Trenchcoats

Der er noget stiligt over trenchcoats. Hvem har ikke drømt om at slentre ned ad strøget i bedste Matrix-stil i Neo-solbriller og Neo-trenchcoat?

Jeg indrømmer det blankt. Jeg har altid fundet trenchcoats uhyre stilige. Der er noget vidunderligt overlegent og selvsikkert i den måde filmheltene fører sig frem, når de bærer sådan en. Det være sig Humphrey Bogart som karsk storby-detektiv, Harrison Ford i Blade Runner eller Keanu Reeves i The Matrix.

Nu har Trenchcoat Steve fra TrenchCo gjort det muligt at virkeliggøre drømmen. Oh-de-lally. Morpheus, Neo og Deckard har lagt model til hver sin trenchcoat, og flere er på vej. De er desværre ikke ligefrem billige, men elegante, det er de. Specielt er jeg fascineret over, at de (så vidt jeg kan se på videoklippene) har formået at genskabe Neo-frakkens “flow”. Læs mere her. Frakkerne syes efter mål, så selv hvis du – som jeg – falder lidt udenfor standard-størrelserne, er der hjælp at hente.

En ung geek i USA har skrevet noget om sit forhold til trenchcoats og jeg forstår ham.

Han kommer blandt andet ind på, hvordan attituden har ændret sig i USA, fra at en trenchcoat var et gammeldags stykke overtøj over at en trenchcoat var “cool” til at hvis man bar en trenchcoat var man nok psykopat. Endnu et eksempel på, at visse amerikanere ikke kan skelne væsentligt fra uvæsentligt. Der er naturligvis tale om en af de tragiske nedskydninger på amerikanske skoler, i dette tilfælde Columbine High School. Hvad bliver det næste? Hvis man går på High School er man nok latent morder?

Er du bare ude efter en trenchcoat til få penge – og er du et af de kedelige mennesker, der kan passe standardstørrelser – så kig dig omkring i genbrugsbutikkerne. Det er en del billigere end at købe nyt.

Hvis du vil købe nyt, så er der en del online-butikker i USA, der forhandler dem til priser noget under, hvad du skal regne med at betale i en dansk herre-ekviperings-butik. For eksempel er der eSuit. Andre links modtages med kyshånd i “kommentarer”-sektionen.

Nå ja, før du køber: Vær lige opmærksom på, at du ikke ligner en hårdkogt storbydetektiv, hvis din trenchcoat er af latex.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.