Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy (1-3)

i467651-x1200-y1200-q100-a1-r1-h81104103835568107506 out of 6 stars
Da Nintendo genudgav de oprindelige tre Ace Attorney-spil samlet i en trilogi, bed jeg på krogen. Jeg måtte finde ud af, om de gamle, tekst-tunge spil stadig holder.

Ace Attorney Trilogy er historiefortælling. En beskrivelse, der næsten ikke giver mening for nutidens publikum, da de ikke har nogen referenceramme til at rumme en sådan beskrivelse af et spil. Derfor vil jeg også gøre et stort nummer ud af, hvor vigtig netop historien er i disse spil.

Jeg har hørt folk brokke sig over, at skulle trykke sig igennem alt for meget dialog for at komme til spillet. Den første indskydelse er, at det er en monumental misforståelse af spillene; som at klage over at skulle læse en bog for at komme til handlingen. Men ved eftertanke giver kritikken mening. Vi er opflasket på action-spil, hvor et par liniers tekst udgjorde det for introduktionen til de grovkornede sprites, der skulle dø på de næste skærme. Eller et par liniers tekst som overgangen til næste niveau af pixelerede rumsibe og laserdød.

Grafikken udviklede sig enormt, så rumskibene blev endnu flottere, laserstrålerne blev endnu mere frygtindgydende og blodet splattede rundt til højre og venstre. Selvom vi har spillet computerspil i over 40 år, må man desværre konstatere, at mediet stadig træder sine barnesko. Det gælder om at imponere teknisk, at lave det ene mere overdådige spil efter det andet. Det kræver så enorme ressourcer at udvikle et spil i dag, at studier går ned, hvis én udgivelse fejler.

zlCfzTBdWGQUbLTeQbMed den slags odds, er det intet under, at man satser på sikre heste. Hvis et spil havde succes sidste sæson, er det rimeligt sikkert, at det samme spil i endnu flottere klæder nok også vil klare sig godt i denne sæson. Hvis folk var glade for at skyde hinanden i hovedet sidste sæson, er de nok også glade for det i denne sæson – især, hvis vi kan sprøjte lidt mere blod ud og gøre drabene lidt mere realistiske. Metodikken har vænnet spillerne til en uendelig strøm af efterfølgere. De er faldet i samme grøft som udviklerne, og de køber 2’ere og 3’ere og 4’ere, fordi de nogenlunde er sikret en god oplevelse, da spillene jo i bund og grund er de samme, som de allerede kender. Udgiverne tager ingen chancer og publkum forventer ikke noget nyt.

Og teksten er stadig kun et par linier mellem actionsekvenserne.

zlCfzS_QHpApSXnRLEIndie-scenen, der virkelig er sprunget op de seneste år, gør et bravt forsøg på at dreje væk fra de enorme budgetter og ligegyldige efterfølgere, og producere noget, der både er nyskabende og interessant. Det er også lykkedes i mange tilfælde, men selvom ambitionerne er der, mangler krafterne. Det er begrænset, hvor meget et lille hold kan præstere i garagerne rundt omkring, og vi får sjældent mere end små pasticher; øjeblikke af strålende kreativitet, der ikke kan mætte.

En udgiver har dog skildt sig ud fra flokken: Nintendo. De tør lave spil, som ingen andre vil røre ved, og de tør bruge inferiør hardware, for spilmarkedet er ikke et ræs mod evigt flottere grafik for dem. Det har resulteret i nogle helt unikke spilserier, som har masser af pzlCfzTC0wj4yDp1phSassionerede fans over hele verden. Men det forvænte publikum, der primært køber det, de kender, har også resulteret i at Wii U er Nintendos største flop til dato, til trods for det lamslående faktum, at maskinen har denne generations absolut bedste spilbibliotek, som ingen har spillet. Det var en afstikker her i teksten, men det er til at tude over.

Nintendos håndholdte maskiner har dog altid nydt stor udbredelse, og disse maskiner med begrænset grafik og lagerplads har banet vejen for en hel del eksperimenterende spil, som ikke er udviklet af små indie-hold, men af rigtige softwarehuse med bemandinger, der kunne følge ambitionerne til dørs.

Og således kommer vi frem til Capcom. I 2001 fik Shu Takumi lyst til at prøve kræfter med visual novel-genren, som er spil, hvor historien er i fokus. Spillene består primært af dialog, og spilleren foretager valg eller handlinger, der afgør, hvordan historien videre skal forløbe. Det er en grov simplificering af konceptet, fordi historierne naturligvis kan antage forskellige former, og spilleren kan interagere med dem på vidt forskellige måder.

