Horizon Zero Dawn

6 out of 6 starsHorizon Zero Dawn 4

Den dårlige nyhed: Verden er gået under. Den gode? Livet fortsætter.

Drengene og pigerne fra Guerrilla Games er meget glade for spil. De er eksempelvis utroligt glade for Ubisofts Far Cry-serie. Og de elsker helt klart også Monster Hunter. For ikke at tale om Tomb Raider og Enslaved: Odyssey to the West. Det er i hvert fald en håndfuld af spil, som jeg fik klare associationer til, da jeg gav mig i kast med eventyret om Aloy og hendes søgen efter svar. At inspirationen er tydelig er dog ingen klage, når slutresultatet er så solidt som i dette tilfælde.

Allerede som spæd blev den forældreløse Aloy overdraget til sin plejefar Rost af en af de gamle matriarker, der bestemmer over stammefolket kendt som Noraerne. Rost er selv udstødt, men da han ikke vil fortælle Aloy mere om dette, gør hun det til sit livs opgave at finde ud af, hvorfor de begge er blevet udstødt for derefter at kræve oprejsning. Beslutningen tager hun allerede i den tidlige alder af seks år, da hun ved et uheld falder ned i en grotte og finder et yderst vigtigt redskab, der skal vise sig at blive uvurderlig under hendes fremtidige prøvelser.

Eventyret starter dog først rigtigt for Aloy, da hun i en alder af 19 år kan få lov at deltage i “The Proving” – en manddomsprøve, alle Noraernes unge tilbydes. At deltage gør automatisk deltageren til en del af stammen, såfremt de skulle være udstødte, mens førstepræmien er en mulighed for at stille spørgsmål til stammens ældste. Og Aloy har som sagt en del spørgsmål. Uden at gå i detaljer ender denne dyst ikke helt som forventet, men bliver startskuddet på en tur ud over stepper og marker, over bjerge og floder, gennem krat og skov og dybt ned i et væld af underjordiske grotter i en verden, der både er velkendt og samtidig ganske fremmed.

Det er ikke en verden, Aloy umiddelbart har megen viden om, men i løbet af sin rejse møder hun nye stammer, snakket med mennesker af anden tro og – ikke mindst – med et andet niveau af viden om verden omkring dem, end den hun har. Tingene har ikke altid set ud, som de gør, og vi følger spændt med fra sidelinjen, mens Aloy bliver klogere på sig selv og sin nye rolle i denne verdensorden. Det er en spændende scifi-historie, og for en sjælden gangs skyld kan jeg sagtens forestille mig, at den også kunne være vellykket som film.

Samtidig er det en verden befolket af andet end mennesker. Store flokke af robotter strejfer om overalt, og hvor de kommer fra ved ingen, men de kan ernære sig selv gennem fortæring af biomasse, hvilket deres udseende bærer præg af. Baseret på dyr, vi alle kender, har de hver deres rolle i et enormt økosystem, hvor menneskene som udgangspunkt er længere nede i føderækken. Bue og pil, basale projektilvåben samt primitive fælder sætter niveauet for menneskenes mulighed for forsvar, hvilket på overfladen virker som en ret unfair kamp. Gennem årene har høstning af elektriske dele fra “dyrene” dog resulteret i afarter af disse oprindelige våben, hvilket tillader en bedre, offensiv taktik til at nedlægge af nogle af de ret imposante skabninger, man støder på undervejs. Der er også hjælp at hente fra Aloys grottefund, der har en bemærkelsesværdig evne til at kunne vise robotternes svage punkter.

Bag dette utroligt smukke og diverse univers, som også byder på forskelligt vejrlig og en dynamisk døgnrytme, gemmer der sig en sandkasse af et spil, der låner en god portion af sin struktur fra Far Cry 3 og dets efterfølgere. Tårnene fra dén serie er erstattet af høje Tallnecks-robotter, som skal bestiges for at afsløre mere af universet, og indkøbte skattekort viser beliggenheden af forskellige skatte, der kan byttes for bedre udstyr hos købmænd overalt. Våben, udstyr og evner kan ligeledes opgraderes løbende gennem indsamling af ressourcer, og her taler vi både om skind og ben fra dyr, forskellige planter samt reservedele fra nedlagte robotter i bedste Monster Hunter-stil. Intet slår samtidig en veludrustet bue i hænderne på en kompetent kvinde, der også bruger snigeri til sin fordel, og i den henseende låner spillet også en del fra 2013’s Tomb Raider. Endelig har vi så den ganske veludførte historie, der trækker linjer både frem og tilbage i tid, og som får mig til at tænke på Enslaved. Alt er ment på den mest positive måde, idet de nævnte spil er fremragende spiloplevelser i sig selv, og imitation er jo også den mest oprigtige form for smiger.

