Luigi’s Mansion 3

5 out of 6 stars

Luigi’s Mansion-serien går igen, og det resulterer i et uhyggeligt godt bud på en julegaveidé.

Luigi og resten af den svampede familie (Mario, Peach og Toaderne) inviteres til et gratis ophold på et 15-etagers luksushotel. Den alt for gavmilde hotelejer Hellen Gravely har dog langt fra rent mel i posen, så kort efter Luigi og co er tjekket ind, bortføres hele baduljen – ja, altså lige med undtagelse af vor titulære gespenstfangende helt. Med ikke så lidt rysten i bukserne må Luigi udforske hotellets 15 etager for at finde sine venner. Gravely har ikke gjort det nemt for Luigi, da knapperne til elevatoren er blevet stjålet og kun kan findes ved at nedkæmpe den boss, der er for enden af hver etage.

Hvilken gru! Hvilken ulykke! Hvilken undskyldning for at udforske hele hotellet!


Det lyder jo simpelt nok. Udforsk en etage, nedkæmp boss, videre til ny etage. Og det er skam også simpelt, men hver etage er en lille verden i sig selv med eget tema. Entreprenøren har tydeligvis haft et latterligt højt budget, for etagerne spænder over alt fra shopping center til hav med piratskib og endda en ørken med pyramide. Variationen er fantastisk og gør, at spillet er svært at lægge fra sig. Når man har gennemført en etage og fået knappen, der giver adgang til den næste, skal man liiiiige se, hvad den byder på. Filmstudio? Orv, hvordan mon det….


Nintelligent design

Visuelt er etagerne enormt charmerende designet, da alt stadig følger logikken for, at det er inde i en bygning. Hver etage er ikke en dimensionsportal til en ny verden, da der stadig er loft (omend højt dertil) og vægge beklædt med tapet, der giver illusionen af større områder. Alt sandet i ørkenetagens store rum kan støvsuges bort, men det er der igen, når du vender tilbage, pga de mange rør i væggen, som konstant puster friskt sand ind. Og månen på den mørke nattehimmel hænger ned fra loftet i en snor. Det er meget gennemført.


Det samme gælder animationen og designet af Luigi og spøgelserne. Man føler sig til tider hensat til en 3D animeret film med et budget i den gode ende. Alene antallet af forskellige måder, Luigi kan ryste i bukserne, gøre bange grimasser og i det hele taget virke enormt uegnet til et job han faktisk udfører ganske fortrinligt, er rekordhøjt.

“Sacre bleu, jeg er død, men min soufle den er sød”


Once you suck, you can’t get enough

Mens Ghostbusters rister spøgelser med deres photon packs, så er Luigi blot udstyret med en støvsuger. Poltergust 1000, som dens lettere gakkede opfinder E. Gadd kalder den, er dog noget mere avanceret end den gennemsnitlige Miele støvsuger fra Elgiganten. Sofapuder, tallerkener, bøger, gardiner, vandmeloner – den klarer det hele. Faktisk er hotellets gengangere noget af det man bruger mindst tid på at støvsuge, for der er få ting mere tilfredsstillende end at gå ind i et rum og lege stuepigen fra helvede. Der er utallige sugbare objekter overalt – nogle gange hylder fulde af dem – og det er umanerligt tilfredsstillende at rette dysen mod dem og se og høre dem blive fortæret af den umættelige støvsuger.

Man skulle tro, det blev trættende i længden, men udover det tilfredsstillende i at gøre rent bord i hvert rum, så er der skjult guldmønter rundt omkring såvel som seks unikke juveler på hver etage. Juvelerne er til tider meget godt gemt og kræver decideret gådeløsning for at finde dem. Der åbnes på et tidspunkt op for, at man kan bruge guldmønterne til at købe hints om, hvor en ufunden juvel befinder sig, men selvom man ved, hvilket rum det drejer sig om, så er det bestemt ikke nemt at finde dem. Jeg fik mange sjover timer til at gå med min juveljagt og fik udforsket hver etage grundigt for at være sikker på, jeg ikke var gået glip af noget.

Det muntre køkken

Super Slime Bros

Her er Gooigi, som pryder spillets cover, en stjerne. Efter en opgradering tidligt i spillet får man mulighed for at udskille en slimreplika af Luigi fra ens Poltergust 1000. Spiller man i co-op, styres Gooigi af spiller 2, mens man i single player skifter mellem, hvem man styrer med et klik på højre stik. Gooigi kan præcist de samme ting som Luigi og har sin egen Poltergust. Fordi han er semiflydende kan han dog også gå igennem gitre og flyde gennem rør. Til gengæld har han meget færre hitpoints og kan ikke tåle vand. 

Det giver nogle til til tider Lost Viking-agtige puzzles, når man skal stykke sammen, hvordan man kommer fra A til B ved at udnytte de to herrers evner. I nogle få bosskampe skal man endda bruge begge, og selv i single player fungerer det faktisk fint. Jeg har ikke haft mulighed for at prøve spillet i co-op, men jeg kunne forestille mig det er idéelt, hvis en forælder skal spille med et mindre øvet barn. Gooigi har færre hitpoints men respawner til gengæld med det samme, så frustrationsniveauet burde være lavt.