Det var godt nok en lang indledning til en anmeldelse af tre spil, der udkom for 14 år siden. Pointen er, at spil kan være meget mere end flot grafik og at du skal udvide din horisont ved prøve noget andet, end du er vant til.

zlCfzTID0mw7yCDqBKShu Takumi fik grønt lys til at producere tre spil, og det blev til den originale Ace Attorney Trilogy, udgivet på Gameboy Advance i hhv. 2001, 2002 og 2004. Spillene handler om de eventyr, som forsvarsadvokaten Phoenix Wright oplever, og på de japanske æsker er genren angivet som “advokatdrama”. Har man set bare et par enkelte krimier på tv, ved man nogenlunde, hvad Ace Attorney går ud på: Nogen er blevet myrdet og den forkerte er blevet anholdt. Wright undersøger gerningsstedet, indsamler bevismateriale og interviewer vidner. Når han har et fornuftigt greb om sagen, starter retssagen. Her bliver en række vidner bragt og Wright skal bruge det indsamlede bevismateriale for at udpege selvmodsigelser, unøjagtigheder og løgne i vidneudsagnende, så den anklagede kan blive frifundet.

Isoleret set er dét faktisk nok til at lave et interessant spil ud af. De forskellige sager (der er fire i hvert spil) er bygget skide godt op, så alt selvfølgelig ikke er, som det ser ud til, og med små hints droppet hist og her, er der gjort et enormt arbejde ud af, at spilleren lægger to og to sammen på de præcis rigtige tidspunkter og pludselig indser, hvad der virkelig skete, og kan udpege den skyldige og få vedkommende i fedtefadet med det afgørende bevismateriale. Det er god gymnastik for de små grå celler, som Poirot ville sige.

zlCfzTIxDnkd_EAKsXDenne balance med at spilleren regner den rette sammenhæng ud på det rigtige tidspunkt kan naturligvis være tricky, hvis man ikke har fulgt godt nok med, eller har været alt for fokuseret på den forkerte detalje. Balancen er ramt godt i det første spil, mindre godt i det andet spil og helt suverænt i det tredie. To’eren føles derfor fra tid til anden lidt som trial-and-error, men det kan umuligt slå skår i den helhedsoplevelse, de tre spil udgør: Ja, der er skønhedsfejl, men de tre spil er stadig et samlet mesterværk, der aldrig bliver overgået.

Men Ace Attorney Trilogy er åh så meget mere end det. At tygge sig igennem de tre spil tog mig lidt over 85 timer, og i de mange timer stiftede jeg bekendtskab med det mest fantastiske persongalleri, man kan ønske sig. I den første, blide sag kæmper Wright sammen med sin chef Mia Fey for at få frifundet Wrights noget uheldige barndomsven for et mord, han naturligvis ikke har begået. Her lærer man spillets mekanik at kende, og den allestedsnærværende humor fanger spilleren ind, så man sidder og griner og grubler på samme tid.

zlCfzTEPQ6IRCUmTLOMen så bliver Mia slået ihjel. (Jaja, det er en spoiler, men det sker 20 minutter inde i et maraton på 85 timer, så jeg tror godt, jeg kan tilgives), og den rigtige historie begynder at folde sig ud. Inden længe er Wright sadlet med Mias lillesøster Maya, og de to udgør et stærkt team gennem alle de efterfølgende sager. Men Maya Fey er ikke bare en uskyldig 17-årig – hun er Mystic Maya; Fey-klanens næste overhoved. Kvinderne i Fey-familien har altid haft stærke åndelige krafter og de er i stand til at kanalisere de døde. Det giver naturligvis et spændende twist i de mange mordsager, men der er et langt mørkere penselstrøg henover det hele: Fey-klanen er stor, men der kan kun være ét overhoved, og rivaliseringen har blodige konsekvenser.

zlCfzS81rbUDOHwFRkLæg hertil sagen kendt som DL-6, der resulterer i Mia og Mayas mors forsvinden 17 år tidligere under mystiske omstændigheder. Politiet var på bar bund i en mordsag, og besluttede sig for at lade hende kanalisere offeret for at finde ud af, hvem morderen var. Hun gav dem et navn – men det var det forkerte. En uskyldig mand blev dømt, skandalen rullede og hun forsvandt. Sagen refereres løbende igennem alle tre spil, men bliver endelig åbnet helt op i finalen i det sidste spil. Her bliver der bundet perfekte sløjfer på alle de tråde, man langsomt og sikkert har samlet op igennem de foregående 70 timers spil. Efterhånden som sagerne folder sig ud, og det store billede langsomt bliver malet, bliver man mere og mere imponeret over, hvor godt den overliggende historie er stykket sammen, og hvor meget Takumi har planlagt helt fra starten af. Når man har gennemført alle tre spil, har man umiddelbar lyst til at spille dem igen, så man kan opleve alle de små hentydninger i bagklogskabets skarpe lys. Ace Attorney er ikke bare nogle spil med en god historie – det her er fandme litteratur.

