Memories
Katsuhiro Otomo’s Memories er et hjertebarn som få. Den har siden sin gang ved de japanske filmfestivaler i 1996 høstet stor respekt. Ser man bort fra Roujin-Z, er det faktisk også Otomos første store værk, siden han i 1988 udgav Akira, som nok er den mest kendte anime for non-fans på vore breddegrader.
Memories er hverken en rigtig feature-film eller en serie, men snarere en samling af 3 skæbnefortællinger uden nogen overhængende sammenhæng med hinanden. Om Memories tjener som hovedemne, vil jeg lade være op til den enkelte at fortolke. Der er en rød tråd et sted, selvom øjensynligheden i denne påstand ikke er lige fremtrædende for alle tre film.
Episode 1: Magnetic Rose
Instruktion: Koji Morimoto
Vi befinder os i rummet, år 2092. Det gode renovations-skib Corona er ved at samle skrald og vragrester op, i udkanten af den lokale sektor. De fire besætningsmedlemmer er ved at holde fyraften, da et SOS indløber fra en sektor, som bedst er kendt som rummets egen kirkegård. Som følge af det gældende reglement, bliver de nødt til at tage redningsaktionen i egen hånd, men først da de ankommer, begynder de at fornemme situationens omfang. Signalet kommer fra en klynge af roterende vragrester, på størrelse med en større asteroide, og Miguel og Aoshima bliver pådraget opgaven at undersøge kompleksets indre. Synet af vragets indre arkitektur som møder dem, er mildest talt en overraskelse, og efterhånden som de begiver sig dybere ind i komplekset, finder de langsomt ud af historien om stedets værtinde, operasangerinden Madam Eva Friedel.
Sådan begynder den første af Katsuhiro Otomos tre film. Første gang jeg så denne, slog den på brutal vis benene væk under mig, og jeg blev efterladt i Københavns gader, med åben mund og polypper over skønheden i filmen. Dette er den flotteste håndtegnede animation og højeste detaljegrad, jeg har set i nogen anime. Period. Jeg har endnu ikke set Mamoru Oshii’s Jin-Roh, men hvis den kan levere bare halvt så flotte billeder som Magnetic Rose, er jeg solgt. Teknologi-designet er i en klasse for sig, og CGI’en i Magnetic Rose er sparsomt brugt. Bedst ses den i den store roterende klynge af vragrester, og ellers kan man kun fange korte glimt af den, som understøttelse af detaljer, som ville tage for lang tid at lave i hånden. Desuden kunne jeg ikke ét sted udpege et gentagelsesmønster i animationen. Gentagelser bliver ellers brugt meget til at fremstille længere passager med pulserende røg etc., hvor ofte forekommende gentagelser afspejler budgettets ringe sundhed. Der er tydeligvis lagt afsindigt mange mand-timer og penge i projektet, og det kan ses.
Stilen i Magnetic Rose kan beskrives som “Moebius” møder “Titanic”, og danser waltz med “The Sphere” og “2001 – A space Odyssey”. At bevidne denne anime er som at gennemgå en dyb psykose. Dybt skræmmende, ekstremt fascinerende og smuk på samme tid. Gennem deres vandring i komplekset, bliver Aoshima og Miguel flået rundt med mellem gamle minder og virkelighed, som viser sig at være forhindringer i at forlade stedet. Det ene øjeblik befinder man sig i den mest psykotiske scene, med et blødende piano og en skærende sælsom komposition, og det næste befinder man sig på en solbeskinnet mark med fuglefløjt og blomsterduft. Hele tiden bliver man kylet rundt mellem sindssygt bratte stilskift. Mellem stilhed og larm. Dette kan ikke gøres uden en kolossal stærk symfonisk lydside, og hvem anden end den evigt overvældende Yoko Kanno kan levere musik i en sådan kaliber. Hun formår aldrig at skuffe, og hands down, vil jeg betragte dette som hendes mest storslåede orkestralske komposition (Ja, jeg har også set Macross Plus og Cowboy Bebop utallige gange).
Mit greb om det danske sprog er simpelthen ikke farverigt nok, til at beskrive universet som Magnetic Rose omfavner.
