Wonder Woman

4.5 out of 6 stars

På en afsondret ø lever en bunke kvinder, som hygger sig med at banke hinanden dagen lang. De er amazoner, selvom de ikke lever i Amazone-skoven, og deres mål er at beskytte verden mod den eneste overlevende gud – krigsguden Ares. Det kan de faktisk overhovedet ikke, så formålet med dem er primært at vise Connie Nielsen i plastic-rustning.

Prototype på Wonder Woman

Til gengæld har de bygget en golem, en kamprobot af ler, som vil være i stand til at banke Ares, hvis han viser sig igen. De har bare ikke sagt noget til den der golem, fordi de synes den er ret nuttet, og det er synd for den, hvis den skal ud i den virkelige verden og banke guder.

Lige efter den kære golem går fra buttet unge til maksimalt pæn Gal Gadot, får Chris Pine den ide at styrte sit fly ned i amazonkvindernes ø. Det er jo noget, han har øvet sig en del på i Star Trek, men det går alligevel galt her, og Diana, som lerpigen hedder, redder ham. Det viser sig at Chris Pine hedder Steven, er amerikaner, bosat i London og arbejder som spion blandt tyskerne her i første verdenskrig, som vi pludselig opdager er i gang udenfor det beskyttede værksted med amazon-kvinderne.

Version 2

Det må da være svært at mingle med tyskere, når man er amerikaner? Ikke noget problem, for i Wonder Woman taler hele verden engelsk. Tyskerne har selvfølgelig den klassiske we-haf-vays-to-make-you-sprechen-talken-accent, selvom de ikke havde opfundet Hitler endnu, og amazon-kvinderne taler bare som nogen, der ikke er indfødt. Bizart nok gøres der et stort nummer ud af, at Diana taler en masse sprog flydende, hvilket ikke kan være specielt nyttigt på CV’et i den her version af verden.

Nåmen, Steven vil tilbage til første verdenskrig og redde verden, og selvfølgelig tager Diana med, for det lugter lidt som om en eller anden gammel græsk krigsgud måske har en finger med i spillet. Så kommer der en masse sjove scener, hvor Diana skal prøve at leve i 1918, hvor kvinder ikke havde specielt meget at skulle have sagt. Det er ganske fornøjeligt, og man bliver samtidig mere og mere varm på den helt utroligt kønne Gal Gadot, der spiller Diana.

Til gengæld piner det mig lidt, at den her pige, som kaster rundt med tanks og smadrer kirker, samtidig skal præsenteres som naiv og uskyldsren. Sådan i retning af “det kan godt være, at du kan smadre en kirke, skatter, men nu må jeg hellere lige være mand og passe på dig alligevel, for du er jo bare en naiv og uskyldsren lille pige”.

Fuck dét, burde Diana have sagt, og smadret et eller andet. Men det gør hun altså ikke. Eller jo, det gør hun – smadrer ting, altså – men hun er ikke den hårde negl, hun burde være. Naturligvis falder hun også pladask for Steves blå øjne. Tag det med ro, skat. Der er flere fisk i søen, og den første fjæsing, der svømmer forbi, er nok ikke den bedste. Parallelen til Thor er rimelig tydelig her, og da han kommer til Midgård, ved han fandme godt, hvor skabet skal stå, og så må resten af verden indordne sig. Sådan burde Diana også have grebet tingene an.

Men lad nu det ligge, for når Wonder Woman, som Diana af en eller anden åndssvag grund bliver kendt som, skruer bissen på og smider den pæne kjole, kommer der virkelig smæk på tingene. Det har sine fordele at være stærk som hundrede mand og stort set usårlig, og den naive og uskyldsrene pige holder sig i hvert fald ikke tilbage, når det gælder om at slagte tyskere. Kampscenerne er godt skruet sammen, og man er ofte i tvivl om udfaldet undervejs, hvilket gør dem ganske spændende at se på. Israelske Gal Gadot har tjent to år i den israelske hær, og dyrker kampsport. Hun ved godt, hvordan man deler huskekager og ørefigner ud, og det ses tydeligt i filmen.

Skuespillerne er i den overraskende gode ende, med mange herlige replikker og et levende manuskript. Gal Gadot er ikke noget oratorisk talent, men hun ser skide godt ud, og hun fungerer rigtig godt i de kinetiske kampscener. Chris Pine kender vi allerede, og han fungerer også fint i en mindre rolle. Omkring de to er der en masse skægge og imponerende præstationer, som gør filmens to timer og 21 minutter ganske fornøjelige. Man kan argumentere for, at Diana kunne have løst hele filmens opgave alene, og support castet er dermed reduceret til comic relief. Det gør dog ikke noget, for de er ret skægge. Det eneste, der egentlig går mig på, er romancen mellem Steve og Diana.

Wonder Woman er en habil superhelte-film. Det hele er jo noget vås fra ende til anden, men historien er interessant, manuskriptet er levende, skuespillerne er dygtige og effekterne er flotte. Det er fedt, at det for en gangs skyld er en kvinde, der deler øretæver ud – men det er også en spildt chance, at hun ikke er mere selvsikker.

One thought on “Wonder Woman

  • 27. april 2018 at 23:31
    Permalink

    Når du nu er så glad for Gal Gadot, så burde du se Fast and the Furious. Jovist, du vil sikkert hade filmene, men Gadot er let at kigge på.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.