mClassic

Hvis billedet på dine lidt ældre konsoller begynder at være lidt til den kantede side, kan en mClassic være løsningen.

Da firmaet Marseille i sin tid kom på markedet med mCable, var jeg interesseret – men skeptisk. Det var især påstanden om, at der kunne laves anti-aliasing i real time, som jeg var skeptisk overfor. En ting er at forestille sig, at man kan sprøjte funktionen i en driver til et grafikkort, som også tegner selvsamme kanter, som skal udglattes, men hvordan skulle det lade sig gøre ved at sætte et kabel i en konsol og lave det mellem konsollen og fjernsynet uden forsinkelse? Det er ikke desto mindre, hvad kablet gjorde – og mere til. Og mClassic er en videreudvikling af mCable, som samtidig tager højde for, at ikke alle input bør behandles på samme måde. Teknologien bag mClassic forsøger at finde overgange i billedet og derefter intelligent udvælge, hvad der bør behandles. I praksis minder det om NVidias gamle FXAA-teknologi, men da det bliver udført senere i kæden, er det ikke så skudsikkert som FXAA – til gengæld kan mClassic et par ekstra tricks.

En ny form

Rent fysisk er mClassic en mindre, men mere fysisk prominent løsning. Den ligner lidt en streaming stick i størrelsen, men i den ene side er der både micro-USB (matchende kabel medfølger) og hun-HDMI, mens den anden ende har et han-HDMI. Signalet virker kun den ene vej, og der er heldigvis en indikation på hardwaren om, hvilken retning man skal bruge. Bruger man mClassic med et enkelt stykke hardware, kan man sætte den direkte i sin konsol – eventuelt med det lille forlængerkabel, som følger med i kassen. Det kan være praktisk at benytte for at få lidt lettere adgang til mClassic, for der er en lille skyder, som skifter mellem tre tilstande.

Hvis skyderens LED er slukket, gør mClassic intet ved signalet. Hvis LED’en er grøn, er alt slået til. Billedet bliver opskaleret, der udføres anti-aliasing og andre småjusteringer og et billede outputtes mellem 1080p og 1440p i 16:9-format. Hvis LED lyser blåt, er mClassic i sin retro-mode. Her vil den stadig opskalere billedet og lave anti-aliasing m.m., men den vil holde fast i et 4:3/5:4-format, så man får sorte barrer langs kanterne og får mulighed for at bevare det korrekte billedformat. Muligheden for at veksle mellem de tre funktioner gør mClassic væsentlig mere fleksibel i en situation, hvor man har flere, ældre konsoller i spil, da man med mCable var afhængig af, at fjernsynet kunne tvinge billedet i 4:3/5:4 – og det var ikke muligt at slå billedbehandlingen fra overhovedet. Det er især smart, hvis man har sine konsoller i en HDMI-switch og samtidig er det ikke alle konsoller, det er oplagt at bruge mClassics billedbehandling på.

Konsoller, fra før 3D blev standard, nyder som tommelfingerregel ikke godt af en mClassic. Effekten af at bruge den minder om nogle af de skrækkelige genudgivelser af spil, som plagede de tidlige dage på Xbox Live Arcade. Det ligner en let gang vaseline, der fjerner væsentlige detaljer i 2D-grafik – specielt hvis man samtidig har en lav opløsning fra konsollen. Generelt gælder det, at jo højere man kommer op i opløsningen, desto mindre effekt har mClassic også – og i de tilfælde hvor mClassic gør mere skade end gavn, er det selvsagt kun at føje spot til skade at starte med en lav opløsning. Som et særligt grelt eksempel på, hvad der sker, når man bruger mClassic på 2D-grafik, er her billeder fra Super Nintendo Classic Mini med Super Mario RPG og de tre mulige indstillinger. Super Nintendo Classic Mini outputter et billede i 720p og 16:9-format, og selv om det er gamle spil, vil retro-knappen kun gøre skade her og klemme billedet sammen. Det ville ikke være tilfældet med en rigtig Super Nintendo med en form for HDMI-konvertering tilkoblet, da den vil vise et 4:3/5:4-billede. Til gengæld ville pixelgrafikken stadig lide under udglatning.

