Ridge Racer type 4

Efter 3 reinkarnationer dukker Namcos klassiske Ridge Racer atter op. Denne gang med flere baner og flere biler, men stadig med det samme fængslende gameplay, der gjorde forgængerne til klassikere indenfor genren. Men tåler det sammenligning med Gran Turismo og det nyere Colin McRae Rally – eller er sammenligning overflødig?

Mange troede, at Ridge Racer-serien stoppede med Rage Racer, men Namco havde heldigvis andre tanker. I løbet af de sidste 2 år har folk fra de tidligere spil arbejdet hårdt med at skabe den perfekte hybrid af disse – farten og tilgængeligheden fra de to første og avanceringsmulighederne og de flere biler fra det tredje. Resultatet er Ridge Racer Type 4 (R4): 16 baner (8 spejlvendt), 321 biler (45 distinkte) og fart og grafik i topklasse. Som bonus har Namco ovenikøbet inkluderet en “hi-spec version” af den originale Ridge Racer, der kører 60 fps (billeder per sekund). Således kan de ældre af os mindes gamle dage, og de yngre betragte det som et ekstra spil oven i hatten. Har man yderligere lyst til at kaste penge i grams, kan man købe specialudgaven, som inkluderer Namcos eget Jogcon (som denne anmelder desværre endnu ikke har prøvet). På dette joypad er de analoge joysticks erstattet af et mini-rat med force-feedback, dvs. modstand når man drejer og rysten ved kollisioner.

De ydre betingelser er altså opfyldt, men selv med gode råvarer kan man jo brænde maden på – har der mon været for mange kokke i Namcos køkken? Bemærk ekkoet efter det rungende “nej” – R4 er så absolut blevet et spil i topklasse. Der vil være folk, som ukritisk vil sammenligne det med spillene nævnt i min prolog, men det ville være en synd. R4 er nemlig et udmærket alternativ til disse spil, der alle er lige forskellige og lige gode. R4 er en klar videreførelse af serien, og er ikke ment hverken som et seriøst bilspil eller et realistisk bilspil. Det eneste seriøse ved R4 er antallet af timer, man kommer til at bruge sammen med det.

R4 er altså et arkade/racerspil, med (til tider) useriøs høj hastighed og biler der brøler sidelæns gennem svingene. Dog får man alligevel hurtigt følingen med bilen, hvorefter ethvert sving og enhver overhaling bliver “second nature”, hvilket for denne anmelder er en stor tilfredsstillelse hver gang. Accelerationen i bilerne føles også rigtig, og på trods af den sidelæns kørsel (der jo ER seriens kendetegn) fristes man til at bruge ordet realisme om bilernes bevægelser. Dette tåler selvfølgelig ingen sammenligning med de to andre bilspil jeg nævnte ovenfor, men er blot medtaget som et bevis på Namcos evner til at viderebringe en troværdig illusion på et højt plan.

R4s hovedbestanddel er dets “Real Racing Roots” Grand Prix (bemærk den diskrete brug af R’er, haha), hvor løb afvikles og biler vindes. Man skal dog først tilslutte sig et af de 4 forskellige hold (bestemmer sværhedsgraden), og vælge en af de 4 forskellige bilproducenter. Disse bestemmer bilens generelle egenskaber – fra
“drift” (bilen skrider let ud) til “grip” (nul friktion). Det er disse forskellige valg, kombineret med éns placering i hvert af de 3 “heats” i Grand Prix’et, der afgører, hvilke biler man vinder – 1 ny bil pr. heat. Derudover åbnes der efter første Grand Prix op for en såkaldt “Extra Trial”, hvor man kan køre mod en enkelt (ofte ret speciel!) bil. Vinder man det, vinder man bilen. På denne måde kan man altså gennemføre Grand Prix’et igen og igen i et forsøg på at vinde alle 321 biler!

Hvad angår selve bilen og dens styring, er der få ting man bør vide: Man kan vælge mellem manuelt eller automatisk gearskifte, og hver bil er udstyret med en bremse og en speeder. Der er 2 synsvinkler at skifte imellem (indefra/udefra), og vibration ved kollisioner kan slås til og fra. Simpelt og klassiskt. Designmæssigt har Namco (selvfølgelig) medtaget Rage Racers mulighed for at designe logoer til bilen, samt ændre dens farve.

R4 har selvfølgelig også en “Time Trial” og en “Versus Mode” – sidstnævnte i split-screen. Den japanske udgave af R4 havde ligeledes link-up mulighed, men det har ikke lykkedes mig at finde dette i den europæiske udgave. Det står ikke på kassen, og muligheden optræder først på hovedmenuen, når 2 PlayStations er sluttet sammen, hvilket jeg ikke havde lejlighed til at teste, mens jeg havde R4 hjemme til anmeldelse.

Grafisk kan man ikke sætte en finger på R4. Der er meget lidt slowdown, og omgivelserne på de 8 baner er forskelligartede og detaljerede. Disse varierer bl.a. mellem dag ved havnefronten, sol-nedgang i bjergene og nat i byen. Endelig har Namco altså taget sig sammen og tilbudt os mere end de 3-4 baner, forgængerne tilbød. At diversiteten så oven i det hele er så høj er et plus af dimensioner. I tunneller og ved nattekørsel er der atmosfærisk lyssætning og bilernes forlygter tændes(!) Bremselys og baglygter er altid tændt og efterlader lysspor efter sig, hvilket er en ret sød detalje.
At spillet så ovenikøbet lader til at håndtere det hele uden så meget som at sætte farten en anelse ned, er blot endnu et tegn på Namcos overlegenhed som producenter af konsolspil. Få kan gøre det samme. Tillægger man derudover det polerede design og de flotte FMV-sekvenser, kan man ikke være i tvivl om, at vi taler om et spil der i alle henseender lever op til et 3. Generations konsolspil.

Hvad kan man så sige om musikken? Desværre (for mig) næsten det samme som for de forrige spil. Halvdelen af numrene er temmeligt generiske og altså uden særlige kendetegn eller finesser. Flere af sangene er dog drum and bass-inspirerede, så jeg behøvede heldigvis ikke at skrue ned – bare sørge for at vælge et af disse numre før start. Jeg er klar over, at mange mennesker er begyndt at tage det som en selvfølge, at et hårdtpumpet soundtrack hører med til racerspil (Test Drive 5 og Gran Turismo er de seneste eksempler), men derfor kan man da godt prøve at variere det en anelse mere. Da hele soundtracket er mixet in-house hos Namco, tabes der som sagt noget af den mere varierede oplevelse det var at høre musikken fra Wipeout 2097. Undskyld, men jeg måtte lige nævne det. (Folk der har læst mine tidligere anmeldelser kender allerede min sygelige fascination af dén serie).

Bottom line: Der er en helstøbt fornemmelse over R4, lige fra introen over designet til selve gameplayet. På trods af, at vi har set det hele før, fomår R4 at være en næsten perfekt hybrid af seriens andre spil, og derved har Namco nået sit mål. Er man fan af traditionelle racerspil (dvs. med biler), bør man ikke undlade at placere R4 side om side med brødrene Gran Turismo og Colin McRae Rally – omend de er af forskellig hudfarve, er de alligevel i familie.