The Gap Series vol. 1 – 3
I en fjern fremtid har mennesket opdaget overlyshastighed, og har koloniseret store dele af galaksen. Lyder det bekendt? Ikke i Stephen Donaldsons tankeunivers.
The Gap Series er en serie på fem science fiction-romaner skrevet af Stephen Donaldson. Når man starter på serien, er man lovligt undskyldt, hvis man synes man har set det hele før. Overlyshastighed, rumkolonier etcetera, etcetera.
Men Donaldson har en plan, og i den første bog, The Gap Into Conflict: The Real Story, får vi kun løftet en enkelt flig af tæppet. Vi følger UMCP (United Mining Corporation Police) grønskollingen Morn Hyland, der just er gradueret fra akademiet og nu er i færd med at jagte pirater i det Kendte Rum.
Inden længe støder hun på Angus Thermopile, der mest af alt opfører sig som en 100% destillation af samtlige rumskurke og evildoers i universet. Under jagten på Angus, går ting grueligt galt. Morn mister hele sin familie og havner i kløerne på Angus. Hendes eneste håb er at holde sig i live indtil hun kan nå i havn på nærmeste rumstation, Com-Mine.
Det er sådan set handlingen i den første bog. Der sker naturligvis meget mere, men den største force i Gap-serien er de overraskelser, Donaldson fra tid til anden kaster ind i plottet, og derfor vil jeg ikke komme yderligere ind på handlingen her. Bedst som man har styr på historien, sker der noget fuldstændigt uventet (men ikke tilfældigt, da Donaldson har udtænkt handlingen igennem alle bøgerne inden den første blev skrevet), der drejer handlingen i en helt ny retning.
I bedste Space Opera-stil har vi politik, intriger og rænkespil på så stort niveau, at hele menneskeheden står på spil. Og i samme stil, er det de små helte, der redder dagen.
Problemet er bare, at der ikke er nogen helte i Donaldson’s univers. Udover den konstant misbrugte Morn Hyland, består rollelisten af en række slyngler, der burde være indespærret på livstid, nedfrosset i en blok carbon og sendt i kredsløb om Pluto. Donaldson’s personer er så ubehagelige og deres handlinger så modbydelige, at det flere gange er svært ikke at kaste bøgerne fra sig i væmmelse. De har selvfølgelig deres grunde til at være som de er, og det er rart, at man ikke har kridhvide flødebolle-helte. Men de her karakterer er alle som én skrigende stjernepsykopater.
Et andet problem, som man først mærker fra bog nr. 2, er at Donaldson kan lide at tale (alene efterordet i den første bog er på 20 sider, hvor han redegør for skabelsen af serien). Hver eneste handling skal udpensles, diskuteres og analyseres i sådan en grad, at jeg ofte sprang hele sider (og i enkelte tilfælde kapitler) over, når hans forklaringstrang meldte sig. Måske har jeg set for meget anime, men jeg er vant til at fylde historiens huller ud selv, og synes det er langt sjovere og mere intellektuelt udfordrende.
Donaldsons karakterbeskrivelser kan også blive en kende trivielle. F.eks. har kaptajn Nick Succorso et ar under hvert øje, og så sikkert som amen i kirken nævner Donaldson hans ar, deres farve og deres betydning i hver eneste sætning om Nick. Jeg har fattet det, tak.
På trods af al min kritik, har seriens tre første bøger alligevel trukket tre stjerner hjem. Grunden er ganske ligetil: Det er en pokkers god historie. Er du en hurtig og/eller tålmodig læser, vil du helt sikkert finde Gap-serien en spændende og gedigen gang SF-underholdning.