Klare resultater

Når vi ser på konsoller med 480p-mulighed, begynder mClassic at blive sjov. Alt afhængigt af kildematerialet (altså selve spillets visuelle design) ligger det optimale område mellem 480p og 720p. Derfor har jeg primært trukket på Wii U, som har spil i både 480p og 720p og mulighed for at specificere opløsningen uden yderligere manipulation fra konsollens side. Her kan mClassic virkelig gøre en forskel, og på et spil som Metroid Prime Trilogy med Wii U sat til at outputte i 480p, ser man væsentlige forbedringer i billedkvaliteten. Samus’ våben er nu defineret af relativt lige linjer, mens man med mClassic deaktiveret tydeligt ser aliasing langs løbet på våbnet. Omgivelserne nyder også godt af færre tydelige pixelspor, og selv om billedkvaliteten generelt er en smule anderledes, oplever jeg den også som bedre – og med mindre visuel støj.

Bevæger vi os op til 720p, er der fortsat væsentlige forbedringer at spore, men de bliver mere subtile. Her lod jeg igen Wii U levere en række eksempler, og Mario Kart 8 er et rigtigt godt eksempel takket være den høje billedkvalitet på alle punkter udover aliasing. Her hjælper mClassic med at rydde en del op i aliasing, og det giver et indtryk, der er tættere på, hvad man ville forvente af et billede renderet i 1080p – eller i hvert fald 720p med anti-aliasing (hvad det reelt også er). Jeg har også inkluderet et eksempel med Mario Kart 8 med konsollen sat til at levere et 1080p billede, selv om spillet fortsat bliver renderet i 720p.

Spil som Xenoblade Chronicles X får også et overordnet, visuelt løft, selv om nogle detaljer ved ansigter kan blive lidt mere utydelige. Jeg følte mig nødsaget til også at inkludere Tekken Tag Tournament 2, som er det mest kantede spil at se på i min Wii U-samling. Spillet renderer, ifølge Digital Foundry, helt ned til 700×720, men sigter efter 1280×720. Jeg havde egentlig forventet det største potentiale for forbedring her, men selv om man kan se en vis effekt af mClassic, er den mindre, end jeg havde troet. Måske skyldes det en kombination af effekter og det visuelle design, for de 60 billeder i sekundet er ikke noget problem for mClassic som udgangspunkt.

Et af de største problemer med produkter fra Marseille er en tendens til at love en smule mere i markedsføringen, end man reelt får. Det betyder dog på ingen måde, at produkterne ikke er værd at bruge. Man kan finde den nødvendige dokumentation ved at se forskellige videoer og stykke bidder sammen fra manualen og forskellige dele af deres hjemmeside, men hvis man kun forholder sig til den medfølgende dokumentation, og har et kompliceret set-up derhjemme, kan man let ende i en situation, hvor man får meget lidt ud af sin mClassic. Især hvis man ikke er nørdet nok til at tænke over, hvad upscalere gør undervejs. Kigger man på deres Learn-side, får man en introduktion til de områder, mClassic kan hjælpe på, men der står intet om begrænsningerne. Man kan dog finde en kopi af den medfølgende manual på deres support-side, hvor man kan se, hvad der sker ved de forskellige opløsninger. Selv om spil generelt kun opskaleres til 1440p i 60 Hz, kan mClassic også opskalere til 2160p, så længe input er lavere end 30Hz, som man kan se i skemaet. Interlace sendes igennem uden opskalering, så vil man gerne have en behandling af mClassic, må man først sende signalet igennem en de-interlacer som for eksempel en Retrotink. Det er værd at være opmærksom på, at en del fjernsyn ikke rent faktisk understøtter 1440p-opløsning, og i så fald vil opskaleringen stoppe ved 1080p. Her følger oversigten fra manualen.

Syvende til ottende konsolgeneration

Det er ganske simpelt at anvende mClassic med konsoller, som er født med en HDMI-udgang. Her skal man blot være opmærksom på, hvad der er den optimale opløsning for maskinen. På Xbox 360, PlayStation 3 og Wii U er 720p et generelt sikkert valg. Der er ganske vist en del PlayStation 3-spil, som kører i 1080p, og her kan det eventuelt være en fordel at skifte maskinen over i 1080p, men en del af dem kører bedre i 720p, og derfor kan man samlet set få en bedre oplevelse af mClassic i den lavere opløsning. Der er færre 1080p-titler på Wii U og Xbox 360, og her er 720p et endnu sikrere valg, da man sjældent taber noget på det. Samtidig er de fleste spil i 3D, og man vil sjældent have brug for at skifte indstilling på mClassic.

