Robocop: Rogue City

Fan-service i sin reneste og mest simple form.

Det er 36 år siden, at Robocop fik premiere i biograferne, og en IMDB-karakter på 7,6 muliggjorde faktisk hele to efterfølgere, hvis karakterer vi dog ikke behøver at nævne her. Alligevel har filmene – og selvfølgelig Robocop selv – en stor plads i hjerterne hos mange af de fans, der voksede op med dem. Jeg var selv 17 år, da den første film udkom, og den står stadig som en af de bedre actionfilm fra den tid, idet den ikke tog sig selv for seriøst, samtidig med at Robocop uddelte seriøse øretæver til alle sider, godt hjulpet på vej af den overdrevent kraftfulde Auto 9-pistol med de karakteristiske treskudssalver, der pulveriserede alt omkring sig.

Den følelse har udviklerne hos polske Teyon bestemt fået genskabt i spillet, og de udviser samtidig stor respekt overfor kildematerialet i udformningen af deres eget Robocop-eventyr, der tidsmæssigt ligger et sted mellem toeren og treeren i filmuniverset. Plottet kaster atter Robocop ud i en jagt på at finde kriminelle og korrupte kræfter hos det altoverskyggende, private firma OCP, som staten har udliciteret driften af politikorpset til, og som selvfølgelig har en skjult agenda i forbindelse med opførelsen af en ny bydel i Detroit. Sammen med forskellige partnere – heraf selvfølgelig Anne Lewis en del af tiden – skiftes man til at tilbringe tid på stationen, på gaderne og i butikkerne i Detroit og på missioner til lokationer som forladte banegårde, nedslidte fabrikker og sågar et par ture til OCPs funklende hovedkvarter i 20+ etager.

Den vigtigste del af persongalleriet fra filmene går igen, og Teyon har ovenikøbet fået Peter Weller til at indtale ny dialog til Robocop, hvilket han gør akkurat så godt som i filmene. Derudover er der kommet flere nye personer til, men jeg kan for min dyd ikke finde ud af, om deres pinlige stemmeskuespil er en cadeau til filmene eller bare er, ja, dårligt stemmeskuespil. Dét ender dog desværre ikke med at være spillets største anke, hvilket jeg kommer mere ind på nedenfor.

Vi starter dog med at se på alt det, der gør spillet underholdende, og her skal vi snakke om den føromtalte Auto 9. Aldrig har man følt sig mere som Robocop, som man skrider fremad i et adstadigt tempo, markerer den ene småforbryder efter den anden med det karakteristiske sigtekorn og pløkker lemmerne af dem, som var det dommedag. Ofte i slowmotion. Dette er ikke et spil for sarte sjæle, idet torsoer, afrevne arme og ben flyver gennem luften, mens blodet løber ned af væggene eller danner store pøle under de livløse kroppe, der vitterligt flyder over det hele. Detroits underverden er en uudtømmelig kilde af kanonføde, og de er selvfølgelig en del af den hær, som banditter i habitter sender mod vores metalliske helt i forsøget på at stoppe hans stræben efter retfærdighed.

Det er dog heldigt, at der er så meget at nedkæmpe, for vores helt har kun to hastigheder: Gågang og let lunten. De enkelte områder er heldigvis ikke synderligt store, men går man efter at udforske hver lokation og udføre sidemissioner, så bliver det i længden en anelse monotont at bevæge sig fra A til B og tilbage igen. Den ellers energiske underlægningsmusik har også en tendens til at stoppe pludseligt efter et par minutter, og det gør ikke just senior-joggingturen mere underholdende, at den foretages i stilhed..

Faktisk har spillet en del tekniske fejl og mangler, og jeg var desværre nødt til at genstarte min færd flere gange, idet Robocop pludselig ikke ville lystre mine controller-inputs. Pænt irriterende, da det skete under et bossopgør, men spillet loader heldigvis hurtigt ind, og man mister som regel kun et par minutters spil. Derudover oplevede jeg et væld af småting lige fra den klassiske, dårlige synkronisering mellem tale og mundbevægelser, over clipping-problemer og muligheden for at sidde fast i omgivelserne til stive karakteranimationer. Eksempelvis bør man ikke vise rygende karakterer, hvis de ikke engang kan føre cigaretten op til munden og i stedet forsøger at ryge ud af kinden. Mange af fejlene er pinligt simple, og jeg er ikke i tvivl om, at lidt længere udviklingstid kunne have rettet op på de fleste af dem.

Grafisk kan man dog godt se, at udviklerne har benyttet Unreal Engine 5, og spillet er ofte imponerende at se på. Specielt lyskilder, eksplosioner og spejleffekter i vandpytter og deslignende er med til at gøre Old Detroit levende, men samtidig trækker det også i den anden retning, at en stor del af de grafiske elementer er genbrugt – eksempelvis ligner mange af borgerne hinanden og de prostituerede går alle med den samme halskæde. Selvom kanonføden kommer i flere afskygninger med hver deres karakteristika og våben, så får man som sagt likvideret så enorme mængder af dem i løbet af spillet, at de hurtigt fremstår som én, grå masse. Og jo mindre sagt om deres AI, jo bedre.

Det grundlæggende gameplay er heldigvis stadig en tilfredsstillende mekanik, men som så ofte før har udviklerne i kampens hede glemt, at less is more. Som et muligt afbræk har man inkluderet forskellige missioner, hvor man skal undersøge et åsted og finde hints via Robocops røntgensyn, men det kræver ikke de store evner, så disse sekvenser er vist mest at betegne som afvekslende fyld. Der er også inkluderet en modus, hvor man kan udvikle og opgradere sin Auto 9, men den er dårligt forklaret, og jeg fandt egentlig kun glæde af den opgradering, hvor man slipper for at genlade manuelt. Derudover er det mest et spørgsmål om, hvor hurtigt og i hvor mange stykker, man gerne vil se fjenderne eksplodere.

Om det er nok til at vinde nye fans’ hjerter, skal jeg lade være usagt her, men var det ikke for den grafiske højglans, kunne spillet lige så godt være udgivet i 2013, da det med sin simplicitet, spøjse bugs og manglende slutpolering bedst kan betegnes som et AA-spil, hvilket prisen ikke helt afspejler. Det er alligevel svært ikke at holde af Robocop: Rogue City, og det skyldes i høj grad den kærlighed til både vores hovedperson og universet, som Teyon lykkes med at videreformidle – og her taler jeg på vegne af eksisterende fans. Atmosfæren er smittende, selvom man må udholde et par lange gåture i ny og næ, og til trods for en ujævn sværhedsgrad har Teyon leveret et klassisk skydespil, hvor man kan lægge hjernen i garderoben og bare holde skydeknappen inde.