Episode 2: Stink Bomb:
Instruktion: Tensai Okamura
Dette er Memories’ humoristiske indslag. Nobuo Tanaka arbejder i udviklingsafdelingen for medicinalfirmaet NishiBashi (ej at forveksle med BishiBashi), i byen Yamanashi i bjergene. Da han en morgen møder snotforkølet op på afdelingen, anbefaler hans kolleger ham at tage nogle af de røde kapsler, som medicinalfirmaet for nyligt har udviklet. Efter sigende skulle det være noget febermedicin, og siden chefforskeren Ohmaeda ikke er tilstede, prøver Nobuo ufortrødent de ikke-godkendte piller. Da han vågner op næste morgen på et forladt kontor, går han i panik, da han finder samtlige kolleger i hele bygningen livløse på gulvet, som følge af en særpræget lugt. Straks sætter han sig i forbindelse med hovedkontoret i Tokyo, som efter en panikreaktion, forklarer Nobuo, at pillerne er en hemmelig udviklet specialopgave fra regeringen. Han bliver beordret til at bringe pillerne og udviklingsrapporterne til hovedkontoret – En højprioritets-opgave som for enhver pris må gennemføres. Problemerne udvikler sig dog, da himmel og hav bliver sat i bevægelse, og regeringen indkalder ethvert ledigt stykke krigsmateriel i kampen mod kilden til gassen, som lader til at brede sig fra medicinalbygningen og kræver hundredevis af ofre, i en lige strækning mod Tokyo.
Stilen i denne anime er ikke så æstetisk som i Magnetic Rose, og historien er ikke så dyb. Episoden er dog kærkommen, da den fungerer som et naturligt kontrastskabende intermezzo, i det indtryksmæssige bombardement som Magnetic Rose og senere Cannon Fodder udgør. Otomo formår igen at stable et univers på benene, og bedst som man tror man har fast grund under fødderne, hiver han gulvtæppet væk under sit publikum i nogle fuldkommen sindssyge og overdrevne indslag.
Specielt en scene hvor Nobuo forsøger at nå Tokyo på en gammel scooter, med alt krigsmateriel i hele verden i hælene, er guld værd. Musikken er igen strålende og skifter ligefra en mystisk arabisk instrumental lydside, når Nobuo roder med pillerne, til halvtosset pop når han kører Japan tyndt på sin scooter, og dramatisk march, når regeringen og militæret bliver involveret. I sig selv er der ikke noget specielt i brugen, men den er bare så strålende at man ikke kan undgå at lægge mærke til den.
Der er ikke så meget at sige om episoden på det rent kunstneriske plan. Den virker som så meget andet anime, men virkelig flot i sit billedsprog, og igen med et overvældende fokus på detaljer. Specielt blev jeg betaget af det naturmæssige sceneri.
Episode 3: Cannon Fodder:
Instruktion: Katsuhiro Otomo
Denne episode kan ikke forklares, men skal ses. Stilen i den er så unik, som noget jeg nogensinde har set. Men det er jo en anmeldelse, så jeg vil gøre mit bedste forsøg på at sætte ord på det.
Stilen og farverne leder mine tanker hen på nogle af tegningerne i Pink Floyds The Wall, som i øvrigt i flere henseender virker som et værdigt sidestykke, rent politisk. Cannon Fodder udspiller sig i et industrielt samfund i krigstid. Vi ved ikke hvem fjenden er, og det er i realiteten historiens force og pointe.
Hele historien udspiller sig på en enkelt dag, hvor vi følger en ung knøs og hans familie, og hvordan deres hverdag fungerer. Når jeg sidder og kigger på, hvad det er jeg skriver, kan jeg godt se det på ingen måde værdiger denne anime, for synopsis’en virker næsten mundan. Omgivelserne er bare så velskabte, at man ikke kan undlade at leve sig ind i hverdagens trummerum. Historien er fasttømret i en allegori stærkt påvirket af socialismen i midten af dette århundrede. Overalt pryder propaganda-plakater murene, med påskrifter som “No Conquest without labour”, alle skrevet med en kyrillisk type, hvor alle s’er er gengivet som det tyske SS-symbol fra krigens tid. Endnu en af de mange skægge detaljer er, at de fleste af børnene som vi bliver præsenteret for i skolen, bærer den klassiske prøjsiske spidshjelm.
Alle karakterer i Cannon Fodder er groft skitserede, med mange streger, og ikke helt rentegnede som vi er vant til det i anime, og tegnefilm generelt. Effekten giver en helt anden rusten og beskidt atmosfære, som simpelthen er lige i øjet for denne film.