På næste generation af konsoller er der stadig lidt at hente. Hen mod slutningen af Xbox One/Xbox One S-generationen begyndte flere og flere spil at sigte mod 720p for at have kræfter nok til at køre spillene tilfredsstillende. Sætter man maskinen til 720p, vil man altså nyde godt af lidt udglatning og opskalering til 1080p. Mange PlayStation 4-udgaver af de samme spil lå typisk lidt højere og begynder derfor at være udenfor effektområdet for mClassic. Man skulle umiddelbart tro, at det så er her, mClassic holder op med at være nyttig, men det passer ikke helt.

Niende konsolgeneration

Nintendo Switch og Xbox Series S kan ofte begge nyde godt af mClassic. Ved Switch kan man bruge Wii U som visuel reference, og sætter man konsollen til at outputte i 720p, nyder man generelt lige så godt af mClassic som på Wii U. Det skæmmer sjældent indtrykket og løfter ofte — og skulle det modsatte være tilfældet, kan man heldigvis hurtigt deaktivere mClassic eller skrue op for opløsningen på konsollen for at nedtone effekten. Xbox Series S er lidt speciel på den måde, at de dårligst optimerede titler også kan rumstere rundt nede omkring de 720p, selv om 900p og opefter er mere almindeligt. Veloptimerede spil, der kører i 1440p, vil typisk ikke blive hjulpet af mClassic, men på den anden side skader den heller ikke.

Phantasy Star Online 2: New Genesis er et af de spil, hvor man næsten har den fulde palette fra PC-verdenen under grafikindstillinger. Spillet ser knaldgodt ud på Series X, hvor der er ekstra hestekræfter, men på Series S har den bedste indgangsvinkel faktisk været at lege med de mange indstillinger, for standardindstillingen lader noget tilbage at ønske. Blandt andet er der forskellige anti-aliasing-former, man kan slå til, og der er også understøttelse for FSR – omend kun første udgave. Det hjælper en del på balancen mellem ydeevne og billedkvalitet, men til min overraskelse kom man faktisk et langt stykke ad vejen med mClassic, mens konsollen stod til at levere et 720p-billede og laveste renderingskvalitet. Grundet mængden af parametre at teste, har jeg ikke lavet det helt dybe dyk ned i, hvad den optimale kombination af indstillinger vil være, men jeg tvivler ikke på, at mClassic kommer til at være en del af min Phantasy Star Online 2: New Genesis-oplevelse på Series S fremadrettet – og det samme gælder bagudkompatible titler, der modsat på Series X ikke opskaleres i samme grad.

Som det forhåbentlig er tydeligt i billederne til denne anmeldelse, kan mClassic pynte i mange tilfælde. Man får skalering uden lag, udglatning af kanter på 3D-grafik og lidt justering af farver, som oftest ser OK ud, selv om jeg ville ønske, at man kunne slå det fra. Man kan for eksempel se det på den røde farve i Super Mario RPG-billederne. Depth of field-effekten som Marseille praler af i markedsføringsmaterialet ser man ikke meget til, men jeg bilder mig ind at kunne ane det en smule i nogle af mine optagelser af Phantasy Star Online. Helt overordnet foretrækker jeg dog at bruge mClassic med en række ældre konsoller. Især 480p-materiale bliver skarpere at se på, mens man også får et lag anti-aliasing. Det er ikke et eksternt grafikkort eller et vidundermiddel, men det er et godt værktøj at have på værkstedet, når man forsøger at opnå et godt billede fra en ældre konsol. Prisen er på lige knap 1000 kroner, når mClassic ikke er på tilbud, hvilket gør den svær at anbefale helt ubetinget. Men når den er på tilbud til mindre, og man ved hvad man får ud af løsningen, er det slet ikke et tosset køb. Læg selv en ekstra stjerne til, hvis du ser et særligt godt tilbud. Marseille sælger også et mCable til nyere konsoller – og et til film. Man kan læse mere om begge dele på deres hjemmeside, hvor man også kan købe alle tre.