Spillene er proppet med herlige karakterer, og et af Takumis bedste valg er at lade dem optræde igennem alle spillene. Langsomt, lag på lag, bygger han personerne op, så de får deres helt egne karakteristika og personligheder. Når man kender dem dybt, kan bare et enkelt blik eller bemærkning resultere i en voldsom reaktion hos spilleren. Da Diego Armando vender sig mod Mia og med et glimt i øjet belærer hende om, at en advokat altid smiler, ligemeget hvor dyster en udsigt sagen har, måtte jeg lige holde pause for at tørre øjnene. Taget ud af kontekst er det bare en bemærkning; oplevet på dét tidspunkt i fortællingen var det en skelsættende begivenhed.

zlCfzTGtRuEygNr0PjDe vigtigeste personer er de anklagere, som Wright er oppe imod igennem alle sagerne. I starten er de naturligvis fjenderne, man kæmper imod, men som man lærer dem bedre at kende, indser man at de er mennesker som alle os andre, med deres mål, drømme, kvaler og sorger. Den første anklager er Miles Edgeworth, som kun går op i at vinde sager og er skide ligeglad med om den anklagede er skyldig eller ej. Han ændrer langsomt sit syn på tingene gennem Wrights uselviske handlinger, og på et tidspunkt krakelerer det hele og han flygter ud af professionen for at finde meningen med sig selv. Det er den slags personskildringer man forventer at finde i en bog – bestemt ikke i et spil. Men det er præcis det, der foregår hele tiden i Ace Attorney Trilogy, og det sker for alle karaktererne. I det tredie spil introduceres den mystiske kaffedrikkende og visir-bærende anklager Godot, og selvom han kun er med i relativt kort tid i forhold til resten af persongalleriet, er han en af de bedst beskrevne karakterer, der nogensinde har optrådt i et spil.

zlCfzTG5nmEPK2RYF6Ace Attorney Trilogy kan lyde som et tungt, mørkt og finsk familiedrama med mord, intriger og sjælesøgen. Men selvom emnet til tider kan være gravalvorligt, har Takumi sørget for at spilleren er underholdt hele vejen. Spillet byder på et overflødighedshorn af gakkede bemærkninger og åndssvage indfald, og der går aldrig mange minutter mellem grinene, når man spiller det. I starten er det bare sjovt, men når man begynder et få et godt greb om karaktererne, sætter Takumi ind med running gags, der bliver sjovere og sjovere for hver gang, man ramler ind i dem. Til sidst begynder man at grine bare ved synet af en trappestige, og så ved man, at man sidder med noget helt specielt i hænderne.

zlCfzTIO-00G_N4lUTOversætteren, der bestemt ikke har været på nogen nem opgave med de massive mængder af tekst, har gjort et suverænt stykke arbejde i at få alle jokes med over. En del japanske ordspil er genopstået i et lidt forceret engelsk, men oversættelsen er overordentlig vellykket med et naturligt flow. Et uheldigt valg er, at spillet er oversat til at foregå i Amerika, men også det ser man igennem fingre med, efterhånden som genialiteterne folder sig ud.

Trilogien er kun udgivet digitalt og kan dermed kun købes i eShoppen. Kr. 239 kan lyde pebret for tre gamle Gameboy Advance-spil, men for over 85 timers sublim historiefortælling er det rasende billigt. Jeg har købt de her spil igen og igen gennem tiderne, efterhånden som de er blevet udgivet på forskellige platforme, og denne udgivelse er absolut blandt de billigeste.

De tre versioner

Har man allerede de tre spil til Nintendo DS, kan man iværksætte flere undskyldninger for at retfærdiggøre et genkøb over for sig selv: Det er rart at have alle tre spil tilgængelige på startskærmen på 3DS i stedet for at skulle rode med cartridges. Men der er sket mere her end bare at knalde de tre DS-spil ind i en menu. Grafikken har fået et løft og teksten præsenteres i en blødere skrifttype, der er nemmere at læse. Det lyder som en ligegyldig detalje, men husk lige på, at du kommer til at bruge 85 timer på at læse i disse spil. Capcom siger selv, at de har rettet diverse bøffer i oversættelsen, men jeg synes nu ikke, der var noget graverende galt i den oprindelige oversættelse. Trilogien findes også til iOS, men grafikken har ikke godt af at blive skaleret op i så stor en opløsning, og spillet er ret hakkende i overgangen mellem menuer og skærmbilleder. Vil du have den oplevelse, der ligger nærmest Takumis originale værker, er Ace Attorney Trilogy på Nintendo 3DS den definitive udgave.

zlCfzTGrmrEVfxTenuNår rulleteksterne glider over skærmen efter den sidste sag i det sidste spil, sidder man tilbage med præcis samme fornemmelse, som man har efter at have vendt den sidste side i en rigtig god bog: En vidunderlig verden er forbi. Man er fyldt med glæde over at have grinet og grædt sammen med alle de herlige karakterer og været en del af deres liv og verden igennem så lang tid – og sorg over, at man nu har forladt dem og aldrig vil høre mere til dem. Ja, de her spil holder i den grad stadig i 2015. Det er også forventeligt, da deres fokus er den gode historie, og den slags aldrig går af mode. Miiverse-communitiet omkring spillet flyder over med glædesstrålende udbrud – både fra gamle spillere, der er på vej igennem historien for både anden og tredie gang, men også fra helt nye spillere, der oplever genialiteterne for første gang og bliver helt rørstrømske. Ace Attorney Trilogy er et tidløst mesterværk.

One thought on “Phoenix Wright: Ace Attorney Trilogy (1-3)

  • 29. juli 2018 at 13:25
    Permalink

    Trilogien er på tilbud til Nintendo 3DS til kr. 78 indtil 16. august. Anbefales naturligvis ubetinget.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.