Faktisk er hele verden så karikeret, og samtidig så velfungerende og strålende udtænkt ned til mindste detalje, at man helt glemmer at man ser en tegnefilm, og man kan simpelthen ikke undgå at lade sig rive med.
Karaktererne lever og ånder i den verden, de befinder sig i. Hver dag bringer TV-nyhederne sidste nyt om fuldtræffere og statistik om fjendens tab. Vi hører ikke om egne tab, ej heller om interne problemer i landet. Byen som familien bor i, er fremstillet som et kæmpemæssigt fort med kanoner overalt, og enhver familie med respekt for sig selv har sin egen kanon. Man kan tydeligt fornemme at det er mange år siden verden har kendt en tid uden krig, for hele samfundet er bygget op omkring den tilværelse. Rangstigen i samfundet er tydelig: Faderen er på holdet som lader kanonen, moderen arbejder på ammunitionsfabrikken, mens sønnen går i skole, hvor han bliver uddannet i den teoretiske baggrund bag kanonen. Mens skolen træner børnene op til at blive en værdifuld arbejdskraft for samfundet, drømmer knægten om at blive en mægtig hærfører, så han selv kan få lov til at affyre kanonen, når han engang bliver stor.
Der er så mange detaljer at se på, og først efter et godt stykke tid, lagde jeg mærke til at hele filmen er lavet i one-shot form. Der er rent faktisk ikke ét eneste klip i hele denne anime. Det er for vildt, når man først lægger mærke til opfindsomheden i de glidende overgange.
Cannon Fodder er også den af de tre film, hvor CGI gør sig mest gældende, men det er brugt så fantastisk godt, at det glider fuldkommen sammen med perspektivet. Igen er musikken simpelthen for strålende, og underbygger det univers som den skal beskrive. Dette er det ypperste mål for underlægningsmusik. Den er ikke af denne verden. Præcis som billedsiden. I denne sidste film har Katsuhiro Otomo rent faktisk også stået for instruktionen, og det kan kun bringe mig frem til den ubestridelige konklusion, at denne mand må betragtes som et kunstnerisk geni.
Roundup:
Otomo har forsøgt at samle skæbnefortællinger fra 3 forskellige tidsmæssige perioder, med hver deres sære anomalier. Selvom der ikke er nogen overhængende sammenhæng, fornemmer man alligevel at han har forsøgt at viderebringe en pointe i sammensætningen af Memories kompilationen. Om man fatter pointen er underordnet, men kan man blot fornemme den, er denne samling noget af det ypperste man kan forkæle sig selv med som otaku.
TV-reklamen kører allerede for mit indre lærred:
“Otomo – Because I’m worth it.”
Memories kommer i en stor (og flot!) LaserDisc-size box fra Bandai, indeholdende 1 stk. DVD med de tre film, som tilsammen varer små 2 timer, og en bog med mange af de brugte tegninger og designs. Lyden er i topklasse, og findes i både Dolby Surround og Dolby Digital 5.1. Bandai er kendt for deres gode overførsler, og denne er absolut ingen undtagelse. Ingen slinger i valsen, og tilmed i anamorphic widescreen. Memories findes stadig kun i sin oprindelige DVD udgivelse, og jeg har endnu ikke set planer om en domestic US udgave. Den er dog subbet, og det dækker mit behov rigeligt. Desuden er de japanske seiyuu på alle tre film virkelig strålende. På skiven findes også en halv times interview med Katsuhiro og andre medlemmer af crewet bag værket, på japansk.
Ligesom al stor kunst, kommer denne også for en pris, og prisen er grim. Meget grim. Jeg kunne kun finde den ét sted på nettet, på trods af en halv uges søgen. Den findes hos CD Japan, og den er ikke billig. Ca. 1000 kr. måtte jeg slippe, og med forsendelse og beskatning bragte den min økonomi i knæ. Det er indkøbet af sådan en udgivelse, som skiller otaku fra almindelige anime-fans. Jeg ryster da også på hovedet af mig selv fra tid til anden, når jeg må forklare folk hvad den har kostet. Men så kan jeg trøste mig med, at det kun kræver at jeg smider DVD’en i afspilleren, for at justificere mit køb af skiven. Denne udgivelse er en oplevelse uden lige, og jeg havde gerne kastet yderligere tusind kroner efter den, hvis det skulle adskille mig fra dette mesterværk.
Jeg vil gerne dedikere denne anmeldelse til Lars Jørgensen, som jeg skylder min ypperste taknemmelighed, for at have indviet mig i dette smukke værk.