Luigi T-1000 er aktiveret

Ghostbuster

Når man endelig finder et spøgelse, så skal de fanges, og det er ikke nok blot at rette dysen mod dem og suge, for de kan være nogle hurtige sataner. Her er ens lommelygte med blitz-funktion nyttig, da spøgelserne fryser i et par sekunder, hvis man blænder dem, hvorefter de er sårbare overfor støvsugeren. Når de er suget tæt nok på til at få kontakt med støvsugerdysen, så går de i panik (forståeligt) og prøver at slippe væk i tilfældige retninger. Her skal man så sørge for at “holde linen stram” for nu at bruge en fiskeranalogi, og hive med højre stick i den retning, der er direkte væk fra hvor spøgelset flygter mod. Gør det korrekt i et par sekunder, så får man mulighed for at banke spøgelset i gulvet flere gange, til den ikke har mere energi. I kampe med flere spøgelser kan man med fordel prøve at ramme andre, så de har mindre energi til når man skal suge dem til sig. 

Kampene er simple, men holdes friske både ved at de ikke forekommer for ofte og at spøgelserne opfører sig meget forskelligt. Nogle er små, hurtige og prøver at snige sig ind på en bagfra. Andre er store, bruger frontalangreb som en tyr og kan kun suges bagfra. Senere spices det hele op med, at nogen går med solbriller, så man ikke kan blænde dem og meget andet. Og så er der bosserne, som kan være meget anderledes, men stadig følger en logik, så de ikke føles frustrerende at kæmpe mod.

Det er umådeligt tilfredsstillende at slå spøgelser i gulvet

Hvad der derimod kan føles en smule frustrerende til at starte med er styringen, som kræver lidt tilvænning. Hvilken retning, Luigi går mod, styres med venstre stick ligesom flertallet af 3D spil. Ryk i den retning, du vil have Luigi skal gå. Højre stick bruges til at angive den retning Luigi kigger eller sigter med støvsuger og lommelygte. Da man ikke ser Luigi bagfra, men fra varierende retninger, så giver det en sjov blanding af intuitiv 3D styring og tank controls a la Resident Evil. Det kræver tilvænning, men jeg synes det er det rigtige valg til et spil af denne type, da spilleren tit har brug for at sigte op og ned. Særligt når man skal finde skjulte objekter eller usynlige spøgelser, hvilket lommelygtens strobelight-funktion bruges til.

Et lille tip angående strobelight. Den aktiveres ved at holde Y inde, men hvad spillet ikke fortæller en er, at det også kan gøres ved at holde begge skulderknapper inde samtidigt. På denne måde kan man bruge den og stadig sigte i alle retninger, da ens tommelfinger ikke er optaget af Y-knappen. Jeg var 15 timer inde i spillet, før jeg fandt ud af det, fordi det blev nævnt i en gaming podcast, jeg hører.

Hold udkig efter huller i symmetrien. Burde der være en dør her? Tjek med strobelight

The nutty professor

Jeg nævnte tidligere Poltergust 1000’s opfinder Doctor E. Gadd. En lettere gakket opfinder, som er en bekendt fra tidligere Luigi’s Mansion spil. Efter man får låst op for hans laboratorium tidligt i spillet, kan man altid teleportere direkte dertil og se galleriet af spøgelser, man har fanget, eller købe ind på hans Shopping Network. Her kunne udvalget med fordel have været lidt større, for der er kun tre ting at købe gennem hele spillet: Continues, så man starter hvor man slap, hvis man dør, Booh Finders og Gem Finders.

De to sidstnævnte viser på kortet, hvor man finder et skjult spøgelse eller juvel. Alt sammen brugbare ting, men de koster kun 1000 guldmønter hver, og selvom jeg havde gjort flittig brug af dem, så havde jeg stadig over 40.000 på kontoen, da spillet sluttede. Mulighed for at købe concept artwork eller måske andre outfits til Luigi eller hans Poltergust ville have været oplagt. Det er dog en petitesse.

“Overskægstrimmere til HALV PRIS?”

Luigi suger for vildt

Opmærksomme læsere vil sikkert bemærke, at på trods af de mange rosende ord, så er det fem stjerner og ikke seks, der står i toppen af denne artikel. Ser vi bort fra al charmen, de intelligent designede puzzles, og at det grundlæggende gameplay er sjovt, så begås der nogle fodfejl undervejs, som nemt kunne være undgået. Ved flere lejligheder, efter man har nedkæmpet en boss, så kommer et spøgelse og stjæler elevatorknappen, hvorefter man skal gennemsøge hele etagen (nogle gange andre etager) for at finde den igen. Her er strobelight ens ven, da det viser spor efter, hvor tyven har været. Det føles dog som en unødig forlængelse af et spil, der allerede har en fin længde og faktisk via sine intelligent skjulte juveler motiverer folk til at vende tilbage til tidligere områder.

Det er dog immervæk mindre irritationsmomenter i løbet af de 25 timer, det tog mig at gennemføre spillet (mindre hvis man springer juveler over), som igen og igen bød på fornøjeligt gameplay og en charme som overgår flertallet af Nintendos spil, hvilket er en bedrift i sig selv. Spiller man ofte sin Switch undocked eller har en Switch Lite, så kan man glæde sig over, at der ingen nævneværdige kompromisser er. Spillet kører lige så flydende og ser lige så lækkert ud, når man er på farten. Hovedparten af de 25 timer, jeg spenderede med spillet, var undocked. Spillets opdeling i håndterlige bidder i form af 15 vidt forskellige etager, gør det enormt egnet til håndholdt spil, hvor man typisk spiller i kortere sessioner.


En stor anbefaling herfra til enhver Switch-ejer.


Billedgalleri:

Denne magiske spøgelsestrio er ret underholdende
Cleopoltergeist?
Luigi Gear Solid
Bosserne er meget forskellige
Belønningen for at overvinde bossen kan være en kort fornøjelse
“Rolig dame, jeg skal bare finde noget tjald…”
Home Alone Luigi
Hellen Gravely er hip med de unge
Dance-off!
Jeg gad vide, hvad det koster per nat at overnatte på det her hotel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.