Happy, Texas
De to undvegne fanger Harry Sawyer (Jeremy Northam) og Wayne Wayne Wayne Jr. (Steve Zahn, hvis karriere gik fra 0 til 100 i rollen som Glenn Michaels i Out of Sight) stjæler en autocamper og kører til den lille flække Happy i Texas, hvor de vil gemme sig indtil støvet lægger sig efter deres flugt. Da de ankommer til byen bliver det startskuddet til en formstøbt amerikansk forvekslingskomedie: Den stjålne autocamper tilhørte et bøssepar, der var på vej til Happy for at arrangere en skønhedskonkurrence for pigerne i byskolens 3. klasse.
De to forbrydere falder naturligvis ind i rollerne, og skaber en masse situationer, man skal grine af, hvis man ikke havde set det hele før i utallige andre film. Den lokale bankbestyrer er en flot pige, som Harry straks forelsker sig i, hvilket konflikter lidt med hans planer om at røve den landlige bank med det dårlige alarmsystem. Wayne Wayne Wayne Jr. kan ikke danse og hader børn, så han får naturligvis til opgave at hjælpe den kønne lærerinde med at lære ungerne at danse. Luk øjnene i et minut og lad fantasien arbejde lidt – det tager ikke megen aktivitet at forudse filmens handling hele vejen til rulleteksterne.
Man var åbenbart så tilfreds med Steve Zahns præstation i Out of Sight at man placerede ham i præcis samme rolle i Happy, Texas, som han dog totalt transformerer på en højst utroværdig måde i løbet af filmen. Man har hørt om kriminelle, der bliver lovlydige borgere. Man har hørt om materialister, der bliver asketer. Før Happy, Texas havde jeg aldrig hørt om en dum mand, der bliver intelligent fordi han leger bøsse.
Det er en komedie, realismen er lagt i en kiste og gravet 6 fod ned i prærien. Men selv med komediebrillerne på, var der få scener der hævede sig over en sagte klukken på mit grinometer. William H. Macy spiller dog yderst fremragende som sherif Chappy Dent, og han alene hæver filmen op på det middelmådige stade med guldreplikker som “bare kap hornene af, tør den i røven og knald den på en tallerken” da han bestiller en rød bøf. Vil du have lidt hygge og et par træk på smilebåndet, kan Happy, Texas gå an. Men forvent ikke mere end det.