Cowboy Bebop: The Movie


Spike, Jet, Faye, Ed og Ein. Hvis disse navne vækker glade minder hos dig, har du nu mulighed for endnu engang at nyde lidt tid i selskab med den brogede besætning på det gode skib Bebop.

Cowboy Bebop var en ret så fantastisk tv-serie om nogle dusørjægere, der turede rundt i galaksen og prøvede at skaffe til dagen og vejen. Plotmæssigt var der ikke noget revolutionerende i serien, men på mange punkter skilte den sig ud fra den grå mængde af tv-serier.

For det første var der musikken, komponeret af Yoko Kanno og det til lejligheden etablerede band The Seatbelts. Det var et meget originalt miskmask af forskellige genrer, og man vidste aldrig, hvor den kære Kanno ville hen – hun overraskede konstant med sære, skæve og fremfor alt rigtig gode musikstykker. Musikken passede virkelig godt til billederne på skærmen, og det resulterede i at Cowboy Bebop er en af de få serier, hvor man rent faktisk kan huske musikken.

Så var der stilen. Den kan summeres i ét ord: Cool. Spike Spiegel er nok den mest coole karakter, man kan forestille sig, og han er portrætteret bundsolidt i tv-serien: Bare han ligger på en sofa og kigger op i loftet, er han cool som Raymond Chandler’s kultfigur Philip Marlowe.

Slutteligt var der fortællemetoden. Tv-seriens 26 episoder bestod af 19 usammenhængende episoder, der hver især fortalte en eller anden sjov lille anekdote i det spragelede solsystem. I disse afsnit blev cool-faktoren sat i baggrunden, og humoren kom helt frem i førersædet. Og så var der 7 episoder, der handlede om Spikes fortid og en djævelsk ond karakter ved navn Vicious, der – om muligt – var så übercool, at der drev istapper fra fjernsynet. Vicious-episoderne vil for evigt stå i min hukommelse som noget af det smukkeste og bedste anime, jeg har set. Første gang, man stifter bekendtskab med ham, bliver benene fejet væk, og sidste gang man ser ham – i seriens sidste episode – kan man umuligt undgå at fælde en tåre.

Cowboy Bebop: The Movie er en blandet pose. Den fungerer som et af de andre 19 anekdote-afsnit, og har altså ingen sammenhæng med seriens kernehistorie. Vicious er derfor heller ikke med, men til gengæld er han blevet erstattet af Vincent, der på alle leder og kanter kan måle sig med ham i destilleret ondskab og coolness.

Handlingen er desværre ret så tynd. Bebop-besætningen jager en hacker på Mars og bliver blandet ind i et plot, der har til mål at udrydde hele planetens befolkning. Undervejs i filmens 110 minutter lange handling, bruges der en del tid på at snakke frem og tilbage om tingene, og her kunne der helt klart været skåret mange grimme hjørner af. Historien er en meget tynd kop te og den kan bestemt ikke tåle at blive udpenslet.

Af en eller anden grund har man også fundet det nødvendigt at introducere endnu en karakter – Electra – der minder så meget om Faye, at jeg ikke kan se idéen med hende. Til gengæld er hun så køn, at man ikke just er ked af at se hende på skærmen. Desværre betyder det udvidede persongalleri, at Jet får meget lidt skærmtid og er blevet reduceret til en bifigur, hvilket denne anmelder begræder.

Men Cowboy Bebop: The Movie har også sine gode sider. Man har forstået at fokusere på seriens coolness-faktor, og der er utallige scener, der bare ser utroligt godt ud. For første gang ser man også realistiske, velkoreograferede kampscener, hvor man vitterligt sidder og knuger sofaen af spænding – bevares, der var også gode, velkoreograferede kampscener i tv-serien, men i filmen er de ophævet til ren kunst. Spike har nogle opgør med Vincent, der er udført så overdrevet lækkert, at de alene er grund til at se filmen.

Animationen ligger kvalitetsmæssigt et pænt stykke fra de dyre biograf-film som Jin-roh og Patlabor-filmene, men stadig bedre end tv-serien (som allerede lå på et pænt højt niveau for en tv-serie). Jeg kunne dog ønske at man havde skåret omkring 20-30 minutter af filmen og brugt kræfterne på at få resten til at se bedre ud – så havde der virkelig været noget at skrive om.

Det er stadig Yoko Kanno, der står for musikken, men hun er knapt så eksperimenterende denne gang. I stedet for den velkendte, skæve instrumental-musik, er der blevet plads til en hel masse regulære numre med sang. De fleste lyder som noget, man ville høre på en tilfældig amerikansk rock-radio, men enkelte numre – sunget på arabisk – gør sig bemærket på den gode måde. De indledende credits er præsenteret i en absolut fantastisk sort/hvid-videosekvens akkompagneret af et herligt nummer, der bare kan ses og høres igen og igen. Men alt i alt skuffede musikken mig lidt – ikke fordi den var dårlig, men fordi den afveg fra Bebop-nichen og bevægede sig over mod mainstream-folden.

Dvd’en er benævnt “special edition”, hvilket er noget pjat, da der kun er den ene udgave i handelen. Sony-Columbia har sikkert ment, at en bunke interviews retfærdiggør titlen, men jeg er ikke enig. En del af interviewene er lidt interessante, men en stor del handler om, hvordan de amerikanske dub-skuespillere kan “føle deres karakter”, så her var fast forward-knappen presset helt i bund. Der er lidt trailers på skiven, som rummede en meget behagelig overraskelse for mig: Otomo’s Memories er på trapperne!

Billede og lyd er knivskarpt gengivet. Da jeg sad og skulle finde screenshots på min pc, slog det mig igen og igen hvor superb billedkvaliteten på denne dvd er. Cowboy Bebop har altid set rigtig godt ud, men denne skive tager simpelthen prisen i billedafdelingen.

Når en tv-serie går hen og afføder en biograf-film, er instruktøren altid i et dilemma: Skal man lave en film i seriens univers og gøre seriens fans glade, eller skal man lave en film som nybegyndere også kan forstå, med den fare at seriens fans bliver sure. Heldigvis har man valgt at køre videre i seriens dybe fure, og denne film kunne lige så godt hedde “Episode 23.5”. Det betyder så også, at hvis man ikke kender tv-serien, får man nok ikke ret meget ud af denne film.

Cowboy Bebop: The Movie er en fornøjelig film, der kunne have været meget mere, end den er. I bund og grund er det en lang og flot filler-episode, men den har bestemt ikke den vægt, som tv-serien havde, når den ville. Handlingen står til tre stjerner, men stil, kampscener og musik beviser atter engang at Cowboy Bebop er den ubestridte King of Cool og hiver den op på fire små stjerner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.