickup skifte focus fra det ene lag til det andet (layer change). Det tager et sekund, og normalt lægges layer changes et mørkt sted uden lyd, så man ikke opdager dem. Det er kikset totalt i Antz, hvor skiftet ligger midt i en lys scene med musik på – det fremgår meget tydeligt. Jeg har læst at ældre DVD-afspillere har problemer med skiftet i Antz, så sikr dig at du kan bytte filmen, hvis uheldet skulle være ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.