Xenoblade Chronicles 2


Rex er en såkaldt Salvager, som ernærer sig ved at sejle rundt på ryggen af et stort dyr og samle ting op fra det skyhav, som hele verden ser ud til at bestå af. Folk lever på kæmpe Titaner, og de ser egentlig ikke ud til at have det særlig godt. Titanerne, altså.

Rex bliver hyret af en skummel fyr til at udføre en skummel opgave sammen med et skummelt hold, og inden længe er han, under skumle omstændigheder, død, genopstanden og knyttet til et sværd, som også er en pige. Med den slags ting om ørerne må man hellere komme i gang med at redde verden.

Pyra, som sværdet/pigen hedder, er Blade, og Rex er dermed blevet til Driver. Der eksisterer et symbioseforhold, hvor Drivers og Blades udnytter hinandens evner til at kæmpe sammen mod diverse utysker. Blades er som Pokémon – der er et hav af dem, de har forskellige evner, og det er en god idé at have mange af dem for at kunne udnytte kampsystemets mange detaljer.

Hvis historien er sjælen i et JRPG, er kampsystemet hjertet. Det er her, man kommer til at spendere allerflest timer i selskab med spillet, og derfor er det vigtigt, at skidtet fungerer. Det fungerer virkelig godt i Xenoblade Chronicles 2, når man endelig begynder at få grebet om det.

Almindelige angreb er automatiske – så snart man er tæt nok på en fjende, vil Rex automatisk svinge sit sværd og tildele lidt skade. Men selvom sværdet ser stort og drabeligt ud, har det nogenlunde samme effekt som en våd nudel.

De automatiske angreb bevirker dog, at man lader op til Arts, som er mere kraftige angreb. Arts har forskellige styrker, alt efter hvor man er placeret i forhold til fjenden, og de kan samtidig resultere i status-effekter på fjenden, der gør efterfølgende angreb nemmere. Ligesom auto-angreb lader op til Arts, lader Arts op til Specials, som er endnu stærkere angreb.

Forpustet? Det har du ikke tid til lige nu, for når en Special er fyret af, åbner man op for et træ af mulige efterfølgende Specials, baseret på det element man startede sin Special med. Hvis man, inden for en begrænset tidsramme, når at fyre endnu en Special af det rette element af, starter man en Blade Combo, der giver endnu mere skade. Kan man gøre det tre gange, er der fest på skadestuen.

Er du med endnu? Hvis Blades (de her Pokémon-våben, husker du) kan have combos, kan Drivers (Rex og hans venner) også, og de hedder fornuftigt nok Driver Combos. Har man spillet det første Xenoblade Chronicles til Wii, vil man huske Break og Topple, hvor man åbner op for at give fjenden mere og mere skade. Den kæde er blevet udvidet med Launch og Smash her, hvor man kan arbejde sig op i de mere stratosfæriske skadesniveauer.

Tag lige en slurk af din kaffe, før jeg fortæller dig, at samtlige angreb også lader op på en Party Gauge. Den kan du enten bruge til at genoplive en falden kammerat med i kampens hede – eller lade den fuldt op, og så starte et Party Chain Attack, hvor alle Drivers på holdet får lov til at tæske løs på fjenden efter tur. Hvis man, inden Party Chain Attack’et starter, har udført en eller flere fuldendte Driver Combos, får hele holdet lov til at tage flere ture med fuld smadring.

For lige at sammenligne, så giver et almindeligt sværdslag måske 400 point i skade. En god Party Chain Combo kan resultere i mere end 200.000 point.

Hele kampsystemet er stort set åbnet fra starten af spillet, og man bruger lang tid på at være forvirret, frustreret og skide irriteret på spillet, fordi man simpelthen ikke forstår, hvad der sker på skærmen. Spillet har en række tutorials, der generelt må betegnes som de dårligeste, jeg endnu har oplevet. Det består af tekstskilte, der forklarer koncepter, man endnu ikke har prøvet og derfor ikke forstår – og man kan aldrig læse dem igen, når de først er blevet vist én gang.

20 timer inde i spillet var jeg ved at ødelægge det meste af min bopæl og forberedt på at finde noget mere interessant at bruge min fritid på. Men en lang række blog-indlæg og YouTube-videoer senere, begyndte jeg at forstå tingene, og når kampsystemet endelig klikker, er det som en virkelig intens rytmisk ballet, hvor man prøver at balancere dusinvis at ting på samme tid. Det er med andre ord helt vildt godt, men spillet gør absolut intet for at hjælpe dig på vej. Det er desværre ikke det eneste område, hvor man føler at spillet virkelig hader spilleren.

Det andet område er kortet. Xenoblade Chronicles 2 er et enormt spil, hvor man frit kan bevæge sig rundt. Men til forskel fra de fleste andre spil i open world-genren, er områderne udformet som enorme labyrinter, og selvom man ved, at målet ligger 900 meter stik nord, kan man sagtens bruge 2-3 timer på at rende rundt i området for bare at finde ud af, hvordan helvede man kommer derhen. Der er et minikort, som – selv efter en patch – desværre ikke er meget bevendt. Spillet opfordrer, i en af sine irriterende tekst-tutorials, at slukke for kortet og bare gå på opdagelse. Ja tak, men hvis man nu bare gerne vil hen til det næste punkt i historien, skal man være af en speciel støbning for ikke at gå amok over at bruge timer på at blive slået ihjel 6.000 gange af fjender 50 levels over en selv, fordi man ikke kan finde den rigtige vej.