Guerrilla formår dog at polere disse lånte fjer på en måde, så de får deres egen identitet og en grad af finish, jeg sjældent har set mage til. Jeg spiller det på PS4 Pro, men ifølge den tekniske analyse fra Digital Foundry er det en kraftpræstation på begge modeller af PS4, så ingen bliver altså snydt. Udviklerne bruger desuden deres egen, Decima-grafikmotor til formålet, og jeg må virkelig sige, at den leverer imponerende resultater. Specielt døgnets skiftende lyssætning samt de øvrige lyskilder er utroligt veludførte, og kombineret med effekter som tåge, støvskyer, regn, sne og vindens rusken i det høje græs og træernes blade  har vi at gøre med et af de mest overbevisende fantasiuniverser, jeg har haft den store fornøjelse at tumle rundt i. Robotterne er tillige yderst detaljerede, og de ligger i min optik tæt på Shinkawas designs til Metal Gear Solid-serien.

Aloys primære mission er en ordentlig mundfuld i sig selv, men derfor kommer man alligevel ikke uden om et stort antal sidemissioner og en dertil hørende portion af grind, som jeg altid har det svært ved. Sidemissionerne er nemlig ikke alle lige spændende, og man kan godt se, hvor udviklerne har – undskyld udtrykket – spændt buen mest, for at give spilleren valuta for pengene. Således var der en periode på en håndfuld timer i spillets midte, hvor min entusiasme dykkede en del, mens jeg forsøgte at få optjent penge og opgraderet mine våben, så ethvert opgør med de mange robotter i landskabet ikke blev et længerevarende tovtrækkeri. Men det bar frugt at få opgraderet inventarplads og primære våben tidligt i spillet, da jeg så kunne slappe af og nyde resten af eventyret og koncentrere mig om hovedhistorien. Faktisk var jeg kun nået godt halvvejs, da mine foretrukne våben var kraftige nok til at klare de fleste skær, så der er altså lys for enden af tunnellen for de af os, der gerne vil ud over grind og blot underholdes med noget fantastisk scifi-action.

Flere af sidemissionerne er heldigvis både fornøjelige og hurtigt overstået, men alle giver de Aloy erfaring, der samtidig belønner hende med “Skill Points”, som kan veksles til nye færdigheder – så de har sin berettigelse. Med en senere mulighed for at teleportere mellem fundne lejrbål bliver det også mere overskueligt at komme fra A til B i de områder, man allerede har besøgt – og den feature kan også benyttes under missionerne. Endelig fandt jeg også stor tilfredsstillelse i at udforske de dele af universet, hvor skattekortene ledte mig hen. Metalblomster, oldtidsfund, religiøse figurer og hilsner fra tidligere tider er belønningerne, og de er som sagt ganske sjove at lede nærmere efter, da man kun får deres generelle placering at vide.

Jeg har grundet længe over karakteren, og efter have ligget på fem stjerner i spillets første timer faldt min vurdering til fire stjerner i et godt stykke tid, idet jeg ikke helt følte mig godt nok klædt på til de tilfældige robotopgør overalt, mens de mange enslydende sidemissioner drænede min energi. Men da jeg endelig fik udstyret Aloy med de rette våben og opgraderet hendes øvrige udstyr, begyndte oplevelsen at blomstre i takt med, at historien ligeledes blev mere og mere spændende. Og den udvikling fortsatte lige indtil rulleteksterne, hvorfor jeg ser mig nødsaget til at tildele Horizon Zero Dawn den højeste karakter. Spillet er opbygget på samme måde som mange andre sandkassespil – med en god portion grind og monotoni forklædt som “sjov” – men i dette tilfælde overlever spillet på sin fænomenale stemning, historie og ikke mindst et kernegameplay, der igen og igen har trukket mig hen foran skærmen. Slutresultatet er altså mere end blot summen af de enkelte bestanddele, og derfor må jeg anbefale spillet betingelsesløst, hvis man har bare det mindste tilovers for dets inspirationskilder eller genren generelt.

