Captain Toad: Treasure Tracker
Captain Toad er den fødte skattejæger, og han (og Toadette) går på jagt efter stjerner og diamanter i et af de mest charmerende spil fra Nintendo til dato.
Hele spillets præmis bygger på, at kaptajnen ikke kan hoppe, hvilket jo er dybt utraditionelt for et spil i Mario-universet. Ved at fjerne den ene mulighed for udfoldelse, giver selv små forhindringer store problemer, og bane-designet er gået fra de store, åbne levels, vi kender fra Mario-spillene, til små, kompakte dioramaer, hvor fokus er skiftet fra action til puzzle.
Hver bane er et unikt lille guldkorn, hvor man tydeligt mærker den tid og kærlighed, designerne har investeret i den. En lille kube af mysterier, der venter på at blive pakket ud, bid for bid, når den runde kaptajn trisser rundt i landskabet, og en ny kameravinkel afslører nye hemmeligheder. Idérigdommen i de mange baner er helt uforståelig stor: Der er så mange sjove indfald, man får lov til at lege med, og det har resulteret i en stor bunke små universer, man har lyst til at tage i sine hænder og dreje rundt og beskue fra alle vinkler.
Det er også det, man bruger en stor del af tiden på. Nintendo har altid gjort en stor dyd ud af at præsentere billedet fra den bedst mulige vinkel, så spilleren ikke skal sidde og justere på kameraet for at kunne se, hvad der foregår. I Treasure Tracker er det spillerens opgave at manipulere kameraet, fordi mange af banernes hemmeligheder først afsløres, når man beskuer dem fra den rigtige vinkel. Det virker i starten meget underligt, men man vænner sig hurtigt til det, og nyder at sidde og dreje de små verdener for at aflure deres hemmeligheder.
Den høje opfindsomhed i de over 70 baner byder på en hel unik oplevelse på næsten hver ene lille bane, bortset fra de noget ens boss-kampe. Der er de rolige og eftertænksomme, hvor man nærmest zen-agtigt tuller rundt og løser gåderne. Så er der de mere hektiske, hvor hele banen er ved at synke ned i en lava-sø, og man skal komme til toppen før man selv møder samme skæbne. Ind i mellem er der baner, hvor der bliver vendt op og ned på tingene. Baner, hvor det hele drejer rundt, og baner, hvor man selv drejer det hele rundt. Fordi banerne er så korte, behøver spilmekanikken ikke at holde længere end de minutter, det tager at gennemføre banen, og derfor er der blevet plads til mange tosserier, der aldrig ville fungere i et større spil, men som passer perfekt til de små bidder, Treasure Tracker serveres i.
Som regel er der ikke alt for store problemer i at nå til opgavens mål: Den fede, gule stjerne. Men på hver bane er der også gemt tre diamanter og en skjult, gylden svamp. At finde de tre diamanter kræver en masse hovedbrud, som er sjove at sidde med, fordi man ofte kan se diamanterne, og udfordringen ligger så i at regne ud, hvordan man kommer hen til dem. Den gyldne svamp er en lidt anden historie, da den er godt skjult og kræver, at man afsøger alle banens kroge.
Hver bane har også et unikt mål, der skal opfyldes for at få det fine, røde stempel, der signalerer perfekt gennemførsel. Det kan være simple ting som “find den gyldne svamp” og “saml over 70 mønter”, men også mere djævelske som “klar banen uden at dræbe en eneste fjende” eller “flyt kun fire kasser”. Går man efter de lavthængende frugter, kan man gennemføre alle spillets baner på lidt over otte timer, men skal man have spillets tre bøger (som banerne på hysterisk nuttet vis er præsenteret i) plastret ind i røde stempler, skal man nok afsætte 10-15 timer ekstra til formålet. Det er rart, at man ikke skal være verdensmester i actionspil for at nå rulleteksterne, og at der samtidig er masser af udfordringer for ekvilibristerne.
Ud over fornøjelsen med at gruble over de mange puslerier, der er lagt ind i banerne, er Treasure Tracker også et helt vanvittigt charmerende spil. Der er kælet for samtlige detaljer, der kan kæles for, og resultatet er noget man har lyst til at gifte sig med og dele resten af livet med. “Nobody does charm like Nintendo”, som en bruger skrev på spillets side på Miiverse, og hun har fuldstændig ret: Der er ingen andre end Nintendo, der er i stand til at transportere en 44-årig gammel knark tilbage til den tid, hvor han var et lykkeligt barn, der sad og legede med sit yndlingslegetøj uden at bekymre sig om noget som helst andet i verden.
Til trods for den fine polering, er der nogle on-rails-baner, der bare ikke virker ordentligt. Man skal skyde på ting ved at sigte med sin gamepad, og det resulterede mestendels i at jeg sad og flagrede rundt med controlleren og konen troede jeg var blevet åndssvag. Der er også nogle baner med kanoner, der bruger samme styring, og det fungerer heller ikke specielt godt. Har man et gemt spil fra Super Mario 3D World, kan man få lov til at spille nogle af Marios baner med kaptajnen, men man kan næsten sige sig selv at Mario-baner uden hop ikke fungerer særlig godt. Bevæger man gamepad’en for meget, tror spillet at man vil bruge gyro’en til at styre kameraet med, og det resulterer altid i en anden vinkel, end den man har brug for. Det er ikke så slemt, bortset fra de baner, hvor man skal puste i gamepad’en for at aktivere nogle lifte. Man er jo nødt til at løfte den op til munden, og så tilter kameraet rundt. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er en mulighed for at slå gyro-styringen fra. Og jeg kan heller ikke forstå, at man skal puste for at aktivere en lift, når man bare kunne trykke på en knap.
Det er dog små problemer i forhold til resten af spillet, men det kan undre at Nintendo ikke lige har strammet disse områder op, når nu resten er så utroligt lækkert.
Treasure Tracker er et vidunderligt lille spil. De små baner er henrivende flotte og djævelsk udtænkt, og deres størrelse gør, at man sjældent mister overblikket og aldrig føler sig overvældet. Udfordringer i små bidder er det, de moderne spillere vil have, og her rammer Treasure Tracker plet. Alle kan gennemføre de mange og alsidige baner, og for hardcore-folket er der ekstra udfordringer nok til at forlænge spillets ellers korte levetid med masser af timer. At spillet tilmed kun koster kr. 319 (mod normalt kr. 479) gør det kun endnu lettere at anbefale til alle, der har brug for en indsprøjtning af destilleret magi her i de grå vinterdage.