Tenchi Muyo! Bikkuri no maki
På Tenchi Muyo! Ultimate Collection mangler der et par ting til at gøre den rigtig “ultimativ”. Det drejer sig om en ekstra episode kaldet Mihoshi Special og sangsamlingen Sound File.
Netop disse er at finde på denne japanske DVD-udgivelse, der også indeholder episode 13 af OVA-serien. Da Mihoshi Special tidligere har været udgivet i USA på Laserdisc, har Pioneer været så elskværdige at inkludere den engelske dub. Desværre har de ikke tekstet den, så man er nødt til at se den på engelsk for at fatte den. Jeg så den bagefter på japansk i et forsøg på at fortrænge den skrækkelige dub. Det hjalp.
Mihoshi Special er en ret sød episode, hvor Mihoshi fortæller en værre røverhistorie om den største sag i hendes karriere i Galaxy Police. Hun kan ikke huske navnene på de rigtige personer, så hun befolker den med hele Tenchi-castet i stedet, med nogle skægge situationer til følge. En dejlig historie til at afslutte den fænomenale OVA. Men ud over hyggen er Mihoshi Special vigtig i Tenchi-universet, da man for første gang møder Kiyone og Pretty Sammy (der senere fik sin egen TV-serie).
Sound File er 8 musikvideoer på i alt 25 minutter. De syv af dem er stykket sammen af klip fra OVA’en, ending fra OVA’en og introen til Pretty Sammy. Der er ingen original animation, men musikken er i den bedre ende af de poppede anime-soundtracks og mange af sangene er sunget af de japanske seiyuu fra OVA’en. De fleste af numrene er at finde på Tenchi Muyo Best OVA #1 soundtracket.
Den 8. sound file – Call me Princess! – er en række stillbilleder akkompagneret af musik og tale. Aeka binder Tenchi og straffer ham med en stor læderpisk. Hun bliver ret opstemt af det, prøver forskellige bondageteknikker af og eksperimenterer videre med kæder og stearinlys på den ulykkelige knægt. Jeg vidste at Princesse Uskyldig var en værre én bag facaden! Websiden Aekas ‘S’ Shrine er dedikeret sangen med en masse info (bl.a. lyrics på engelsk).
DVD’en er en dual-layer skive med DTS-lyd og billedkvaliteten helt oppe og ringe. Coveret er en almindelig CD jewelcase, som de udgives i Japan, men den ser fjollet ud på DVD-hylden. Prisen er ikke til at kimse ad – med fragt løber den op i kr. 650, hvilket også er grunden til de to stjerner: Skiven anbefales kun til absolut Tenchi-holiske individer. Behøver jeg at sige, at jeg er glad for min?
Køb skiven hos CD Japan