8 tanker om “Horizon Zero Dawn

  • 1. marts 2017 at 4:46
    Permalink

    Åhkay, det lyder ret godt. Overvejer at købe en Pspro. Gad vide om der findes nogle gode bundles?

    Svar
    • 1. marts 2017 at 12:40
      Permalink

      Har ikke set nogle bundles (endnu), men Elgiganten har i hvert fald selve spillet til 399 kroner.

      Svar
  • 1. marts 2017 at 12:29
    Permalink

    Jeg glemte at fortælle om den ret dybe Photo Mode, hvor man virkelig kan fange nogle flotte øjeblikke fra spillet. Den er fuldt ud på højde med de andre af slagsen (Uncharted 4, The Last of Us), og på enkelte områder overgår den dem faktisk! Således kan man frit vælge tidspunkt på dagen for de enkelte fotos, og det er ret blæret at tage et nattebillede og bare sætte sol på eller vice versa.

    Svar
  • 2. marts 2017 at 9:41
    Permalink

    Jeg elsker bare Metacritics brugeranmeldelser 🙂 Har slettet navnene, da jeg ikke vil risikere backlash.

    0/10
    The game looks beautiful and the facial animations have set the standard for games. The story however is there to push an agenda. Personally I could not finish the game because of all the blatant propaganda. The same as you will now find in Hollywood.

    Oversat: “Der er for mange negere og kinøjsere med”. Og ja, det er sådan, brugeren her ville omtale de mennesker 🙂 Så det er altså et fedt spil, men grundet “agendaen”, så er det 0/10 værd. Sådan.

    1/10
    Open world… What can I say? This game was just as boring as The Elder Scrolls VI: Skyrim, Fallout 4, Uncharted 4, Assassin’s Creed Syndicate, Grand Theft Auto V, Far Cry Primal, etc… If you make an open world, please don’t fill it with pointless quests or collectibles.

    Oversat: “Alle open world-spil er noget bras, men det har intet med mig at gøre.”

    “It is only on the potato 4 so it must run in 20-30 fps which is an unacceptably low frame rate.
    Why anyone would put up with this crap performance is beyond me.”

    Oversat: “PS4 kan kun levere spil med dårlig framerate, og det gælder selvfølgelig også for dette spil. Jeg er indigneret på alle andres vegne.”

    Svar
    • 2. marts 2017 at 20:28
      Permalink

      Oversat: “Der er for mange negere og kinøjsere med”.

      Nok nærmere “Rah! Feminin agenda! Kvinder skal bare vise patter og tage mod slag i spil!”

      Spassere.

      Svar
  • 4. marts 2017 at 19:01
    Permalink

    Jeg kan ikke lide samleri og crafting men det virker nogenlunde uproblematisk her. Jeg kan godt lide, at ikonet er rødt, hvis man ikke har plads til det. Jeg kan også godt lide princippet om at man kan starte en quest ud fra hvad man mangler for at crafte en specifik ting.

    Styringen er god og input latency er lav. Jeg kæmper lidt med præcisionen i 30 fps, men generelt er jeg efter 3-4 timer godt underholdt. Ville have købt en Pro i fredags, men Elmutanten havde kun klargjorte enheder til +200 kr på lager. Men køber nok en i næste uge, da Horizon skulle være klart pænere på Pro. Og så er jeg klar til Nier Automata.

    Svar
    • 9. marts 2017 at 23:12
      Permalink

      Platinum’en er hjemme. Det kan jeg ikke sige om mange spil. Kun 18 til dags dato, faktisk.

      Svar
      • 12. marts 2017 at 21:02
        Permalink

        Spillet 56% gennemført jf. den indbyggede statistik. Historien er klaret, alle couldrons, alle tallnecks, mangler tre corrupted zones og en del errands og side quests. Det har taget 30-35 timer og jeg har vist fået nok nu. Men Horizon Zero Dawn er det bedste spil længe. Jeg kan dårligt huske hvornår jeg sidst har brugt mere end 30 timer på et spil. Jeg plejer at kede mig efter højst ti. Det får også 6/6 af mig.

        Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.