Gah!

Og alligevel fortsætter man. Sammenbidt. Time efter time. Fordi Xenoblade Chronicles 2 er et af de smukkeste og mest velfortalte JRPG’er, man kan forestille sig. Karaktererne er brillante og både designet og skrevet med sprudlende variation. Man skal vænne sig til, at Monolith har trukket samtlige karakter-designere ind fra gaden, så når noget pludselig ligner Final Fantasy, er det fordi Tetsuya Nomura har leveret en bunke bad guys. De mange Blades har også vildt afstikkende art styles, og man begynder at holde af overraskelserne, selvom lidt for mange af dem er designet til en speciel type enlige mænd.

Humoren – som der er overraskende meget af – sidder lige i skabet (den er dog meget japansk, og er man ikke vant til genren, kan der være kulturelle forståelsesbarrierer), og man både griner og græder sammen med spillets personer. I den forbindelse kan jeg anbefale at downloade de japanske stemmer til spillet (det er gratis), så man slipper for de noget bizarre skotske accenter, jeg blev udsat for, før jeg fandt originalstemmerne.

Musikken er komponeret af Yasunori Mitsuda (Chrono Trigger) sammen med Monolith’s husorkester ACE og tilsat Manami Kiyotas sjælefulde og dvælende numre. Musikken er ufattelig smuk og overgår stedvist soundtrack’et fra 1’eren, som jeg ellers i mange år har holdt på var det bedste spil-soundtrack komponeret til dato. De utroligt detaljerede omgivelser på spillets Titaner tager sig ekstra smukke ud svøbt i den flotte musik.

Og så er der enerverende fetch quests, som bliver udvidet, hver gang man tror de er færdige. Nå, du fandt det? Jamen, i virkeligheden leder jeg efter noget andet, som du gerne må finde nu. De er valgfri, men vil man gerne udvikle sine Blades, er man nødt til at påtage sig dem.

For hver gang Xenoblade Chronicles 2 gør noget smukt, sjovt eller genialt, insisterer det på samtidig at stikke spilleren en lussing. Det er et had/kærlighedsforhold, som man skal gå ind i med en stor portion tålmodighed. Kan man klare sig igennem de første 20 timer, venter der en stor, smuk og intens oplevelse forude. Monolith har altid gået sine egne vegne og skabt japanske RPG’er, der stolt står uden for den etablerede genre: Baten Kaitos II og Xenoblade Chronicles var utvivlsomme mesterværker. Xenoblade Chronicles 2 prøver at være en åndelig efterfølger til begge spil, og løfter arven stolt på de fleste punkter. Men ultimativt har Tetsuya Takahashis ambitioner været større end udviklerne, tiden og økonomien kunne indfri. Xenoblade Chronicles 2 er en usleben diamant.

2 tanker om “Xenoblade Chronicles 2

  • 11. februar 2018 at 18:45
    Permalink

    Tak for anmeldelsen. Den fortæller på en sober måde om spillets svage og stærke sider, og den sidste sætning rammer virkelig hovedet på sømmet.

    Jeg synes heller ikke kortet var meget bevendt i det første spil. Men problemet var ikke så stort, da man som regel kunne se hvilken vej man skulle tage ved at studere omgivelserne. Det mangler jeg i toeren. På et tidspunkt gik jeg videre med hoved questen, og blev placeret ved indgangen til det nye område. Men i min ufattelige visdom, besluttede jeg at rende tilbage og lave nogle side quest for at få lidt flere levels under bæltet. Det tog mig tre timer at finde vejen igen….

    Med hensyn til kampsystemet og de informationer man får i starten, er jeg næsten sikker på at de kan købes hos information brokers. Jeg har ikke tjekket om de vejledninger man kan købe er mere uddybende, da jeg er for nærig til at bruge mine surt sammensparede penge der.

    Ellers er jeg også godt tilfreds med spillet, selvom der er flere steder hvor det virker lidt upoleret.

    Svar
  • 16. april 2018 at 17:27
    Permalink

    Jeg er næsten 200 timer inde, har fået samtlige sjældne blades og er ved at løbe tør for missioner, ud over blade-quests, som jo desværre for manges vedkommende er gemt bag tusindvis af trust-point.

    Jeg er TOSSET med Finch/Ibuki, Electra/Raiko, Ursula/Nanakori og en lang række andre søde og vildt sjove blades. Jeg har virkelig haft voldflækker over Ibuki hver eneste gang hun glemmer noget, og jeg smiler hver gang hun bruger “Doesn’t Ring A Bell” i kamp.

    Det er fantastisk at spillet har en patch med japanske stemmer. Hold kæft en tam oplevelse det havde været på engelsk. Den smule jeg har hørt på YouTube er virkelig noget lort af format.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *