1-2-Switch


Den symbiotiske forbindelse mellem Nintendos spil og hardware er blandt firmaets største styrker. Derfor var det naturligvis også nødvendigt med noget, der demonstrerer den nye Switch-konsols funktionalitet, og det er det, 1-2 Switch gør.

Maskinens formfaktor gør den let at tage med, og derfor er det smart med et spil, som er beregnet til at spille i festligt lag. For yderligere at bygge på maskinens styrker, kan man ofte undgå at følge med på den lille skærm, bortset fra når man skal se demonstrationsvideoer af de små minispil.

Mens Wii Sports praktisk taget solgte konsollen egenhændigt, og Nintendoland med held præsenterede en række spil, som kunne nydes både alene og med venner, er 1-2 Switch dog et rent festspil, og hvis det skal være rigtigt godt, skal man enten have en livlig fantasi eller et par Blå Thor i mavesækken. Det er nemlig ikke ret mange af spillene, der er sjove at spille mere end en enkelt gang, hvis man sidder på sofaen en helt almindelig eftermiddag.

Bevares, vi forsøgte at piske en stemning op i stuen, men vi mistede hurtigt interessen for størstedelen af spillene. Men flere af dem formår dog at bruge hardwaren på interessant vis, og er man i forvejen i et småfjollet humør, kan jeg sagtens forestile mig, at man kan få en festlig aften med mange af spillene. Det ville dog være en fordel at have nogle playlister fra Nintendos side, der samler de mere intense og fjollede spil kontra de mere afdæmpede, der egner sig bedre til en stille aften derhjemme.

1-2-Switch
Træning af den indre samurai.

Det er dog ret simpelt at skifte mellem minispillene, og hvis man pauser ganske kort, begynder demonstrationsvideoen at spille. Det er ret elegant til et selskab, der ikke kender reglerne i forvejen, og man kan se en indikator for, hvor meget bevægelse/energi minispillet kræver. Favoritterne her i hytten var duellerne, hvor det gælder om at trække hurtigst på kommando (en variant har en masse falske starter), og kuglespillet, hvor Joy-Con’ens såkaldte HD Rumble bruges til at simulere en aflang trææske, hvor 1-9 metalkugler rasler rundt indeni. Jeg ville gerne kunne sige, at det er fjollet og halvumuligt at gætte med sikkerhed, men siden jeg konsekvent fik tørt på af min kone i spillet, må jeg konstatere, at jeg og mange anmeldere bare er rigtigt dårlige til den leg.

Til gengæld kunne jeg tage revanche ved skattekisten, hvor man skal rotere en skattekiste, som hænger, viklet ind i en meget lang kæde, til den falder ned og åbnes. Det gøres ganske simpelt ved at dreje sin Joy-Con, hvorefter kisten laver den samme bevægelse. Det er ikke helt ulig mobilspillet Zen Bound – bare med omvendt fortegn.

Boksetræning er sjovt nok at prøve, men desværre kun et par gange. Begge spillere stiller sig op, og skal forsøge at lave den rigtige type slag hurtigst. Bagefter afspilles en kort boksekamp, hvor de vindende slag afgør kampen. Det er ikke lige så sjovt som boksningen i Wii Sports, men man må dog give det, at bevægelserne bliver registreret ret præcist. Det opnår bare aldrig det fjollede tempo, som gør forgængeren sjovt. Til gengæld fungerer samuraitræning ret godt. Den ene skal stå med sværdet over hovedet, og den anden skal være klar til at gribe sværdet (avs?), før det rammer hovedet. Det er en meget god tilnærmelse af, hvad kampsport kræver; aflæsning af kropssprog og reaktionsevne.

Der er dog nogle deciderede nitter undervejs. For eksempel barberingsspillet, som har problemer med at finde ud af, hvor det skal placere et usynligt skæg på ansigtet, og bagefter skal man forsøge at fjerne det – i blinde. Ideen er god nok, men det fungerede ikke ret godt i praksis. Det skal dog pointeres, at jeg også har bemærket, at controllerne kan drifte lidt (langsomt bevæge sig af sig selv) i spil, hvor man bruger bevægelsesstyring, og det kan være, det påvirker minispillet. Det kræver formentlig en opdatering af Switch-hardwaren eller controlleren, hvis det skal blive bedre.

1-2-Switch
Barbarisk barbering.

Et af de særeste indslag er den sovende baby. Her sætter man sine Joy-Cons på Switchen, eller holder dem på hver sin side af noget bamselignende, og så skal man vugge en baby i søvn og lægge den fra sig uden at den vågner op. Jeg er blot glad for, at det ikke var en rigtig baby her i hytten, for vores forsøg på, hvad der ville ske, havde ikke været sunde for en ægte baby. Selve minispillet er dog ikke særligt sjovt.

Mange af spillene i pakken er i højere grad baseret på interaktionen mellem spillerne end egentlig gameplay, og Switch-hardwaren sørger blot for at være dommer og virtuel brik til legene. Et godt eksempel er spillet tricky dice, som er et terningespil, hvor man kun kender sin modstanders kast. Så gælder det ellers om at bluffe sig frem til en sejr. Finten er, at kombinationer med ens terninger giver bonus, så mærker man 8, må man gamble på, om det er 5 og 3 eller 4 og 4, for det giver vidt forskellige points. I sidste ende er det dog bare et heldbaseret terningespil med lidt påvirkning fra spilleren.

Teorien bag pengeskabsindbruds-spillet er skæg. Desværre var hardwaren ikke så pålidelig, som man kunne ønske sig. Det gælder om at rotere sin Joy-Con rundt, indtil man mærker en forskel i de små ryk. Så skal man holde sin Joy-Con stille et øjeblik og så finde det næste tal. Selv når man finder det rette punkt, kan man dog komme ud for, at det ikke er til at finde igen, når man skal finde det helt præcise sted, hvilket kan være ret frustrerende. Det ville ellers være en ret skæg leg, hvis hardwaren fungerede lige pålideligt hver gang, for presset om at gøre noget på tid, som samtidig er finmotorisk krævende er ret sjov.

1-2-Switch
Got milk?

Bordtennis er en decideret bizar oplevelse i 1-2 Switch. Man spiller udelukkende efter lyd, og der er tre forskellige slags slag. Spillet er relativt gavmildt med timingen, så vi endte med at stoppe et næsten uendeligt langt spil, fordi ingen af os tabte bolden. Apropos bizarre oplevelser, så er et af minispillene en slags catwalk-tur. Man holder sin Joy-Con ind til hoften og svinger afsted i bedste supermodel-stil, og af og til skal man indtage bestemte positurer. Det tror jeg, jeg ville synes var meget sjovt, hvis jeg var 6 år gammel og ikke en dreng. Og det gælder desværre alt for mange af minispillene. De er sikkert sjove for nogle, men hold fast, hvor er der mange, der ikke er sjove for mig. Eller min kone. Men vi er også gamle og ikke så drukfældige, som man skulle tro.

Da jeg anmeldte Game & Wario til Wii U, var det et spil med omtrent lige så meget underholdningsværdi her i stuen i multiplayer, men der var en del mere at komme efter, når man spillede for sig selv, og prisen var 300 kroner. Med 1-2 Switch forlanger Nintendo 400 kroner, og det kan titlen efter min bedste overbevisning ikke bære. Især siden nogle af spillene fungerer så upålideligt, at de ikke burde være en del af pakken.

Nogle har argumenteret for, at det burde være inkluderet med konsollen, men jeg vil gå et skridt videre og sige, at det burde være et par tematiske samlinger af minispil, som man kunne købe på eShop til en rimelig pris og starte dem fra et fælles interface. Så havde det været en let anbefaling. Med den nuværende pris kan 1-2 Switch kun anbefales, hvis man altid har energiske unger i hytten eller ofte kan lokke sine venner til at spille gakkede minispil på drukaftener, og begge dele hører til sjældenhederne her.

Wikipedia har en fuld liste over minispillene, som er ganske god til at give en fornemmelse af, om man vil synes om præmissen i de enkelte discipliner.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz